11/11-12

Tirsdag var vi på ekskursion for at se, hvordan de lokale i Nanyuki tjener deres penge. Dagens tema var poverty and hunger.

Vi besøgte en mand, der tjente penge på at grave sand, som han så solgte videre til firmaer, der skulle bygge huse. Det tog manden halvanden time at grave én bunke sand, og han tjente først sine penge, når der kom nogen for at købe. Der kunne gå lang tid imellem købere, 1 til 4 uger. Det betyder manden har en meget ustabil økonomi, og han har svært ved at vide, hvornår han kan skaffe mad på bordet og hvornår han ikke kan.

En anden mand vi besøgte, midt i hans arbejde, var en stenhugger. Han huggede sten ud af en klippe med hammer og mejsel. Bagefter huggede han stenene til, så det kunne bruges som mursten. Det så meget hårdt ud og det krævede logistik, at få flest mulige sten ud af klippen. Manden lavede i gennemsnit 200 på en arbejdsdag fra solopgang til solnedgang.

Ligesom den anden mand, fik han kun penge når der var købere.

Den sidste vi mødte på vores ekskursion, blandt de lokale, var en kvinde med tre børn. Hendes mand havde ladet hende i stikken, og hendes eneste mulighed for at skaffe mad var, at brygge ulovlig spiritus, som hunsolgte til lokale. Det var tydeligt, at mærke kvinden frustrationer over situationen. Hun sad uroligt og tog sig til hovedet engang imellem og hun fik tårer i øjnene, når hun skulle fortælle. Hvis hun blev opdaget af politiet var straffen 5 år i fængsel eller en bøde på 2 millioner kenyanske shillings. Hun ønskede absolut ikke at tjene sine penge, som hun gjorde, men hendes jord var dårlig på grund af den tørre jord og hun havde ikke penge til at investere i noget bedre.

Kvinden forsøgte at få hjælp via. regeringen, ikke blot til hende selv, men enlige kvinder i Kenya generelt samt forældreløse børn. Men det var som om processen var gået i stå, selvom hun forsøgte at presse på. Derfor var havde hun nu startet en fond og hun søgte inderligt sponsorer. problemet er bare, hun ikke har de rigtige kontakter.

Vi har fået hendes mailadresse, i tilfælde af, vi hørte om noget velgørende, hvor vi kunne fortælle hendes historie videre.

Senere på dagen tog vi ind til Nanyuki centrum, hvor vi blev vist rundt af en dreng i tyverne, der fortalte os lidt om byen. Han fortalte, at i Kenya får du måske 5 år for et bankrøveri, men du kan være uheldig, at få livstid for at stjæle en kylling…

Der var beskidt og støvet i byen, og i slummen lå der skrald overalt på jorden. Vi gik igennem et kvarter, der blev kaldt Joshua, som har været ekstremt hærget af kriminalitet og stadigvæk er det, specielt efter solnedgang. Dette område var før et meget frygtet område at begive sig ind i på grund af faren for at blive skudt ned. Dog var der faldet mere ro på, efter mange af de kriminelle er blevet sat i fængsel.

Da vi kom hjem var hovederne fyldt med nye indtryk, så vi var virkelig trætte. Dagen blev derfor afsluttet med social hygge i form af spillet Cranium.

Vi sov som sten, da vi endelig fik lagt os i vores køjer.

12 november 2014

Vi startede undervisning med Moses kl. 8.45-10.15 om "Improve maternal health" . I den forbindelse så vi filmen "Why did mrs. X die". Det var en øjenåbner ift. hvordan fattigdom og mangel på ressourcer påvirker hele landet og den enkelte i sygdomssituationen. Det var uhyggeligt at se tal på, hvor mange mødre samt børn der dør inden/under fødsler, fordi man ikke har de nødvendige redskaber og viden.

Kl. 10.30 skulle vi på ekskursion. Denne gang skulle vi besøge vores lære, James som bor ca. 2-3 km fra Platformen oppe på et bjerg. Vi gik derop mens solen stod højest på himlen, så selvom vi havde solcreme på, var vi alligevel alle sammen røde, da vi kom hjem. Men udsigten var den hårde gåtur værd.

Ved James fik vi besøg af "bushens" jordemødre. Disse jordemødre hjælper de kvinder der ikke har råd til at tage på hospitalet. Men hjælpen foregår på meget alternative og primitive metoder, som aldrig var gået i Danmark. Fx ved kejsersnit er det meget normalt bare at brugte den skarpeste genstand i nørheden fx køkkenkniven, et stykke træ eller noget skarpt plastik. Ved andre komplikationer var gedefedt og blod stort set svaret på alle deres problemer. Og de brugte urter som smertestillende. Derudover stopper de blødninger med fedt fra en gedehale.

En anden ting der også er mærkelig for os, men normalt i Afrika, er at manden har flere koner.

Fx havde James 2 koner. Konerne boede i hver deres hus og James boede i et tredje, for at ligestille konerne, så der ikke opstod splid mellem dem. Det indledte til en lille diskussion, da vi slet ikke kunne sætte os ind i denne situation. I den danske kultur er vi opdraget til at være monogame og det er ikke ok hvis manden har flere på en gang. Derfor var det noget af et kulturchok.

Da vi kom tilbage på Platformen havde vi 1 lektion i swahili. Vi ville gerne have haft mere, da det kun var det aller mest basale vi nåede at lære.

Hej = Jambo

Sawa = ok

Hvordan går det = habari

Det går godt = Nzuri

Morgen = Asubuki

Middag= Mchana

Aften = Jioni

Sov godt = lad asalama

I lige måde = wewe pia

Undskyld = pole

Tag det roligt = hakuna matata

Jeg elsker dig = nakupenda

Ven = rafiki

Tak = Asante

Mange tak = Asante san

Kl. 15.00 blev vi delt i grupper og skulle ud og lave mad sammen med en lokalfamilie. Vi besøgte en familie, hvor det virkede som om moderen ikke ville snakke med os. Vi går ud fra det var fordi, hun ikke kunne engelsk. Men den ældste dreng havde lige færdiggjort skolen og kunne derfor snakke engelsk udmærket. Så vi forberedte og lavede maden sammen med den ældste dreng. Faren arbejdede i Nairobi i hverdagene og var derfor kun hjemme i weekenden. Vi lavede en gryderet, med gulerødder, løg, kartofler, ris, tomater og noget krydderi der hed Rico. Mens vi ventede på maden, legede vi med de 2 yngste børn samt mange af naboens børn. Vi sang, dansede, sjippede, flettede hår og tog billeder. Det var en vildt fed oplevelse. Vi kan alle godt lide børn, så det var skønt at se hvordan børnene legede sammen uden at have noget legetøj.

13 november 2014

I dag havde vi undervisning om Øst Afrikas sundhedssystem. I Tanzania er sundhedssystemet delt op i , hvor store sygehusene er. Sygehuset i Bagamoyo er et distrikt hospital, hvilket vil sige det ikke er særlig stort. Det har kun få specialiteter og har heller ikke ressourcer til store akutte tilfælde. Ifølge en undersøgelse fra 2007 har man udregnet at der i DK er 1 læge til 292 patienter hvorimod i Tanzania er der kun 1 læge til 50.000 patienter.

Til sidst blev vi introduceret til de mest almindelige sygdomme i Tanzania. Nemlig malaria, pneumoni, tuberkulose, meningitis, COPD, Hiv/aids og frakturer.

Kl. 11 tog vi på ekskursion til Nyeri Referal Hospital, hvor man skal henvises til hospitalet for at kunne få behandling.. Det tog 2 timer i bus at køre dertil. Vi blev igen delt ind i grupper, og vist rundt på hospitalet. Det var en vild oplevelse at se et andet hospital end det danske, da det var anderledes på alle tænkelige måder. Der var blod på gulvene og der lå piller og brugte kanyler rundt omkring i hjørnerne. Der lå ofte også mere end en patient i sengene. Nogle patienter var endda blevet rykket ud på gangen, fordi stuerne var fyldte. På intensiv afdelingen lå tre pateinter i samme seng og to patienter i resten af sengene. Det hele virkede meget uorganiseret og ustruktureret og der var ikke noget system i hvilke patienter man som læge eller sygeplejerske skulle tage sig af. Sygehusstrukturen var også anderledes end det danske, fordi at familien kommer og sørger for den personlige hygiejne hos patienten samt kommer med mad i besøgstiderne. Der var rigtig meget larm og det virkede mere som zoologisk have end et hospital. Det var tydeligt at se de ikke havde samme ressourcer som Danmark og derfor tyede til alternative behandlingsmetoder fx den måde patienterne med frakturer på ortopædisk afdeling var spændt op på, for at ligge i stræk.

Om aftenen så vi filmen "The cut" som handlede om unge kvinder der blev omskåret. Det var modbydeligt at se hvordan 14-15 årige piger blev omskåret mod deres vilje, hvis familien havde tradition for det. Disse stammer er af den overbevisning, at hvis kvinden ikke er omskåret, kan man ikke have et værdigt ægteskab.

14 november 2014

I dag er det vores sidste dag på Platformen. Vi rejser videre i morgen tidlig kl. 06.15.

Den sidste undervisningsdag havde Moses planlagt Jeopardy om HIV/Aids. Det var en god måde at få alle til at deltage aktiv, og vi fik rigtig meget ud af denne undervisningsform.

Undervisningen har været relevant og meget spændende, og vi har haft nogle gode lærere. Det har fungeret godt at starte dagen med basal teori om morgenen og derefter på ekskursion om eftermiddagen, for at se hvordan det fungere i praksis. Selvom vi kun har været her i 6 dage, føltes det som en måned, fordi vi har oplevet så meget og fået mange nye indtryk at forholde os til. De har været udmattende at holde styr på alle oplevelser i hovedet, så vi skriver hver især dagbog for at holde styr på følelser, indtryk og oplevelser. Vi har aftalt med de andre piger fra Platformen at holde kontakten og vi skal alle mødes på Zanzibar mellem jul og nytår. Det glæder vi os til.

Så alt i alt synes vi ugen på Platformen har været fantastisk og vi ville ikke have været foruden, selvom det har været meget primitivt. Men vi tilpassede os hurtigt omgivelserne. Vi synes også det har været rart ikke at have internet om dagen, da vi har været mere sociale og ikke stresset over, hele tiden at skulle svare og opdatere folk derhjemme.

Vores sidste ekskursion til et børnehjem i området, havde vi selv planlagt. Alle fra platformen havde splejset til at købe lidt forskelligt mad til børnehjemmet. Børnene på børnehjemmet boede langt langt ude under åben himmel og havde ingenting, som i virkelig ingenting. Det var uden tvivl den hårdeste og mest rørende oplevelse under hele opholdet. Børnene gik i hullet, gammelt tøj. Tøjet var smurt ind i afføring og alt muligt andet. Nogle af børnene havde tøj på der var for stort og løb rundt med røven bar. De havde ikke nogen sko og gik rundt med bare fødder i mudder og gedelort. Mange af børnene var syge, men havde ingen penge til transport og behandling på hospitalet. Alle børn havde 1000 fluer flyvende rundt omkring sig og siddende i ansigtet. De havde 3 små stråhytter at sove i. Men der var ikke plads til alle i sengene, så nogle måtte sove på jorden. I alt var der 22 børn. De fleste havde mistet deres forældre til HIV/aids, så mange af børnene havde også selv hiv/aids. Andre havde mistet deres forældre under uroligheder i 2008. De havde hverken rent drikkevand, strøm, komfur, eller et toilet. Så når børnene skulle på toilettet foregik det et tilfældigt sted ude i hækken. Der boede ca. 4-5 frivillige voksne sammen med børnene. Børnehjemmets skole var et gammelt, hullet, faldefærdig skur uden nogen redskaber. Der var hverken en tavle eller borde og stole. Så børnene sad på jorden og skrev i sandet. Vi dansede, sang og legede med børnene og kunne mærke de var glade for vi kom. Vi virkelig ønske alle opleve hvordan de levede, det var så uhyggeligt og unfair at nogen lever så dårligt, mens andre lever godt.

Vi brugte den sidste aften på at dele alle vores billeder med hinanden samt hygge snakke.

15/11-14

Så kom dagen, hvor det var tid til at rykke videre. Vi tog med en taxabus fra Daraja ved ved seks-tiden om morgenen og kørte til Nairobi på fem timers tid. Derfra tog vi et fly fra lufthavnen kl 12.40 til Dar es Salaam. Flyveturen tog 1,5 time.

Da vi trådte ud af flyet, blev vi virkelig overraskede over, at blive ramt af den varme tanzaniske varme på 36 grader C. Vi havde alle for meget tøj på, fordi det kun var omkring 25 grader i Nairobi.

I forhold til, vi lige havde rejst i 26 dage en hektisk uge forinden, var det lidt hårdt, at skulle videre med bus og fly nu igen. Men vi glædede os meget, især fordi vi nu snart skulle møde vores værtsfamilie.

I Afrika tager alt så lang tid, både fordi afstandene mellem ting er så store, og ja… også bare fordi afrikanere har et andet forhold til tid, end vi har i Scandinavian. De har to beskrivelser af tid hernede; "African time" og "English time". African time er udefinerbar indenfor et tidsinterval på plus/minus flere timer… Ja, det lyder skørt… Men et godt eksempel er, at busserne først kører når de er fyldt op… Det vil altså sige, at man kan risikere at ende ud i en bustur på 12 timer, selvom den måske kun varer 6, fordi du venter så lang tid i bussen, før den kører. Vi har altså fundet ud af, det godt kan betale sig, at tage en taxa, fremfor bus, selvom taxaen er mange gange dyrere. Når det er sagt, skal man ikke bare tage hvilken som helst taxa. Det er vigtigt man kender taxa-manden, så man ikke risikerer at blive bestjålet, eller det der er værre.

"English time" er den reelle tid.

Vi blev hentet i lufthavnen af en sød kvinde ved navn Yusta. Det var meningen, vi skulle hentes af vores koordinator, der hedder Grace, men hun var blevet syg.

Yusta viste os rundt i Dar es Salaam, og gjorde plads til, vi kunne nå en masse, vi kunne tænke os, dagen efter. Vi ville rigtig gerne ind og se to hospitaler for at få et bedre indtryk af forskellene mellem de små hospitaler og de største i Afrika. Yusta fortalte os om hvad vi skulle forberede os på i forhold til kulturforskelle. Ved samme lejlighed fortalte hun også, at hvis man lavede aftaler med nogen, skulle man sikre sig, aftalen var ifølge "English time", eller i hvert fald have noget at give sig til, mens man ventede. Når en afrikaner siger, man mødes om morgenen, kan man regne med, det nok bliver engang ved middagstid.

Det var utroligt, at se den store forskel der var fra Nanyuki til Dar es Salaam. I Nanyuki var alt så støvet og byens bygninger var kedelige, grå og faldefærdige. Dar es Salaam er en storby, hvor ting i højere grad er moderne og flotte. Der er flotte store bygninger.

Det var noget af et kulturchok vi fik, da vi blev fortalt, vi ikke måtte bevæge os ud fra det hostel, vi var indlogeret på, efter mørkets frembrud. Vi måtte ikke engang gå over på den anden side af gaden, selvom vi var tre. Kun hvis vi fulgte med Yusta eller nogen fra vores hostel, der kunne passe på os. Samtidig fik vi utallige gange at vide, vi ikke måtte have mere på os, end det vi var villige til at miste. Yusta tilføjede at man mindsker risikoen for, at blive bestjålet og overfaldet, hvis man kan noget Swahili, så det er helt sikkert værd, at undersøge mulighederne for, at tage sproget til os. Moses fra platformen har også fortalt, vi ikke skal regne med, at patienterne i Bagamoyo kan engelsk. Vi bliver altså nødt til at lære i hvert fald nogle basiske sætninger, så vi kan kommunikere med den lokalbefolkning, vi kommer til at have med at gøre på hospitalet.

16/11-14

Vi startede dagen med at besøge to hospitaler i Dar es Salaam. Det største i byen og et hospital på størrelse med det, vi skal arbejde på i Bagamoyo. Forskellende var store. På det største hospital var der 2-mandsstuer, og hospitalet havde over 8000 senge. På det mindre hospital havde de omkring 500 senge, og her kunne folk altså risikere at ligge tre i én.

Efter hospitalbesøget sørgede Yusta for, vi fik os et simkort til vores telefon med internet. Det tog virkelig lang tid at få ordnet. Men det var skønt, at få styr på. Det ville ikke være rart, at stå i en ubehagelig situation, hvor man har brug for at ringe eller bare skrive, men ikke have muligheden for det.

Vi havde en skøn og lærerig søndag sammen med Yusta. Vi gennemgik "Do's and Don'ts", kulturforskelle og gode råd i afrika, hvorefter vi evaluerede, det vi havde lært, i små cases.

Eksempler:

- Man må aldrig tage imod ting fra fremmede. Der er set mange tilfælde af, at en fremmed har givet en gave, for eksempel i form af en appelsin, hvor det har vist sig, den har været fyldt med bedøvende stoffer.

- Når man skal have en persons opmærksomhed, som der er lidt langt fra én, skal man ikke hæve stemmen, men klappe i hænderne.

- Man skal ikke kysse offentligt.

- Når man tager imod/giver en gave, skal det altid udføres med højre hånd. Der er mange muslimer i Bagamoyo og oprindeligt bruger de ikke toiletpapir, men venstre hånd til at rengøre sig selv efter bummelum.

- Hvis man bliver tilbudt en siddeplads, skal man ikke afvise. Det er uhøfligt.

Efter vi havde fået styr på forventninger, bekymringer og hvad vi mon troede værtsfamilien kunne forvente af os, gik vi i butikker, for at få købt noget mere praktisk tøj i den stegende hede.

Noget rigtig ærgerligt er, at vi har fundet ud af, vi har fået det forkerte visa. Det var meningen vi skulle have et arbejdsvisum (CTA), hvilket vi også forklarede i lufthavnen, men de har sgu alligevel givet os et forkert. Møg irriterende… Dette vil sikkert skabe problemer i forhold til, hvornår vi kan starte med at arbejde på hospitalet…

17 november 2014

Mama Yusta hentede os på hostellet kl. 10. Vi kørte næsten 2 timer for at komme til Bagamoyo. Da vi ankom til Bagamoyo blev vi overrasket over hvor stor forskellen er fra Dar Es Salaam til Bagamoyo. Bagamoyo er en fattig by og minder lidt om Nanyuki i Kenya. Men Bagamoyo er en smuk, dejlig og hyggelig by. Det virker som alle kender alle, og folk er meget venlige, hjælpsomme og snaksaglige. Her er MEGET varmt, mellem 32-38 grader hver dag.

Vi har været utrolig heldige med vores værtsfamilie. Vores værtsfar hedder Charles og vi er så glade for ham. Dog er moren og faren ikke sammen længere. Moren bor inde i Dar Es Salaam sammen med de 2 yngste døtre, som har en anden far end Charles. Men den ældste pige Sarafina på 7 år bor i huset. Og husholdersken bor også i huset.

Vi bor i et lille hus, men har fået et værelse til deling. Selvom huset er lille, er der 2 badeværelser, så vi har også eget badeværelse.

Vi brugte dagen på at pakke ud og lære vores værtsfamilie bedre at kende samt snakke om hvad vores forventninger var til hinanden. Charles tog os med ud og spise både frokost og aftensmad i byen.

18 november 2014

Pga. af problemerne med vores visum, kan få ikke få lov til at starte i praktik i dag.

Udover det, har vi alle sovet vildt dårligt i nat. Vi var kort en tur med Charles på hospitalet. Han viste os hurtigt rundt og præsenterede os for forskellige fagfolk på sygehuset.

Ellers slappede vi af på stranden og tog en lur om eftermiddagen.

19 november 2014

I dag har vi udfyldt nye applikationspapirer til vores visum. Mama Yusta siger det tager ca. 5 dage før det går i orden med visummet. Så lige nu går vi bare og venter, det er træls, når vi rigtig gerne vil i gang.