Efter morgenmaden, fik vi undervisning i Afrikansk kultur, kropssprog, afrikanske gruppeinddelinger og tribes. Denne læring skulle vi bruge til en følgende rundvisning, hos de lokale. Vi blev inddelt i 3 grupper, med hver vores guide. Vores guide Peter, fik ikke løn for at vise os rundt. Han gjorde det frivilligt, men ville få en skilling hvis han gjorde det godt -

og hvem er til at bedømme dette? Efter gruppeinddelingerne travede vi langt og med hurtige afrikanske skridt til den første familie: en lokal dame, der selv havde bygget sit hus ud af ler, mudder og vand. H

un havde presset 3 små sofaer, på nærmest mirakuløst vis, ind i det minimale værelse, på maks. 8 kvadratmeter. Hun havde dog et fjernsyn og talte lidt engelsk. Hun var en af de lidt mere velhavende end de følgende familier vi besøgte.

Der var langt fra hus til hus, og den næste familie vi besøgte, var en døv 76-årig dame. Hendes køkken var uden for huset - et mini køkken, på ca. 3 kvadratmeter. Huset havde hun selv bygget og havde 5 forældreløse børn boende. Hendes hus var 6 kvadratmeter, så lad os sige det sådan, at hun var meget fattig. Hun havde mistet en søn, og havde kun en datter tilbage. Hendes barnebarn boede ved siden af, og hjalp hende med praktiske ting, da hun er meget syg. Da vi gav hånd til barnebarnet, gav hun os først et mildt håndtryk og satte derefter hånden op på panden. En måde at sige, at hun velsigner os. Blikket i deres øjne, var fyldt med sorg og gråd. En oplevelse og et syn vi sent glemmer. Vi måtte ikke tage billeder af dem, da: "vi får aldrig nogen af de billeder at se."

Den tredje familie var en muslimsk familie - en dame med 3 børn på henholdsvis 1, 3 og 5 år, og en mand der var kamelarbejder. 5 medlemmer, ét hus på godt og vel 6 kvadratmeter, og et enkelt tæppe som seng. Hun havde hjulpet sin mand med at bygge huset de boede i, men da de ikke har råd til hammer eller søm, har de bygget det af mudder og vand fra området. På grund af regn, kan huset havde tendens til at smuldre. Trods denne hårde og fattige livsstil, var hun smilende og glad. Et meget rørende besøg, der virkelig giver stof til eftertanke. Vi måtte gerne tage billeder, hvis vi lovede at de måtte få dem. Vi skal derfor ind til byen en af dagene, for at få printet nogle billeder til hende.

Hele denne gode men triste oplevelse, har gjort stort indtryk på os alle 3. Det har sat sine spor, og man føler sig enormt privilegeret.

Efter de lokale besøg, havde vi aktivitet på skemaet, der bestod af forskellige fysiske aktivitetslege, hvor vi blev delt op i to hold og skulle dyste mod hinanden.
Det var vældig skægt. Vi dystede bl.a. i parløb, hvor vi skulle løbe ryg mod ryg, mens vi holdt os sammen arm i arm, æggestafet, numse-dyp, hvor vi via numsen skulle få en kuglepen ned i en flaske og frøhop, hvor vi to og to skulle hoppe over hinanden til et mål og tilbage igen. Manja rockede for vildt i frø-hop, til gengæld fik hun jogget i jordens største kolort midt i legen.

Her til aften blev vi underholdt med Masai-dans. Det var meget specielt. Virkelig anderledes og meget fascinerende. Dansen bestod af en gruppe masaier, der konkurrerede om at hoppe højest. Den mand der kunne hoppe højest, vandt alle damerne traditionelt set.
Hele ceremonien blev på et tidspunkt afbrudt af en meget skræmt Manja, der skrigende fløj op fra sin siddeplads pga. en kæmpe natsværmer… ups hvor pinligt, men hvor typisk!
Man lærer meget om hinanden, når man bor tæ

t i en lejr. Bl.a. har vi lært at Manja er storforbruger af vådservietter. Tror hun har fyldt en hel alm. papirspand, siden vi ankom.

I lejren drikker vi regnvand fra en tønde. Vandet er blevet sigtet og kogt.

En god og lærerig dag!