Profile
Blog
Photos
Videos
Mandag (21/1) tog vi fra Chiang Rai til grænsebyen Chiang Khong. Her skulle vi krydse Mekong floden til Huay Xai i Laos. Vi havde læst skrækhistorier om folk der stod i kø i 5 timer og at grænsen kunne lukke før tid, lige foran næsen på en. Så vi var i god tid, men hele processen tog kun 1 time (måske fordi Linda har albuer med rundsave). Vi fik tjekket ind på hotellet. På værelset boede der, ud over os, en firbens familie. De forholdt sig dog i ro bag lampen efter at have været vidne til Lindas skrig. :)
Tirsdag (22/1) var dagen, hvor vi begav os ud på The Gibbon Experience. Dagen startede hektisk med jagten på morgenmad. Her i asien kan det godt tage op til 25 minutter at lave en sandwich med smør og skinke. Vi ankom dog lige til tiden og fik vist en sikkerhedsvideo og så var det ellers afsted. Efter en biltur på en times tid, fik vi udleveret vores seler. Så gik det ellers stejlt opad i 2 timer. Godt man er i topform (ironi kan være brugt her!!). Endelig nåede vi frem til den første zipline og den startede blidt ud, ved at køre mellem to bjergsider, hen over en dal!! Der var rigtig langt ned. Som i små 100 meter ned!! Men vi kom levende over og turen fortsatte mod træhuset. Vi kom gennem 8 ziplines af variende højde og længde. De var mellem 100 meter og 600 meter lange og den højeste var ca. 200 meter oppe. Det føles helt vildt, når man kun hænger i to stropper, men vi nåede frem til træhuset. Inden aftensmaden nåede vi at spille lidt UNO og guiderne tog os ud på ziplines i en times tid. Aftensmaden var lækker og blev bragt ud via ziplines. Vi var i gruppe med tre argentinske drenge og tre englændere. Og selvfølgelig havde englænderne medbragt rigeligt med rom og cola, så humøret var højt. Vi måtte dog overgive os og gå i seng omkring kl. 20. Vi havde "værelse" på første sal, og da Linda havde tjekket for gigant edderkopper, krøb vi til køjs.
Onsdag (23/1) stod vi op kl. 6 og blev hentet at guiderne og så skulle vi ud og kigge på wildlife. Vi så en vild kylling og et egern. Naturen er virkelig vild her i Laos :D. Morgenmaden stod på bålvarmet brød og rice krispies formet som riskager. Mmmm. Kl. 9.30 forlod vi vores fine træhytte og begav os hjemad. Hjemturen stod på de længeste ziplines indtil videre. To af dem var 700 meter lange og gik både over dale og floder. Desuden bød turen på nedadgående "trappe"gang i 40 minutter. Ens ben var som gele, da man kom ned. Vi var lykkelige da vi nåede frem til endestationen. Det blev fejret med frokost og sodavand. :) De eneste skader var Vibekes kæmpevabler og en zipline brandskade fra en hasarderet bremsning, så vi nåede næsten hele tilbage.
Imorgen står den på luksuskrydstogt på Mekong floden, hvor vi efter to dages sejlads (og en overnatning på resort) ender i Luang Prabang.
(Vi oploader et par videoer, så man forhåbentlig kan få en fornemmelse af hvor langt ned der var)
- comments
Vibekeoglinda Oploading af videoer udskudt. På halvanden time, havde den oploadet 31 % af én video. :)
Mor & Far S & H Man kan godt se, at I stadig er i træning fra NZ. Hold da op hvor I oplever. Hvor er der flot. Godt gået.
Vibekeoglinda Vi var så super proffe. :) Og det var rigtig rart at have prøvet en zipline før, for der var godt nok langt ned. :) Der var rigtig rigtig flot og billederne yder det aldrig nok retfærdighed.