Paa forbedredelsekurset i Danmark var jeg blevet forberedt paa, at vi, som kommende volontoerer, nok ville faa svaert ved at fortaelle oprigtigt om vores tro - eller mangel paa samme, eftersom de fleste danskere er mere eller mindre ateister. Jeg er i hvert fald. Med denne viden i baghovedet, var der derfor kun ét naturligt svar til deres spoergsmaal: "Ditte hvad tror du paa?". "Jeg er protestant" svarede Ditte frejdigt. Det naeste problem er bare, at eftersom min comunidad med sine omtrendt 30 huse, har hele to kirker: en evangelisk og en katolsk, saa reagerer de lokale ved at klappe i haenderne, henvise til disse to samt fortaelle mig hvor meget de glaeder sig til at se mig til gudstjeneste. Pis Ditte, hvad goer du saa?

Ditte: "Jamen, i Danmark gaar jeg ikke saa meget i kirke". Emelda: "Hvor tit?"D: "Oehm, aldrig"E: "Aldrig?!"D: "Nej.."E: "Jamen saa er du jo ikk protestant!"D: "Oehm, nej, det er jeg vel ikke.."E: "Hvad tror du saa paa?"D: "Oehm, Ingenting. Eller jo, jeg tror paa videnskaben. Paa tilfaeldighed".E: "Det kan man da ikke tro paa" (PUNKTUM!)D: "Jamen det goer jeg altsaa".E: "Det kan man ikke".D: "Det goer jeg altsaa" siger jeg med en skulderrysten. E: "Det er forkert".D: "Ikke for mig".E: "Diddi, hoer nu, uden Gud havde der ikke vaeret nogen videnskab".D: "Jamen Emelda, det jeg tror paa er en anden maade at forklare livet paa" (vidste ikke hvad skabelse hedder paa spansk). "At det er sket som en udvikling over lang lang tid, millioner af aar og ikke kun paa seks dage"E: "Syv dage, Han skabte det hele paa syv dage, for den sidste dag slappede han af".D: "Ja ja.."

E: "Det er rigtigt, det er praecis det som Biblen siger, og alt hvad der staar i den er Guds ord. Man kan ikke tro paa videnskaben, sikke noget vroevl, men det er ikke noget problem. Diddi, (og et klap paa laaret) om tre mdr. er du religioes, det skal jeg nok soerge for!" efterfulgt af et kaempe smil!

Slam, slam, slam. De lokale har meget meget svaert ved at forstaa denne nye situation, jeg saetter dem i, naar jeg siger, at jeg ikke tror paa Gud. Her har man altid noget at tro paa. Hvis det ikke er den samme gud som dem, er det ikke et problem, for "der findes jo mange guder", som de siger. Problemet er, at jeg ikke kan give dem navnet paa en anden gud, en anden tro. De kan ganske simpelt ikke forholde sig til forestillingen om, at det ikke er noget almaegtigt, der har skabt os fra sin haand med ideen om, at der er en stoerre mening med livet for menneskene og at vi er sat over alle andre kreationer. De kan ikke rumme det.

Ovenstaaende samtale er blot en meget komprimeret udgave af den samtale, jeg havde med min Nica-mor Emelda i loebet af den foerste uge, jeg boede her. Mit svar til hendes sidste kommentar var et blankt "Nej!", fordi jeg simplethen ikke gad hoere mere paa hende. Selve samtalen endte med, at jeg naesten paa mine graedende knae af ren frustration indtraengende maatte bede Emelda respektere, at jeg tror paa noget andet, eftersom jeg respekterer, det de tror paa. Det svarede hun dog ogsaa "selvfoelgelig" til, og siden da har vi ikke haft denne slags samtaler - kun sammenstoed i miniformat, men dem kommer jeg til senere.

En aften nogle dage senere, spurgte Tania (min nica-soester) mig om, hvad jeg egentlig mente, naar jeg siger, at jeg tror paa videnskaben. Hun har nemlig haft om noget lignende i skolen, men som hun dengang ikke forstod, og om jeg ikke nok ville forklare det? Kladehaeftet fra den paagaeldende time blev fundet frem og jeg endte med at snakke om Big Bang, gassumpe, ozonlag, celledeling, milliarder af aar og Darwin. Hun havde ikke hoert om manden, men forstod ganske udemaerket princippet i, at der er flere maader at forklare skabelsen paa, og at det jeg tror paa, blot er en anden forklaring end Biblens. Hun forstod nok til at kunne svare Emelda igen, da denne kom og oedelagde samtalen, nok til at kunne forsvare min holdning og nok til at ildne Emelda op over at blive svaret imod af sin egen datter. Men jeg var tilfreds. Tania havde forstaaet og respekteret, hvad jeg havde sagt.

Ang. sammenstoedene i miniformat, saa har Emelda og jeg efterhaanden faaet vendt vores forskellige holdninger til en lille joke: Den 23/12 havde jeg kl 13 lokaltid en aftale med mine foraeldre i DK om at ringe til en lokal telefon her. Men det var intet signal og mine foraeldre kom aldrig igennem. Paa dette tidspunkt af opholdet, var alle de nye indtryk fra kulturskiftet ved at blive hverdag og et kulturchok med humoersvingninger og triste dage indtraf. Ergo ville jeg virkelig gerne have snakket med familien derhjemme. Den 23/12 2008 endte som en ren lorte dag, med en hysterisk Ditte og en graedende Emelda, der paa mine vegne bare naegtede at acceptere, at en telefon ikke kan alt, bare fordi det er en telefon. At der ogsaa skal en aftale med telefonselskabet til, for at det er muligt at ringe/smse udenlands. At elektronik er ikke bare elektronik, men hvordan jeg jaevnligt kaemper med at forklare dette, vil jeg ikke komme ind paa her.

Det lykkedes derimod at knaevre med Danmark i halvanden time d 31/12. Det var en glad Ditte, der overbragte denne nyhed til Emelda, der efterfoelgende udbroed "Tak til Gud", opfordrende til at jeg gentog.

"Tak til antennen!" "Tak til gud""Tak til mobilselskabet!" "Jamen uden Gud havde der ikke vaeret nogen antenne eller noget mobilselskab!"

"Hmm, jo" og efterfoelgende en Tania, der ankommer i rette tid til at bede sin mor droppe det. Hver eneste gang dette sker, er det heldigvis med et smil paa laeben fra os begge og stopper uden videre diskusion. Emelda skulle bare vide, aldrig om jeg i mit liv har taenkt mig at takke Gud for noget som helst J

Jeg ved det er provokerende og netop denne indstilling har ogsaa givet mig problemer flere gange, for det er selvfoegelig ikke kun min egen familie, der spoerger ind til den lyse piges religion. Den 6/1 er det Hellig Tre Kongers dag (vidste I det?) og vi moedtes i comunidaden for at spise mad og hygge sammen. Den tykke kvinde ved siden af mig, som jeg ikke kender, spoerger om jeg er blevet rask igen, hvortil jeg svarer ja. "Tak til Gud" efterfulgt af mit stumme svar. "Tak til Gud, sig det". "Tak til doctoren og medicinen" og saa koerte den ellers forfra igen. En anden kvinde kommer hen for at spoerge til mit helbred, samt sige hun havde bedt for mig. Hun blev foelgeligt inddraget i samtalen, fordi det jo er blasfemi, naar jeg siger, som jeg goer. Ironisk nok kom hun som sendt fra himlen for, Pokker tage mig, at hun ikke forvaerrede situationen, men i stedet reddede mig ved at inddrage Darwin og spoerge om det er hans forklaring, som jeg tror paa. Det maatte jeg selvfoegelig lettet svare ja til.

"Hej min gudloese soester", lyder det tre minutter senere kaekt fra Nadjala, der lige kommer forbi mig fra den anden side af bordet. To ord: Sladderen loeber rigtig staerkt her i et lille samfund.

Haendelser som ovenstaaende gaar mig ikke laengere paa. Faktisk var jeg baade foer og efter samtalen d 6/1 i et fremragende humoer. Bare fordi de er mange mod en, skal de ikke tro de er noget. Ej, taget med forbehold. Men mener det kun kan vaere sundt, at de faar lidt koldt vand i hovedet, naar jeg sammenligner med alle de isbade, jeg har taget i loebet af den sidste tid. I Nadjalas familie er de katolikker som i min, mens Camillas hoerer til den anden kirke og er evangelister. Begge mine to dansker-kollegaer har vaeret med i kirke flere gange og besoegene var i starten altid efterfuldt af stor forundring over boernenes indoktrinering og andre religioese oplevelser. Af en eller anden grund, som jeg endnu ikke har forstaaet, har Emelda kun vaeret i kirke to gange, mens jeg har vaeret her. Tania forklarede, Emelda ikke kan lide kirken (og nej, har ikke misforstaaet forklaringen, selvom den var paa spansk), men sammenholdt med ovenstaaende er der alligevel en ting, jeg vil citere Nadjala for at have sagt til mig: "Hun er jo ekstremist! Din mor, Emelda! Har siddet ved siden af hende de sidste halvanden time, og hun blev ved med at fortaelle mig, at dette er den eneste aegte kirke, at der kun er én kirke, én tro, at alt andet ikke er rigtigt og spoerge om jeg selv er troende! Det var ulideligt!". (Gudstjenesten denne dag var paa fem timer og jeg laa bare og sov i min seng).