Nyt visum og andre danskere (fre d 23/1)

Ved ankomsten til El Salvador i november fik vi et tre mdr.s visum gaeldende til hele mellemamerika – nu skulle dette fornyes. Da vi ankom til immigrationskontoret i Matagalpa smed de lort i hovedet paa os og lukkede doeren – naesten i hvet fald.

En mdr. tidligere fortalte de os i Managua (hovedstaden) at det var en fejl at Camilla kun havde faaet et stempel paa 60 dage, og at det foerst er muligt at koebe nye visa mellem ti og to dage foer udloebsdatoen. Matagalpa ligger taettere paa og her er det ligeledes muligt at faa visum informerede de os om. Saa efter at have betalt og manden bag disken havde udformet en lille million formulare erkendte vi, at kontoret i Managua bare lige havde glemt at fortaelle os, at passene alligevel skal sendes til Managua og stemples der! Ergo beholdte de vores pas, stak os en kvittering og sagde vi kunne hente dem fem dage senere! Godt tossede over de lokale endnu en gang ”fejlinformerer” os fordi de altid gaar ud fra vi paa forhaand ved alt om hvad der sker, samt over manglen paa engelsk (ALT foregaar paa spansk, ALLE steder) droppede vi tanken om selv at tage turen til Managua for ikke at oedelaegge hele weekenden. Ville immigrationsmyndighederne ikke faa boevl, hvis de smed tre europaeiske pas vaek?

Tre fotokopier og et Hotel Soza senere stod vi paa turistkontoret og bombarderede en stakkels mand med sporegsmaal om deres brochurer. Jeg lagde udemaerket maerke til de to hoeje, lyse turister ved bordet naer bagved og krydsede blot fingre for, at vi i vores samtale ikke opfandt alt for mange spanske ord og gjorde os pinlige overfor den civilisation vi netop havde stoedt paa. Ej, civilisation er saa meget sagt, men sikkert er det, at det virkelig var underligt at se lyse, hoeje mennesker, der uden tvivl er turister efter al den tid i en landelig cominidad.
Pludselig hvisker Nadjala mig hektisk i oeret: ”De er danskere!”, jeg fniser chokkeret og snakker mere spansk. Det viste sig at Stine og Lasse ogsaa havde vaeret meget i tvivl om vores oprindelse, men at et ”Hvordan siger man..” havde overbevist dem. Stine roste tilmed vores spanske rigtig meget :D Fedt at hoere, for jeg foeler mig fortsat elendig til det!
Naesten to timer for sent (vi koerer aabenbart paa nica-tid) dukkede de tre volontoerer op paa Stine og Lasses hotelvaerelse med peanuts, oel, sodavand og rom og lod snakken koere til lidt i to om natten, hvor vi saa os noedsaget til at gaa. Planer for loerdag jo.

”Selva Negra”, italiensk, boessebar, Memo og Erick (loer d 24/1)

Selva Negra er en idyllisk cloud forrest, der ligger i 13-1500 m hoejde. Mange (rige) nicaraguanere bliver gift der og stedet er turistet – alligevel havde jeg ikke vaeret oplevelsen foruden:
Vi tre gaar alene i et regnskovsomraade med et kort, der passer roev og noegler med de stier vi ser, der er ingen mennesker og alligevel lyder der paa et tidspunkt gryntelyde faa meter fra os. Vortesvin? Det vides ikke, en fugl var det i hvert fald ikke. Pludselig hoeres et hoejt, hoejt kald fra traetoppene i naerhenden, og endnu et, og endnu et og endnu et – svar fra andre steder laengere vaek. Nadjala er skraemt fra vid og sans: ”Det er en loeve!”, mens Camilla og jeg er totalt fastfrosset i spaending, intenst lyttende og haabende paa at aberne (som vi ikke tvivler et sek paa at det er, kortet siger tilmed at de lever i omraadet) kommer taet nok paa til at vi kan se dem. Det skete desvaerre aldrig og efter at have tygget paa det, syntes Nadjala ogsaa om oplevelsen: ”Der skete jo intet” (betydende: vi blev ikke angrebet, spist eller voldtaget :).
Igen over en time forsinkede moedtes vi fem danskere til en aftensmad paa italiensk restaurent tilbage i Matagalpa. Videre paa baren ”Grupo Venancia” fordi Lonely Planet (guidebog) snakkede om udklaedte hekse og festende homoseksuelle og vi da MAATTE se dette! Dog blev vi moedt af live musik, nogle lokale boesser, der lagde an paa Lasse samt en hyggelig og afslappet stemning, som jeg ikke havde moedt laenge: Her var der ingen der piftede efter mig eller tilkaldte sig min opmaerksomhed paa andre maerkvaerdige maader (Jf. indlaegget om ”Den kaere kaerlighed”...). Det var ogsaa her rastaerne (de har dreadlocks (frisure)) Erick og Memo holdte til. De fortalte os senere at det nok kun er 20-30 % af gaesterne, der er homoseksuelle og at de selv kommer der, fordi der er en kun stemning. (Hehe gaar ud fra at det ikke bare var en undskyldning, feminine var de i hvert fald ikke).

Matagtalpa – jeg elsker den by! Vi tog dertil weekenden efter og tog til privatfest med vores nye bekendtskaber. Seks mennesker, tre liter rom og tre liter sodavand – tro mig det var en god aften! Byen har ca. 80.000 indbyggere og ligger i den smukkeste dal. Den er stor nok til at have hvad man soeger (shoppingmuligheder) og lille og hyggelig nok til at man ikke faar spat over forurening, mange mennesker, trafik og skrald (de har ogsaa affaldsspande paa gaderne, dét er usaedvaneligt). Husene er maks to el. treetagers og man kan komme rundt i hele byen i taxi for tre kr. pr. hoved.

Hospital i Trinidad d. 8/2

Ja saa blev jeg ramt igen! Turen til Managua (hovedstanden) lige foer nytaar sendte mig i sengen en uges tid med parasitter i maven. Foej for en klemme! Min mave var saa oppustet, at jeg havde det bedst ved at ligge paa siden i min seng, fordi min mave saa kunne ligge og hvile paa madrassen! – For nej, saa tyk er jeg alligevel ikke blevet, at den kan det normalt  Denne gang var der vist en lemonade af lokalt vand (taenkte jo ikke paa den var fra vandhanden, da jeg koebte den), men her i midten af februar er det mig en gaade, hvad der nu slo mig i gulvet. Det korte af det lange er, at jeg efter en nat med feber og – host – tynd mave besvimede to gange (jeg siger dig mit knae fik mange flotte farver), kastede op og derefter i al hast blev fragtet til et offentlig hospital i Trinidad hvor jeg var indlagt i fire dage. Ved gud fatter jeg fortsat ikke hvorfor de dog valgte et offentlig hospital, for min familie vidste UDEMAERKET GODT at min forsikring betaler rub og stub.

Pa hospitalet naaede jeg at blive flyttet rundt til fem forsk. senge i tre forsk. vaerelser og var de sidste to en halv dag paa firemandsstue, med et hav af mus paa gulvet, gennemtraek, badevaerelse uden toiletpapir (medbragte heldigvis selv), larm, èn utaet haandvask med mug, gammelt blod paa gulvet og en hovedpude bestaaende at min egen jakke. Heldigvis saa jeg foerst alt dette det sidste doegn, da jeg igen kom til alm. bevidsthed. Havde dog holdt oeje med at sprojterne til de forsk. drop og injektioner var nye. Mine lagner blev skiftet hver dag og tre maaltider mad serveret (To gange groentsager og ris/kylling/suppe af olie/groentsager til frokost). Udover den vaeske de proppede i blodet paa mig, skulle jeg ogsaa selv skaffe vand. Noget af min medicin var gratis, andet skulle Emelda (min nica-mor) hen og koebe i det naermeste ”farmacia” - velvidende hun skulle huske kvitteringer. En oplevelse maa man sige. Doktorens diagnose: parasitter og en infektion.

Nye ord: Evacuación, vena, aguja y suero. (Affoering, blodaare, naal og den – vist nok – sukker- og saltholdige vaeske de giver mig i drop)

Efter udskrivelsen tog jeg tre dage mere i sengen med mad bestaaende af havregroed lavet paa vand, kogte kartofler, kogte ”platanos” (madbananer kan de oversaettes med), kogte ris, kogt roedpeber og guelroedder samt vand, vand og atter vand. – en veltraengt omgang slankemad, fordi jeg blev forbudt sukker og fedt mens min pille-behandling stadig stod paa.

Naah ja og til sidst skal det lige naevnes, at jeg blev vejet paa hospitalet: Jeg har ”kun” taget seks kilo paa samt mistet al den muskelvaev, der trods alt var foer. Jeg kan dog stadig passe mine bukser – dvs. ét ud af de fire par jeg medbragte fra DK  Ak ja...

Farvel til ”Soledad de la Cruz” og goddag til de nye planer

Jeg har virkelig nydt oplevelserne herovre. Jeg koerer lige nu paa den sidste uge i comunidaden i Nicaragua og det hele gaar lidt op og ned. Har jeg aendret mig? - om ikke andet laert vildt meget om mig selv og andre mennesker i hvert fald. Men de sidste to uger er svaere, fordi jeg pludselig skal vinke farvel til stedet hvor saa mange ting er sket og saa mange nye baand bundet. Lider lidt under underlige droemme og soevnbesvaer for tiden for hvad fanden skal der nu til at ske? Jeg har alligevel vaeret her i tre mdr.
Her den 27. feb gaar det videre mod at rejse rundt i Nicaragua med Nadjala (den ene af to danskere jeg har boet i comunidaden med) i hele marts. Pt. er min billet til den 6. april fra Peru, men regner med at forlaenge opholdet fordi aftalen med Nadjala er ny (en mdr. gammel) og fordi jeg gerne vil opleve lidt af Peru med. Tror det bliver skide spaendende ogsaa! Planerne er lige nu, at vi starter med en uge i Matagalpa for at tage nogle spansktimer samt opleve alt dèt det omraade har at byde paa. Plus vi har moedt nogle lokale, som vi snakker rigtig godt med (paa spansk altsaa, her kan ingen engelsk. Der ligger billeder af nogle af dem her paa bloggen, Jf. Erick og Memo). De broed, de rev faktisk voldsomt i stykker min forestilling om alle unge nicaraguaneres oplysning, holdning til ungdom og interesser generelt. Indtil da havde jeg kun moedt/konverseret med lokale fra landet – og der er daleme noget af en forskel skal jeg hilse og sige!

De faa gange jeg har vaeret uden for mit lille trygge comunidad, er jeg blevet forarget over turisme. Er sq (undskyld jeg bander mor) begyndt at afsky det, nok fordi det er saa upersonligt, siger saa lidt om stedet man er, og om de lokale man moeder, saa frygter lidt det omvendte kulturchok, der venter man paa rejsen. At Erick, Jorge, Memo og Zancudo (kaelenavn, det betyder ”myg”) gerne vil tage os med ud paa udflugter i omraadet, det kan ikke blive bedre! Turistede steder opsoeger de nemlig heller ikke.

Derefter mod Leon i vest for at ”snow”boarde ned af stoerknet lava, gaa paa vulkaner, tage paa stranden (for foerste gang i knap fire mdr.), videre mod Mayasa og Granada, Isla de Ometepe, sejle af floden Rìo San Juan og op nord paa til Bluefields, som er fyldt med tidligere afrikanske slaver samt er engelsktalende – der findes en total anden kultur paa den anden side af de bjerge, der ca. skiller Nicaragua i midten. Hvis der er tid, vil jeg gerne lidt mere nord paa, op langs oestkysten, fordi der her er den traditionelle befolkning af indianere (som vi ville kalde dem paa dansk). (Tror du skal google en Nica-kort paa nettet hvis alle navnene skal sige dig noget  ) Gennem Nicas historie har diktatorer jaevnligt udfoert masakre direkte rettet mod den originale befolkning (”indianerne”, hvis vi skal goere det nemt), simplethen stortset udryddet dem fra landet, der er tre-fire gange stoerre end DK. Der skulle vaere naesten alt at finde i dette land, der er kaempe forskel i nord, syd, oest, vest og fortsat ikke saerlig meget turisme. Tilmed foeler jeg det er en fornaemelse mod mig selv og landet at vaere her i tre mdr. uden at kende noget, saa derfor beslutningen om at blive og rejse rundt med Nadjala. Camilla (den tredje og sidste dansker jeg bor i comunidad med) rejser direkte ned mod Peru sammen med Pernille (en volontoer der har vaeret i El Salvador i tre mdr.). De rejser gennem Costa Rica, Panama, Columbia, Ecuador og ender i Peru. Eftersom min billet er fra Peru og jeg vildt gerne vil tage samme tur, venter jeg i spaendning paa deres udmeldning om hvorvidt det er/var farligt for to piger at rejse igennem alt dette paa to uger. Jeg paabegynder i saa fald rejsen alene i slutningen af marts. Noej jeg haaber det kan lade sig goere! Det er ogsaa billigere samt ti gange mere givende end at snuppe et fly :S
Venter i spaendning!