3. november.

Vi står op på et tidspunkt, der virker ufatteligt tidligt, men som er det tidspunkt Klavs og jeg normalt står op på en hverdag hjemme - kl. 5.30. Vi vil ud og se solen stå op over Grand Canyon. Derefter tager vi "hjem" og spiser morgenmad. Vejret er skønt, og det er faktisk lunt, så vi spiser morgenmad udenfor, dejligt. Vi slapper af et par timer og så er vi af sted med shuttlebus'en igen (der kører gratis busser rundt i området til steder, biler ikke må køre). Vi kører til visitorcenter for at høre om forskellige muligheder. Det er jo begrænset, hvor meget vi kan hike med tre små børn. Med Esther ville det nok være ok, hun er fornuftig og besidder rimelig meget rå-styrke. Men Agnes og Kristian - uha! Der er saftsusemig langt ned, og de gider heller ikke gå ret langt, og det bliver for hårdt at bære dem. Der er dog et hike, jeg synes lyder spændende. Det er 10 km - 5 ned og 5 op og det er stejlt, så det er utænkeligt, endda om det så blot skulle være med Esther. Klavs siger til mig, at jeg bare skal tage af sted, han vil gerne gå en mindre tur med ungerne og besøge geologisk museum, hvor der også er en meget fin udsigt. Jeg siger ja tak til tilbuddet, og så er jeg bogstaveligt talt over alle bjerge. Fedt er det at komme ud at gå i bjergene!! Kommer til at tænke på dengang , vi var i Ohio, Maine og New England med Futte, Henrik og Hanne - alle de fede hikes - dengang ingen af os havde børn - det har vi heldigvis nu.

Tilbage i camperen har Klavs og ungerne haft en fed tur, og Klavs har haft tid til at slappe af med sine downloads fra "Mads og Monolet", så han har heldigvis også haft en god dag. Siger, at han synes, vi skal køre op til udsigtspunktet og geologisk museum igen, for det var så flot, og det skal jeg bare se! Det gør vi, og Klavs har ret, der er den mest fantastiske udsigt i dagens sidste timer.