I dag gik turen til Sea World. Det er helt ufattelig fascinerende hvad de kan lære disse dyr. Vi startede med at se deres nye show Blue Horizons, hvor delfiner, nogle hvaler og ørne indgik i showet sammen med udspringere i en fælles fortælling. Det var virkelig godt lavet og man kunne ikke lade være med at sidde og blive fascineret over den kemi der er i mellem dyrene og deres trænere. Fordi det var mandag uden for sæson, var der ikke særlig mange mennesker. DEJLIGT! Der var jo selvfølgelig en del stadigvæk, men vi kunne trods alt gå rundt uden at skulle kollidere med andre. Ellers fik vi set en ufattelig dårlig 4D film, inden vi gik ned og så på hajer. Der er generelt en masse der kan ses, og vi nåede slet ikke det hele - vi skulle jo også nå at spise og alt muligt (hvilket var sindssyg dyrt) J Trine måtte også selv tage en tur i rutsjebanen "Rejsen til Atlantis", da Cathrine ikke er meget for dette, så hun kunne sidde og lege den stolte mor nedenfor- gad vide hvem der havde mest sjov? ;)

Ellers fik vi fyldt maverne med pizza, salat og jordbær inden vi tog hen for at se det største show i Seaworld, "Believe". Dette var deres verdenskendte show med spækhuggere. Trine ville have gode billeder, så derfor satte vi os lige i midten, lidt fremme. Dvs. i udkanten af "Vådzonen" - hun var ret sikker på at hvalerne ikke kunne skyde vand så langt. I hvert fald startede showet ud med en hyldest til alle tilskuer, som var ellers havde været en del af militæret (verden over) - dette er meget amerikansk -og ellers startede den flotte fortælling om båndet mellem hvalerne og mennesket. Alt sammen uden ord, blot vha. skærme i baggrunden og de fantastiske ting som dyrene kunne. Som der blev fortalt i starten af showet, så når de arbejder med de kæmpe hvaler (og generelt alle de andre dyr), så beder de dyrene om at gøre deres kunster - de tvinger dem ikke. Det kan de simpelthen ikke, så på baggrund af et kæmpe tillidsbånd er det derfor muligt at arbejde med dem. I hvert fald var det det hele værd - utrolig flot! Da showet var næsten færdig kom den allerstørste og mest kendte hval ind - Shamu. Så skulle der sprøjtes med vand! Det viste sig så, at Trine havde taget fejl omkring vådzonen. Vi var GENNEMBLØDTE! Hver gang hvalen sprøjtede med vandet var det som at få en spand vand skudt på dig - og det gjorde den vel 4 gange.. Tak hval! (og Cathrine var heller ikke just stolt af Trines dømmekraft).

Så skulle tiden ellers bare slåes ihjel inden vi skulle svømme med delfiner. Det var virkelig en unik oplevelse. Vi startede med at samles alle sammen, få våddragterne på og dernæst gå samlet gennemparken hen til Delfin bassinet.Delt op i to grupper (6 i hver) fik vi hver en instruktør, der var sammen med os og delfinerne. Vi lærte at give delfinerne tegn til hvad de nu skulle (fx nyse, med tilhørende sprøjt af vand) og på tur var vi henne og "træne" med delfinerne. Fx skulle Trine lade som om hun skød en, mens hun sagde "bang", hvorefter delfinen væltede om og lå på bugen. Den "livede først op", da hun begyndte at "marchere". Da Trine dernæst knipsede med fingrene og gik fremad, rejste delfinen sig lodret op, så kun halen var i vand, mens den fulgte hende. Cathrine fik lov til at "gå tur" med den, ved at holde hånden foran snuden på den. Vi var alle henne og give kram og kys til en delfin. Krammet foregik ved at man lagde en hånd på undersiden af dyret og den anden på ryggen af den. Med den nederste hånd kunne man samtidig føle dens hjerteslag. Selvom vi ikke fik lov til at svømme med dyret, var det en utrolig oplevelse at være i så nær kontakt med de fantastiske dyr. En helt unik oplevelse!

Efter vi havde taget et bad og set billeder, tog vi hen og så søløve showet (utrolig underholdene) inden vi tog hjem til vores hostel igen. En virkelig spændende dag (igen igen) og da hostlet holdte fest og tog videre i byen, var der stille og roligt derhjemme (vi er ikke 21 og må derfor ikke komme med).

Vi sad i stedet for og hyggede os tilbage på hostlet med vores tyske veninde, Anna. Hun havde ikke lyst til at skulle i byen, så da vores kære australier Matt fyldte år dagen efter fik vi ordnet en lille gave til ham. Som backpacker har man brug for den fylder mindst mulig, så vi fandt en photo-boks, så han altid kan huske os J Derudover var Anna og Cathrine vågne indtil kl. 2.00, for at kunne give ham chokoladebar med lys i. Det er virkelig forunderligt, hvor godt man kommer til at have det, med mennesker man kun lige har mødt!