Weekenden d. 5 - 7 februar Fredag morgen ringede uret tidligt, for 4 piger og jeg skulle på overlevelsestur/vandretur i 3 dage. I vores "bagstivenhed" kom vi til at tage den forkerte bus, og vi blev derfor sendt hjem af en meget sur buschauffør.
Selvom vi havde taget en forkert bus, fik vi en chance mere kl. 12. Med al vores opbakning og ALT for lidt viden om hvad der ventede os i naturen, stod vi af ved Route burn tracken ved middagstid. Af sted i 31 ¤ varme gik vi på lang række med vores små rygsække, soveposerne svingende fra side til side og med godt gå-på-mod. Påtrods af den ubeskrivelige flotte natur, gik gejsten af os efter en times vandring. Da vi endelig kom frem til vores campingplads(1 time mere end beskrevet i guiden) var vi godt trætte, og vi havde alle mest lyst til at være hjemme i Queenstown med alle de andre. Vi fik slået teltet op og lavet vores kedelig grønsager og nudler, mens solen langsomt gik ned bag de omliggende bjerge. Efter en dukkert i åen, et spil kort og alt for mange sandflye-bid gik vi i seng kl 8. Vi lå og snakkede i de to telte om hvor dårligt vi lå, og om de bekymringer vi havde for næste dags 8 timers vandring.
Natten blev lang i de små telte, Vi vågnede konstant og måtte så bare forsøge at falde i søvn igen til åens lyde. Da det endelig blev lyst nok, stod vi op. Efter morgenmad( bare en enkelt bolle:() og pakning drog vi atter af sted. Den første del af ruten var inde i tæt og hyggelig "regnskov" med masser af grønt og smukke vandfald. Vi gjorrde et stop ved et flot vandfald, hvor vi fik nedkølet vores trætte fødder og tog nogle flotte billeder. Efter bare to timers vandring, begyndte terrenget at blive rigtig hårdt, stejlt og tørt. Igen blev begejstringen, over den flotte natur dæppet og sveden og trætheden meldte sig. Forestil jer at gå op ad 3 meget ujævne træppetrin ad gangen med 10-15 kilo på ryggen, i 30 ¤ varme. Sådan havde vi det i mindst 3 timer, så da vi kom frem til det højeste punkt var det lidt energi vi havde tilbage. Så gik det ellers ned ad, hvilket faktisk var næsten lige så hårdt fordi det var hårdt for knæene og man konstant skulle tænke hvor man satte sine fødder på de vaklene sten. Jeg måtte lige ned og hilse på en sten med knæet og håndledet, og da det skete kunne turen næsten ikke blive værre. Men jeg overlevede med hjælp fra Cecilie.
Selvom det var så ufatteligt hårdt, hjælp det når man passerede andre mennesker på ruten. Både fordi man hilste på hinanden og ønskede god tur, og så fordi vi kunne se hvor meget vi, oppakningsmæssigt og beklædningsmæssigt, skilte os ud i solhat, flavrende soveposer, vanter osv.
Vi ankom til den næste campingplads sidst på eftermiddagen. Selvom trætheden dominerede kræftigt, gjorde den lille campingplads et stort indtryk på os. I en lille åbning i skoven, slog vi vores telte op( som var våde og ødelagte efter et lille uheld i et vandfald) og havde smuk udsigt ud over en krystalblå så. Menuen denne aften stod på pasta, pesto og bacon. Da vi aftalte at stå op kl. 4 næste morgen for at nå en tidligere bus hjem, gik vi i seng kl. 19. Igen blev natten lang og hård, så det var nærmest en befrielse da uret ringede kl. 4. Det var fuldstændig mørkt ude, men vi var fast besluttet og det lykkedes os at få pakket sammen og spist morgenmad med bare en lille cykellygte. Kl. 5 var vi på ruten igen. Vi gik helt tæt op af hinanden med en lygte forrest, og en mobiltelefon bagerst. I en time gik vi meget langsomt i mørke. Med beskrivelser om vejens udfordringer og forløb, klarede vi mørket uden skader og vi lykkelige da det begyndte at lysne op. Da tiden fløj af sted, gik vi så hurtigt vi kunne for at nå frem i tide til bussen. Det regnede den morgen, så fugtigheden og pulsen gjorde strejkningen meget hård.
En time før bussens afgang, kom vi ud af den forfærdelig rute. Vi gav hinanden knus og dansede rundt fordi tracken endelig var færdig og fordi vi var så stolte over at have klaret turen. Vi spiste al vores sidste mad og fik skiftet tøj. Da bussen var en time forsinket blev vi pludselig urolige og utålmodige. Endelig kom der en bus forbi, der så alligevel ikke havde plads til os. Vi fik beskeden om at der nok ikke kom andre busser forbi før kl. 3. Da meldte trætheden og frustrationerne sig virkelig. Vi forsøgte at tomle og betale andre busser for at køre os hjem, uden held. 6 timer skulle vi pludselig have til at gå på en busholdeplads, uden mad. Den begejstring og stolthed vi lige havde følt, blev hurtigt ændret til noget meget negativt. Ufatteligt nok fik vi de 6 timer til at gå med et spil kort, underlige billeder og en lille lur. Busturen hjem var igen lang og selvom vi stod på bussen kl. 15, var vi først hjemme kl. 19. Selvom et bad og en seng ventede os, skulle vi lige forbi FERG for at få en sejersburger.
Da jeg endelig lå i min seng søndag aften, gik der mange tanker igennem mit hoved. Jeg var lykkelig for at vi var kommet hjem i god( og MEGET øm) tilstand, jeg havde fået sluppet en masse tanker ud i naturen og ryddet op i mit hoved, jeg var stolt af mig selv, glad for at ligge ren i en blød seng og HELT sikker på at jeg aldrig vil tilbringe SÅ lang tid igen i så ekstrem natur.