Torsdag d. 4 februar Dagen hvor jeg skulle tage mit store spring og for alvor afprøve min selvkontrol. Vi stod tidligt op, kom ned på bungy centeret for at blive vejet og så afsted. Vi kom ud til centeret, hvor vi fik påmonteret sele. Inden vi selv skulle springe, kunne vi fra en platform stå og se på vores tidligere hold springe. Selvom tiden nærmede sig for at det var min tur, var jeg slet ikke nervøs og synes det var lidt underligt. Endelig blev det min tur og jeg blev ført ud til "springerhuset", der bare hang i vejere ude mellem to bjerge. Da jeg kom derud var der god stemning og folk var gode til at bakke hinanden op. Det var en sjov blanding af stemning der pludselig ramte, nogen hoppede og dansede rundt og kunne ikke vente, mens der hos andre kom stress, panik og tårer frem og som måtte melde fra.
Endelig fik jeg seler om benene og kom op i en stol for at få monteret elastikken. Et enkelt billede og så var det ud på rampen. Nervøsiteten var stadig ikke dukket op, men spændingen og tanken om hvordan jeg skulle falde, var der. Der blev talt ned fra fem og så sprang jeg. I det 134 meters fald var der tre ting jeg nåede at opfatte og tænke. Første tanke var at det gik så stærkt og at tyngdekraften var så stærk, at jeg ikke kunne få en lyd ud. Næste var at det følte som om mit hoved var ved at eksplodere og jeg tog mig til hovedet hele vejen ned. Det sidste var afstanden mellem mit hoved og bunden med vand og masser af sten, komme tættere og tættere på.
Da jeg kan op igen var det følelsen af stolthed og adrenalin der gik igennem mig. Jeg var glad for at det var overstået. Samtidig var jeg sikker på at det ikke er noget jeg vil gøre igen, da jeg måske var lidt skuffet. Jeg følte ikke at 134 meter var så pokkers dybt igen som det lyder, og så gjorde tyngdekraften også springet lidt ubehageligt fysisk.
Om aftenen skulle der selvfølgelig skåles med sejersøl.