Landet i Bolivia, hoejt oppe i himlen. Vi befinder os lige nu i den gamle mineby Potosi 4 km over vandets overflade. Denne hoejde har vi bevaeget os omkring i den sidste uges tid, hvor vi har vaeret i Uyuni paa saltoerkenstur, set en roed soe og uendelige maengder flamingoer.

Men foerst maa vi lige tage en tur lidt laengere ned og lidt laengere tilbage i tiden. For vi forlod jer jo i Salta. Vi var paa to utroligt smukke heldagsbjergture til Cafayette og Cachi. Igen tog naturen lidt pusten fra os. Aldrig havde vi set saa mange forskelligartede og farverige bjerge, saa mange fantasifulde klippeformationer. Fra den fugtige dal, hvor Salta laa, skiftede terreanet fra regnskovslignende edderkoppespindsfyldte bjerge, til kaktusskove, til aabne sletter og lyseroede, blaalige og lilla bjerge. Vi smagte vin i Cafayette og spiste middag med vores spansktalende medturister, vores mest interessante bidrag til samtalen blev "si, si". I Cachi var der meget stille og meget idyllisk, vi blev saa fredfyldte at vi naesten faldt i soevn. Selvom vi brugte meget af tiden i bil, overvaeldede naturen os saa meget, at vi faktisk blev lidt syge i det. Saa vi tog lige nogle slapperdage ekstra i Salta, foer vi begav os videre mod Bolivias graense. Der ankom vi saa om morgenen, meget tidligt, rimelig tummelumske, buschauffoeren vaekkede os. Og foer vi vidste af det, vi traadte uanende ud af bussen, var vi omringet af danskere. En flink fynbo og to koebenhavnere, som ogsaa var virkelig rare. Og saa var der selvfoelgelig vores skoere israelske veninde Liat.

Vi kom sikkert over graensen, og allerede her synes vi, at vi kunne maerke et skift. Det vrimlede med indianerdamer med bowlerhatte, farverige gevanter og poser med alskens herligheder (saasom boern) paa ryggen. Med vores nyoprettede dansker/lonely israeli-gruppe planlagde vi at tage toget mod Uyuni senere samme dag. Ventetiden var en smule lang, men vi slaskede paa torvet, spillede kort og vaente os til at socialize paa dansk igen. Det var faktisk ret hyggeren med lidt friskt blod, vores humoer var dalet lidt under vores sygdom. Togturen var smaddersmuk, roedlige bjerge, aftenssmad paa togrestauranten i aftensolen. Landskabet var lidt "det vilde vesten"-agtigt, og baggrundsmusikken var skoenne bolivianske musikvideoer med sleske mandesangere og skriggroenklaedte kvindedansere.

I Uyuni fandt vi et billigt hotel og fik en god nats soevn. Dagen gik med vores israelske veninde Liat, tre gamle englaendere, indianermarked og turplanlaegning. Aabenbart var vi ankommet lige op til en oeko-festival i saltoerkenen, som Liat var stor fortaler for. Saa vi besluttede at skyde vores saltoerkentur en ekstra dag. Vi vaagnede op til et torv fyldt med israelere, og en hurtigflytning til hostel med papegoeje og skroebelige hvide hunde. Saltoerkenfestivalen er aabenbart et "must-go" for israelere. Og der er MANGE israelske rejsende i sydamerika. Desvaerre viste det sig, at det var rimelig besvaerligt at komme tilbage fra saltoerkenen midt om natten. Saa I stedet tog vi os en ordentlig tequila-aften med vores tre danske venner.

Kl. 11 morgenen efter var det turtid. Vores driver hed Edvin og var spansktalende, hvis vi spidsede oerer, forstod vi nogenlunde, hvad han sagde. Vores gruppe bestod af os, de to koebenhavnere og to soede, romdrikkende, men generte brasilianere. Ih hvor var det forunderligt at staa ude i den uendeligt hvide saltoerken, der skar én i oejnene i al sin hvidhed. Her tilbragte vi formiddagen, vi havde flere stop, vi stopped ved nogle huller i saltfladen, saltoejne hed de, og ved det hotel, der bestod udelukkende af salt, hvor festivalen foregik. Det var eddermame stenet, en masse hippier, der stod midt ude i alt det hvide og dansede til teknomusik. Maaske var det meget godt, at vi ikke var taget derud aftenen foer, ikke specielt sjovt at vaere strandet i en iskold saltoerken midt om natten.

Vi koerte ud af saltoerkenen med hvide, stive saltnumser, koerte gennem buskslette til lille by oppe i bjergene, hvor vi hyggede, drak coca-te og choko-like, og spiste underlig boliviansk ret, bestaaende af pommesfritter, tomat-groensagsloegsovs og haardkogte aeg. Morgenen efter gik turen videre op, gennem underlig vindblaest stenpark, gennem oerkenlandskaber, forbi kaempe klippeformationer, ind i nationalpark, forbi flamingosoer, en af dem var blodroed, hele tiden med de snedakkede bjergtinder i horisonten, vi kom ligesom taettere og taettere paa snegraensen. Om aftenen blev det iskoldt, vi froes under dynerne, der var is paa vandpytterne om morgenen. Vi stod op kl. 4.30 og saa ildelugtende geysere i solopgangen, saa smukt, som et maanelandskab, der langsomt blev mere roedt i takt med, at den utroligt klare pastelfarvede solopgang fik mere magt. Vi fik pandekager med dulche de leche til morgenmad, hvorefter vi tog en tiltraengt badetur i en termisk opvarmet, dampende soe. Vi saa flot vulkan. Fandt senere ud af, at vi havde befundet os i 5 kilometers hoejde!

Da vi kom tilbage til Uyuni, spiste vi aftensmad og sagde farvel til drengene. Vi bestilte busbilletter. Dagen efter gik turen til Potosi. Busturen var flot og skrumlet, gik gennem bjergene. Endte lidt brat, da vi ved indgangen til Potosi maatte holde i koe pga. minearbejderstrejke. Vi stod af, gik forbi blokeringen og hoppede i en lokal minibus proppet med soede, runde, fletnings- og hattebaerende kvinder. Paa vej mod hostel, det gik op ad bakke, kunne vi virkelig alt for godt maerke, at vi var kommet op i hoejderne. Vi kan lide byen, den er anderledes fra, hvad vi ellers har oplevet, fyldt med indianere, smaa handelskoner, markeder, overdaadige kolonistilsbygninger, smalle, stejle, ledningsoverhaengte gader, skoleelever og teenager, smaa soede boern og tiggere. Her er mere fattigt, man kan hurtigt komme til at foele sig som et rigt svin fra Danmark. Byen har en tragisk historie, det er en gammel mineby og i gamle dage blev der proppet slaver ned i minerne i stor stil. I dag er der stadig minearbejdere dernede, selvom soelvet er brugt op. Gennemsnitsalderen for en minearbejder er kun 40 aar! Vi har vaeret oppe i klokketaarnet og paa moenttrykkermuseum, der blev trykt mange moenter her i gamle dage. Og hold da op, nu maa det vist vaere nok for denne gang. I morgen tager vi mod Amazonas. Vi taenker meget paa jer derhjemme, selv om vi efterhaanden har vaennet os til backpackerlivsstilen. Vi nyder det.

Al mulig kaerlighed fra Trineren og Metteren