Yes, yes, yes.....:-)

Glemt er hvalfadæsen i Kaikoura-nu hedder hele familiens ynglingsdyr en Hectors delfin. Vi havde den udsøgte fornøjelse af at være i selskab med verdens mindste delfin og samtidig, desværre, en af de mest truede. Der findes kun ca. 7000 af slagsen og med nedgangs-procenten pt.er de uddøde i 2025. Skræmmende!!

Vi var tidligt oppe, da vi skulle mødes ved båden kl. 6.30 sammen med de 8 andre som skulle med. Vores vækkeur alias et ur købt i et supermarked glimrede endnu engang med sit manglende arrigskab og vi vågnede 10 minutter før vi skulle være der.En hektisk start, men efter fem min. i båden stødte vi på en lille flok delfiner og morgensøvnen forsvandt som dug fra solen. Dette var dog en flok med kalve(..og nej det var ikke køer vi mødte, men det kalder man baby-delfiner) og dem måtte vi rimeligvis ikke svømme med. To minutter senere var der endnu en lille flok og der var ingen kalve med. Det viste sig heldigvis, at disse delfiner gerne ville lege med os, hvilket er et must for overhovedet at få lov til at svømme med dem - det er delfinerne, som skal lave legeaftalen:-) Der var i alt omkring 10 delfiner, og de plejer ellers kun at være i grupper på 2-3, så vi følte os meget beærede. Vi havde delt tiden i vandet, da pigerne ikke kunne få lov at svømme - de må vente et par år endnu:-) Magnus og Jonas hoppede i først, men da vores guider syntes, at Marie og Anna opførte sig eksemplariske, hoppede Rikke også i. Vi havde ca. 45 min. i vandet, og det var en fantastisk oplevelse. Delfinerne svømmede ind og ud imellem os, så tæt, at man kunne røre dem. Det gjorde vi dog ikke, da det kan skade dyrene. Tiden fløj afsted, og vi var helt høje. Vi satte os på en restaurant bagefter for at se, om vi havde fået taget nogle gode billeder.

Der har nærmest været hedebølge i den tid, vi har været i Akaroa. De sidste dage brugte vi derfor på at bade, og ungerne legede med alle de danske venner, de havde fået. Vi er begyndt at undre os over, om der overhovedet er danskere tilbage i Danmark, for hold da op, hvor har vi mødt mange!!

Vi er nu på Vestkysten i Greymouth og pt. står det ned i stænger. Det skulle dog blive bedre fra i morgen, og vi bor heldigvis i en cabin. Vi har kørt over bjergene i dag, en lang men flot tur med sneklædte tinder og vandfald. Nu skal vi så køre langs med vestkysten sydpå.

Til sidst vil vi bare sige tak for alle jeres hilsner på message board og e-mails. Det er så skønt at høre, hvad I går og laver, og at I følger os på rejsen. Når vi ikke altid lige får skrevet tilbage, er det ikke mangel på vilje - vi har bare ofte kort tid på nettet, som bruges på bloggen. Håber derfor I opfatter bloggen, som en personlig hilsen fra os:-)

Knus fra familien Møller