I dag fandt jeg ud af, hvor lille verden til tider kan være. En taxa-tur gjorde os nemlig bekendte med to polakker, som viste sig at bo i samme by som Anne-Sofie, og endda i samme boligblokke som hendes far - hvad er chancen? Måske lyder det ikke så sært, men jeg synes nu det er ret tilfældigt, at man møder to polakker i en taxa i Nicaragua, som er bekendte med de omgivelser jeg bevæger mig i, når jeg er på besøg hos Anne-Sofie i Norge.

Ometepe er en fin ø, men tre dage var nok for vores vedkommende. Derfor ville vi begive os videre til Nicaraguas vestkyst, hvor vi som sådan ikke havde nogen bestemt plan for hvor vi skulle havne. Valget faldt dog på San Juan Del Sur, som skulle vise sig at være et meget turistpræget sted.

En mere komfortabel båd kunne dennegang sejle os noget mere behageligt tilbage til fastlandet, hvor vi stødte på de to polakker, som skulle samme vej som os. En taxamand gav os et tilbud hvis vi alle tog turen sammen, så vi takkede selvfølgelig pænt ja. Matrik og Mike, var de to polakker, som vi hyggede os med på den forholdsvis korte tur mod vest, hvorfor vi derfor også havde planlagt at overnatte på samme hostel, da de sagde det eftersigende skulle være et rigtig godt sted. Desværre var der kun to pladser da vi kom frem, og dem skulle de selvfølgelig have.
Vi måtte dermed på jagt efter et hostel, og efter at have gået forgæves en del gange, havnede vi på Estrella Hostel der ligger et spytklat fra vandet. Et primitivt sted i en meget gammel bygning, hvor toiletterne nærmest var udenfor. Vi fik os et fint værelse med altan, så vi kunne nyde den ganske fine udsigt til havet inden vi hver aften gik til køjs.

Byen, San Juan Del Sur, er som skrevet et meget turistpræget sted. Her vrimler det med gadesælgere, strandsælgere og diverse familier som vil sælge hver deres hjemmelavet souvenirer. I kender sikkert til de berømte solbrillesælgere, som har et kæmpe udvalg af diverse kopivarer, her i blandt Ray Bum, Ray Bang, Ruy Bam osv. i al verdens forskellige farver og nuancer, som nærmest gik i en snor efter hinanden.
Danskernes primære rejsemål plejer at være Spanien, Frankrig og Italien, men for amerikanerne er det Nicaragua. Her i San Juan D.S. er der større chance for at møde en amerikaner end en nicaraguaner. Det vrimler mildesttalt med dem. Det ødelægger efter min mening lidt charmen ved det, men en lokal fortalte, at det var højsæsonen lige pt., så vi måtte bare affinde os med situationen.
Byen er i sig selv ikke noget specielt, da den bærer meget præg af bare at skulle indkasserer penge fra turisterne. De gamle bygninger, som trænger til en kærlig hånd, bærer tydeligt præg af, at Nicaragua er Mellemamerikas fattigste land, men det ses dog også, at man for turisternes skyld, tilsyneladende har prøvet at pifte bygningerne op med lidt farver og mønstre, selvom det stadig ligner noget der burde renoveres. Byen ligger lige ned til vandet, hvor kysten nærmest danner en halvcirkel ud til havet, hvilket ser ganske nydeligt ud. Stranden er dog ikke noget specielt, og da det blæser en hel del fyre sandet voldsomt meget, så det er umuligt at ligge og nyde varmen da man bliver ramt af sandet som faktisk slår ret hårdt.

Jeg havde besluttet mig for, at jeg skulle have en ukulele, så vores første dag bød på udforskning af byen, samt at lede efter en butik der solgte strenginstrumenter. Længe skulle der heldigvis ikke gå før vi finder frem til Volcan Music, som havde ukuleler til at hænge langs hele væggen. Dave Jones, hed butiksejeren, som vi fik os en rigtig god og lang snak med - bl.a omkring hvad vi skulle se i USA. Gæt én gang, ja, han var selvfølgelig også fra Amerika. Dave var dog bosiddende her i Nicaragua på det 9'ende år, hvor han siden han kom hertil, har arbejdet som gadesælgende ukulele-mand. Man må hertil give ham at det har givet pote, da han nu går under navnet "The Ukulele King of Central America" med hans butik Volcan Music. Ukulelerne er af mærket Nica Tiki, som er håndlavet af nicaraguanske mahogni træer og importeret strenge fra Italien. Han er ikke kun kendt i Mellemamerika for håndarbejdet, men også i 25 andre lande, hvor man beundre håndværket. Derfor må man sige, at jeg nok er kommet frem til det helt rette sted, hvis man vil have sig en ordenlig ukulele. I starten var jeg lidt i tvivl omkring, om den skulle købes eller ej, da den var lidt dyrere end jeg havde regnet med, men ved nærmere omtanke ville jeg nok fortryde hvis jeg ikke gjorde det. Jeg fik derfor ukulele nummer 181, som ligesom alle andre, fik hver deres specielle mærke med nummer på, så han kunne følge dem rundt i verdenen - derfor kan han nu også følge den rundt i Danmark, som den eneste, da jeg er en glad ejermand.

Nu kræver det bare, at jeg lærer mig selv at spille på den, men der skulle være tid nok til at lære en sang eller to inden vi kommer hjem.

Man må sige, at vi har suget alt luften ud af bollen, da tempoet var totalt skruet ned på vores anden dag i San J.D.S. Fra tid til anden er det rart nok at pulsen får lov til at ramme det laveste slag, og det må det siges at have gjort. Vi lavede ikke meget andet end at være en tur ved stranden, hvor vi havde medbragt os en six-pack af Nicaraguanske Toña øl, som vi nød godt af tæt ved vandet. For at det ikke skal være løgn, så tog vi os også en morfar sidst på eftermiddagen, og så var den dag så godt som gået.

Vi havde fået nok af Estrella Hostel, da bl.a. en sur ejer (formoder jeg), irriterede os noget så grusomt. Vi synes begge hun var noget så ubehøvlet, sur og tvær, da hun ikke havde mange smil at dele ud af. Når man skulle have morgenmad, som skulle bestilles, så kunne det ikke gå hurtigt nok, så imens man stressede om valget slog hun ned på sit ur med sin kuglepind. Computerne som var til afbenyttelse af gæsterne, var så godt som hele tiden optaget af hende, da hun skulle tjekke sin Facebook, og da Nikolaj og jeg dagen forinden kom forbi hostellet med vores øl, fik vi også en fejende hånd op i luften, trukket fra hovedet, samt et dybt suk, da de jo også kunne købes hos hende! Altså, vi fik nok af den gamle heks, så vi flyttede derfor over til Dolphin House hostel, hvor vi håbede på bedre forhold. Personalet var heldigvis bedre, men inventaret og omgivelserne var stadig i ligeså dårlig stand. Det blir nok ikke bedre på disse kanter, men det er heldigvis fint nok.

Måske lyder vi kedelige når jeg siger, at vi igen i dag ikke foretog os det store.
Vandet skulle dog mærkes, så jeg kan for første gang i mit liv nu sige, at jeg har badet i Stilleavet - det samme gælder for Nikolaj. Fornøjelsen var dog ikke stor, da vandet næsten var isende koldt. Jeg er normalt en vandhund og bader gerne i al slags vand og tager med glæde et vikingebad, men det her var ikke rart at bade i. Sarte sjæle skal bare springe denne sætning over, da jeg kan fortælle, at jeg nu har prøvet at mærke mine testikler krybe sig helt sammen til en hård kugle.

Mine tanker går på, hvorvidt diverse gadesælgere er ude på at sælge det som de går og viser, eller om de er ude på at sælge det som de gemmer i lommerne. Aldrig er jeg/vi blevet tilbudt så meget sjovtobak (og endda det hvide pulver til næsen), som vi bliver her i Nicaragua. Alle har de noget at sælge, og nogle stikker endda klumpen lige op under næsen på en, og så ned i lommen igen, så man hurtigt kan lugte varens kvalitet. Derfor tror jeg, at de har større indtægter ved salget af de gemte sager, end af det som de "reelt" går og sælger.

Ja, sådan gik de tre dage i San Juan Del Sur altså, med ren afslapning og med en gearstang der nærmest stod i bakgear. I morgen skal turen gå tilbage til Costa Rica, hvilket vil betyde, at vores ophold i Nicaragua er overstået.

Landet har været interessant at se, og jeg synes tydeligt man ser landets lave økonomi, da standarden på diverse ting er meget lav i følge min mening. Det fornemmes, at man går meget op i at få nogle penge og at man er venlig af samme årsag. Heldigvis har vi ikke mærket noget til de mange rygter om tyveri, overfald og ligende. Folket virker som egentlig meget stille og rolige, selvom man godt kan mærke, at smilende ikke er af mange og at man ikke virker synderligt interesseret i et godt bekendtskab uden der er penge indblandet til deres fordel. Tilføjes kan det dog, at jeg synes vi har fået den bedste kop kaffe her i Nicaragua, som de også skulle være ret kendte for i Mellemamerika.

Derfor har jeg det også fint med at ramme Costa Rica nok engang, hvor vi efter al sandsynlighed tager mod Puntarenas som ligger syd på, og så videre med båd ud til den Costa Ricanske vestkyst til de berømte surferstrande.

D. 15/02, 16/02, 17/02