Endelig kom dagen, hvor de brasilianske sambarytmer og de fyldige pigeballer, skulle byttes ud med den argentinske tango. Dagen vi så småt havde længdes efter var altså nu inden for rækkevidde, da vi håbede på noget bedre forhold i Argentina - og det skulle vi få.

Som skrevet i det seneste indlæg, skulle vi i dag se Iguazu fra den Argentinske side, som skulle give en helt anden oplevelse end det som man ser fra den brasilianske. En kort tur i minibus fra vores Hostel tidligt om morgenen, samlede vi to svenske piger og en latinofyr fra Italien op, inden vi nåede frem til den Argentinske side, hvor vi i en større gruppe skulle følges rundt med en guide, Carlos. De to tøser fra Sverige var der ikke meget skub i, men vi fik os en god snak med Julio, som pt. var bosiddende i Israel og arbejdede for IBM.

Godt 30 personer var vi klar til at følge efter Carlos, som undervejs kunne slynge nogle forskellige facts ud omkring vandfaldet, samtidig med han havde planlagt dagens gang og gøren, så vi skulle bare følge trop og nyde det smukke syn.

Allerede fra starten, synes man at kunne mærke og se forskellen fra de to sider. På den brasilianskeside gik man mest af alt på en gangbro hele vejen langs vandfaldet, hvor man på noget af den argentinskeside gik på en lille tæt sti gennem noget der mindede lidt om noget jungleterræn. Det gjorde i hvert fald turen lidt hyggeligere, da man stødte på nogle forskellige fritgående dyr undervejs. Bl.a endnu en Tucan og en skildpade, men også en masse små myresluger-ligende dyr, som er i familie med vaskebjørnen. Jeg husker ikke deres navn, men det var nogle søde små væsner at kigge på, når de i mindre og større flokke med unger kom fritgående mellem fødderne på en og klaterede i træerne. Men ligeså søde som de så ud, ligeså farlige kunne de også være. Det er nemlig et aggressivt dyr, som gerne bider fra sig og kan volde slemme skader. Er man rigtig uheldig, kan man endda risikerer at få Rhabis, da nogle af dem er bærer af denne sygdom.

For ikke at køre for meget i det samme, som i det foregående indlæg, kan jeg bare sige, at det nok engang var en fantastisk oplevelse. Akkurat som på den brasilianske side, havde vi mange stops undervejs, hvorfra vi kunne se vandfaldet i forskellige vinkler. En vinkel vi dog ikke fik set fra den brasilianskeside var vandfaldet på klodshold, men det skulle kunne lade sig gøre her - og når jeg skriver på klods hold, ja så var det faktisk nærmest helt indenunder vandfaldet.

Vores tasker kom i en vandtættaske, hvilket også betød, at det fotografisk ikke kan dokumenteres at vi nærmest badet i vandfaldet, lidt ærgerligt, men jeg skal beskrive det så godt jeg kan. Vi fik en redningsvest over hovedet, hvorefter vi satte os tilrette i en speedbåds-ligende båd, som kunne skyde en fart uden lige. Vi havde hørt fra mange, at man blev godt våd under turen, men hvor våd er "godt våd". Jo, det skal jeg fortælle jer. Først og fremmest blev vi sejlet helt tæt op og ned af et af de store vandfald, hvor vi egentlig ikke blev så våde, men vi kunne få lov til at nyde dens kræft og vildskab blot et par meter fra det sprøjtende vand. Herefter gik det ellers for sig, da personalet pakkede sig ind i våddragt og regntøj, bare for at indikerer hvor "slemt" det skulle blive, inden vi blev sejlet ind i det som skulle gøre os "godt våde". Og jeg siger jer, man bliver mere våd af at blive skyllet igennem af Iguazu vandfaldet, end man gør når man vanligt går i bad. Med fuld k*** på båden, fløj vi nærmest direkte ind i vandfaldet, hvor vi blev kastet rundt i båden uden at have nogen som helst form for orientering om hvor man var, da både vandet blindet og fordi det var umuligt at åbne øjnene og næsten også trække vejret, da de voldsomme mængde vand bare fossede ned over -og ind mod en. Det skal bare opleves på egen krop.

Heldigvis kunne den varme sol hurtigt tørre os igen, selvom det var helt rart at blive totalt afkølet, imens vi fortsatte videre rundt i parken. Undervejs faldt vi i snak med fire danskere, som også var en del af vores gruppe - Anders og Christina fra Århus + et andet par (også fra Århus), som vi aldrig fik navnet på. Anders og Christina var nogle år ældre end os, men et par super flinke mennesker, som vi fik snakket en hel del med.

To forskellige sider af samme vidunder, gav helt bestemt hver sit indtryk. Men hvis jeg skal komme med en konklusion, så synes jeg den Argentinske har mest at byde på. Det skyldes især bådturen, men også de mange spots, hvor man føler sig lidt mere som en del af det, end hvad man gør på den anden side af floden. En ting der nemlig også gjorde et ekstra stort indtryk var Djævlens Gab, hvor man står direkte ud for vandfaldets start på toppen af det hele. Jeg lyver ikke når jeg siger, at man nærmest stod ude i vandfaldet med helvedes til mange meter ned til bunden af det hele.

Dette skulle blive slutningen på den store oplevelse inde ved vandfaldet, men sidste stop på turen var et stykke væk fra det hele hvorfra man kunne se floden til vandfaldet have hver sin nationalitet. Vi som stod på den Argentinske, kunne se over til Paraguay og Brasilien, da de alle tre ejer en del af vandet hvor det mødes.

Med ikke andet end vand i hovedet, blev vi kørt hen til vores Hostel, Iguazu Waterfall, som var et ganske hyggeligt Hostel med en lidt speciel receptionist, som enten havde glemt sit smilebånd eller var i mangel af samme. Et lidt specielt sted, som var fyldt med Israeler og duften af sjov-tobak på fællesområderne.

Et slag pool på vores Hostel og en ganske udmærket aftensmad, lagde låget på en fremragende og oplevelsesrig dag. Tilføjelse skal det dog også, at de positive forhåbninger vi havde om argentinerne helt bestemt virkede til at være godkendt - og det er efter kun få timer i samvær med dem. Skønt!

D. 30/01