Fede Farmer Tider og Hunting Chicks

D. 10. feb. gik turen fra Doubtful Sound ad scenic route ned langs kysten. Vi vidste ikke rigtig hvor vi var på vej hen - og endte da også med at lave en lille leg som gik ud på at skulle holde ind ved alle de turistskilte vi så - så længe attraktionen ikke lå længere en 10 km væk fra hovedvejen.

Da vi når Invercargill kommer Tine i tanke om hendes mosters veninde Kate fra gammel tid som vi jo havde adressen på. På dette tidspunkt var vi ikke langt fra hvor hun boede. Vi kørte derfor af hovedvejen og op mod Wyndham som byen hed hvor hun boede. Wyndham er en meget lille by og vores kort et meget uspecificeret kort så det var et held at vi fandt frem til byen.Kate er ikke hjemme men derimod hendes 18 årige datter Sarah som inviterede os indenfor på aftensmad. Det føltes lidt mærkeligt at opsøde vildt fremmede mennesker og sige hej - men endnu en gang blev vi overvældet af Kiwiernes gæstfrihed. Efter et par timer med snak og god mad kom Kate og hendes mand John hjem. Ved første øjekast så de noget forvirrede og overraskede ud over at se de 2 danske piger i deres hjem - men ikke en gang efter 2 minutter var vi budt hjerteligt velkommen - smidt i arbejdstøjet - og tilbudt en varm dobbeltseng for natten.

Dagen efter var vi meget flittige og hjalp til med at presse uld fra de 300 får/lam som blev klippet selvsamme dag. Vi fik også lov til at styre den elektriske klipper - og spørg ikke til hvordan det gik - hehe - respekt for fåreklipperne - det er ikke nogen nem opgave. I løbet af dagen kørte vi på 4-hjulet samt 2- hjulet crossere for at drive får rundt i de forskellige folde. Vi red også på heste - hvor Tine fik lov at mærke den bløde jord med sin numse J Heldigvis skete der hende ikke noget. Om aftenen fik vi god aftensmad med familien Mclaren og nød endnu en nat i en varm dobbelt seng.

D. 12. feb. takkede vi farvel til familien Mclaren og kørte tilbage mod Te Anau - da vi var blevet inviteret på en 2-dages dådyr jagt af vores gode ven fra Kajak firmaet i Milford Sound. Vi tog selvfølgelig imod invitationen, med muligheden for at komme ud i vildnisset med vores helt egne personlige guider. Hehe - dette skulle blive spændende. Første problem opstod: Tøj/udstyr. Vi manglede stort set alt for at overnatte i skoven i telt - specielt Lene som ikke ejede andet end bomulds tøj. Det var drengene ikke tilfredse med og heldigvis kunne de udstyre os med tasker, tøj, soveposer, telte, regntøj, liggeunderlag og meget mere.

Klokken 15.00 gik turen mod Fjordland Nationalpark. I rask trav gik det igennem skærende bregner, over trærødder og hele væltede træer. Indimellem blev stien væk for os men drengene formåede heldigvis at finde frem til vores camp. Om aftenen blev der lavet bål og spist ægte vildmarks mad med pap rødvin til.

Tidlig næste morgen tog drengene på jagt mens Tine og jeg blev tilbage i lejren - vi mener selv det var for at passe på tingene - men vi har en anelse om at de ikke ville have sådan et par fjante tøser med ud og spolere jagten J Vores eneste opgave var at sørge for at der var gang i bålet til de kom tilbage og vi skulle have morgenmad. Denne opgave viste sig at være en for stor mundfuld for by-pigerne - men helt ærlig - hvad gør man med vådt brændehalløj og fugtige kviste ??? Heldigvis var der ingen sure miner fra drengene som på 1 minut fik gang i flammerne. Hehe - hold op vi følte os malplacerede og uduelige. Men til gengæld klarede vi opvasken nede ved floden senere J Drengen havde været på en vellykket jagt og kom hjem med en hjort.

Om eftermiddagen gik turen tilbage mod civilisationen dog nu med langt størrere og tungerere oppakning. Tine nåede da også at falde lige så lang hun var ned over en træstamme - hehe - det så skæg ud da man kun kunne se rygsækken og støvlerne stikke op over bregnerne - heldigvis slog hun sig ikke og synes og selv det var pænt sjovt J

Omaftenen var vi tilbage ved deres ven Chris hvor menuen stod på rådyr på grillen, friske kartofler, salat og kolde øl. Det er bare livet…

Tirsdag d. 15. kørte vi mod Lake Tekapo. Dog nåede vi kun til Lake Pukaki - hvor vi fandt det perfekte sted at campere for natten. Det var også her at Lene fik sorteret i tøjet, så hun kunne sende 10 kg mod DK.

Onsdag d. 16. kørte vi til Lake Tekapo og nød solen ved søbredden, med god musik og hygge læsning. Solen formåede endnu en gang at overraske os med en svag forbrænding. Ja ja mødre - vi ved godt i ryster på hovedet - men vi skal nok snart lære det J

Dagen efter gik vi en mindre tur i Lake Tekapo området hvor vi besteg Mount John. Derefter kørte vi mod Christchurch ad scenic inland route. Christchurch er en by som er præget af at de for kort tid siden havde et kraftigt jordskælv - med mange efterrystelser så derfor ses der meget vejarbejde, lukkede veje og butikker. Vi sidder lige nu endnu en gang på Starbuvks og nyder en varm kop kaffe. Vi har i dag afleveret med tårer og en klump i halsen vores elskede Mr. Kurt. Vi glæder os til i morgen hvor turen går videre mod Australien hvor vi ser frem til varme og forhåebntlig er diverse naturkatastrofer overståede for de næste 4 uger.

Alt i alt har New Zealand gjort et kæmpe indtryk på os begge og vi er enige om at vi helt sikkert en gang skal tilbage hertil.

Adios New Zealand - Hola Australien J

See you later alligator - see you soon and bring a spoon J

Knus fra Lene og Tine