Endelig nåede vi Queenstown :)

Men inden Í hører om denne by - skal I da lige opdateres i hvad der er sket siden sidste blog indlæg.

Fra Punakaiki kørte vi mod Frans Joseph og Fow gletsjerne. Vi valgte at se Frans Joseph gletsjeren - og dette på egen hånd uden en guide. Vi valgte som altid den længste tur - da denne ikke kun førte til mundingen af gletsjeren, men derimod op på siden af gletsjeren så vi havde bedre udsyn. Vi var ellers blevet advaret dagen forinden af damen i informationscentret om at det kunne blive dårligt vejr. Men afsted vi kom og der var da også en del andre som skulle på selvsamme vandretur - så de 2 tøser var rolige. Vi falgt dog også i snak med en venlig medicin studerende fra England - so anyway - hvis noget skulle ske skulle vi vidst nok kunne klare os! Vejen derop var hård og det begyndte heldigvis kun at små dryppe lidt da vi nåede gletsjeren. Ned igen blev det mere problematisk, for ikke mindst Tine hvis støvler ikke var glad for de våde sten og klipper. Men vi nåede ned igen - alle i go behold :)

Dagen efter gik turen videre sydpå og ned til Wanaka. En fantastisk køretur langs vestkysten og da vi kom ind af i landet - ikke langt fra Wanaka - dukkede de smukkeste blå søer op. Aaaalt for mange billeder blev taget - men hva faen - hurra for digital kameraet :)

Da vi nåede frem til Wanaka tog vi direkte i informationscentret - for der skulle nemlig bestilles Skydive billetter til den følgende dag. Så kunne vi jo kun håbe på det gode vejr.

Dagen kom og de to damer skulle til at udleve deres livsudfordring. Himlen var lyseblå, solen stod højt og vi var klar! Efter ankomst til Wanaka Skydive centret den korte briefing om sikkerheds foranstaltningerne skulle vi have udstyret på. Der var en stemning af Top Gun i luften dog levede vores flyverdragter ikke op til dette. Vi lignede mere to fra et cirkus som skulle til at muge ud ved elefanterne. Vi var edder smarte og super spændte :) Et lille fly skulle få os op i den rette højde. Vi sad helt tæt pakket derinde og så BANG. Døren blev åbnet og det fór ind med luft. Tine kom først ud i de fri med en instruktør fra Brasilien hængende bag på sig. Herefter Lene og hendes instruktør. Det var crazyyyy. My god. Det var så vildt at flyve direlkte mod jorden indtil faldskærmen blev slået ud og vi kunne lande sikkert på jorden. Vi var mega høje. Den fedeste oplevelse!

Dagen efter skulle vi vandre en 10 km trek i Mount Aspirring National Park i nærheden af Wanaka. Efter en times kørsel på bumlende grusvej, med køer og får frit gående omkring os, omringet af bjerge med vandfald og langs en flod nåede vi vores start punkt for gåturen. Turen var lidt af en udfordring for alle, ikke mindst vores dejlige Mr Kurt som blev rystet så godt og grundigt igennem at en manglende lysende pære i panelet pludselig Op af bakke det gik og så nåede vi det vi ikke havde regnet med.. Igen igen igen blev vi benovet. Den smukkeste gletsjer kom til syne med tilhørende kæmpe vandfald. Vi er løbet tør for positive ord. Det er bare fantastisk!

Efter vandreturen gik det mod Queenstown. Under denne køretur havde vi (mest Tine) en meget ubehagelig oplevelse. Midt imellem bjergene og rundt om et sving kommer der pludselig en motorcyklist drønende mod os i vores vejbane. Tine var nødt til at svinge over i højre vejbane, for motorcyklisten havde ikke tænkt sig at ændre retning. Heldigvis kom der ikke andre modkørende, men det kunne da være endt helt galt… Tine nåede da også lige at blive i tvivl om det var os der kørte i den forkerte side eller hvad. Helskindet nåede vi til Queenstown, hvor Lene (aka adrenalin-junkien) skulle bungy jumpe. Intet andet end det højeste hop var godt nok så af sted mod Nevis Arch det gik. Det kostede 50$ for bare at tage med og se på, så Lene måtte selv drage ud på dette eventyr. 134 m senere og en del penge fattigere kom Lene meget høj tilbage til Tine. Med alt denne energi var vi simpelthen nødt til at feste til den lyse morgen. Så det gjorde viJ Dagen efter er der vist ikke meget at berette om, vi havde massive tømmermænd og var lykkelige for at der var en Burger King i byen…

D. 5. feb. kørte vi mod Te Anau som blot var et mellemstop for at nå Milford Sound dagen efter. Milford Sound er en af de mange fjorde, der ligger i Fjordland Nationalpark, og som er skabt af den seneste istid. Området får gennemsnitligt 8000mm regn om året, hvilket gør det til regnskov. Med alt denne regn skabes tusindvis af vandfald, nogle af dem er permanente og nogle af dem dør hurtigt ud når regnen holder op. Men det er alt sammen med til at gøre området meget unikt og til en af "must see" attraktionerne i New Zealand, så vi havde glædet os rigtig meget til at se dette.

Om morgen da vi forlod Te Anau regnede der, på turen op mod Milford regnede der, hele dagen i Milford regnede der, den eneste forskel var, at regnen tog til og var nu monsun lignende. Om aftenen regnede der stadig, og vi var snart desperate for at komme ud af Kurt, hvor vi ellers havde søgt ly hele dagen, så vi valgte at sætte os ind på den lokale pub/restaurant. Her hyggede vi i tørvejr i bløde sofaer med spændende skønlitteratur og med et meget interesseret lokalpublikum. Det kræver vist en forklaring… Det er primært lokale der hænger ud på denne pub og da Milford er så langt fra alt andet civilisation (de har ikke engang mobilnet) kan man godt betragte befolkningen som en slags øboer. Så de var meget interesseret i hvad det var for et par piger, der sad og hang, med snuden begravet dybt i deres bøger - det var trods alt Bob Marleys fødselsdag den dag og de var ved at stable den helt store fest på benene. Der gik da heller ikke længe før de første kom og inviterede os over til en øl. Lidt tøvende og uoplagte gik vi med over til deres "fest", da alt andet virkede lidt uforskammet. På det tidspunkt troede vi der var andre turister, men vi erfarede hurtigt at vi var i blandt ene af "sæsonarbejdere" fra de forskellige turistaktiviteter i området, samt de lokale fiskere. Vi var rigtig kommet i godt selskabJ De var alle meget søde. Specielt kom vi til at snakke med en fyr der hedder Dan, han arbejder ved Roscos Milford Kayak og inviterede os på en gratis kajaktur dagen efter - det kan man jo ikke sige nej tak tilJ Lidt senere end først planlagt kom vi i seng, så vi kunne være klar til den store dag dagen efter (Tines fødslesdag). Vi krydsede alt hvad krydses kunne for at vejret skulle blive bare en smule bedre, men turde ikke håbe.

D. 7. feb. Regnen var væk…. Wuhu… Så havde hun alligevel været sød i år. Første aktivitet på programmet var et cruise på Milford Sound - så flot. Det er så dramatisk en natur og efterhånden som solen varmede, blev skyerne opløst og vi kunne sejle tilbage i fjorden med blå himmel. Derefter skulle vi på den fantastiske havkajaktur (se billedet i albummet - er vi ikke hotte?). Her så vi de flotteste regnbuer, sejlede under vandfald og så en sjælden pingvin. På denne tur blev vi også enige om vores fælles motto - "heller være død, end være sidst". Vi blev ret kompetitive derude på havet, og den fik ikke for lidt med "pagejerne"J Men det var fedt! Dan som arbejdede med kajakkerne, havde kaldt en af de store cruisebåde op over radioen, så da de passerede os, blev det annonceret i deres højtaler, at der var et fødselsdagsbarn i en af kajakerne, så der blev Tine lige hyldet af en færge fyldt til bristepunktet med turisterJ Det var meget rørende gjort, men også lidt pinligt! Om aftenen blev Tine fejret efter alle kunstens regler - en perfekt afslutning på en helt igennem fantastisk dag. Tak til alle jer der sendte mig en fødselsdagshilsen - det varmede meget at læse dem da vi endelig nåede tilbage til civilisation, mobilnet og internetJ

Fra d. 9.-10. feb. var vi på et over-night cruise på Doubtful Sound også i Fjordland. Det var lidt en gentagelse af Milford og havde svært ved at følge op på den helt fantastiske dag vi havde i Milford. Men maden var god og vi nød at sætte tempoet helt ned og bare lade andre overtage føringen.

Puha… er I stadig med eller har vi endnu engang formået at skrive en alt for lang opdatering? I må lige vente et par dage med at få en beskrivelse af den sidste uge - vi kan simpelthen ikke mere i aftenJ Men vi vil forsøge at nå det inden d. 18/2, hvor vi rejser videre til Australien.

Vi håber I alle har det godt derhjemme i DK og at vinteren snart slipper sit tag.

Kærlige hilsner fra

Lene og Tine

PS: Happy Valentine Day til vores helt igennem fantastiske, smukke og forstående kærester, Nicolai og ThomasJ