Nu hvor jeg har været i Melbourne i et stykke tid, er det vist på tide at få opdateret min blog med alle de oplevelser jeg har haft. Inden jeg kommer for godt i gang, har jeg valgt at skrive priserne i australske dollars, for at det ikke skal virke for voldsomt. $1 er 5,6 kr.

Jeg starter med vores afslutning i Singapore. Der var ikke rigtig tid til de store udskejelser den sidste dag i Singapore og det meste af dagen gik med at spise, købe ind og stene på facebook. Vi anvendte metroen for at komme til Changi Airport, hvor vi mødte Tom på ny. Han havde været et smut i Bangkok for at besøge nogle bekendte. I lufthavnen fik vi brugt vores sidste Singapore dollars på toldfri varer, herunder sprut og smøger. Tom havde haft fødselsdag nogle dage tidligere og ville give os en øl i lufthavnen. Da vi havde drukket den øl, ville Morten ligeledes give en øl og da denne begivenhed sluttede, havde vi opnået et særdeles godt humør. Sulten var over os og det uigenkaldelige sidste stop i Singapore bød på mad fra Burger King. På det givne tidspunkt vi bestilte maden, var ingen af os klare over hvor stort et måltid vi havde bestilt. Det viste sig dog senere at det var fornuftigt gjort, da maden i flyet stod på karrykylling og ris. Når menuen har stået på ris hver dag de sidste tre uger, er lysten mikroskopisk lille for ris og jeg måtte lade det meste af maden stå. Flyveturen varede seks timer og tyve minutter og det gik ganske smertefrit indtil vi landede i Melbourne. En kombination af alvorlig søvnmangel og tidsforskel gjorde vores hoveder underlige, men vi var gode til at skjule det. Michael havde været så fornuftig at arrangere pickupservice fra RMIT, der ville bringe ham gratis til et hostel. Tom, Morten og jeg kom ikke med, men brugte tiden på at købe taletidskort, så vi igen kunne være i kontakt med omverdenen. Det var ganske dyrt, eftersom en sms koster 25 cent at sende. Jeg havde ikke oplevet den slags priser på sms'er siden engang før min konfirmation. Jeg var mildest talt i chok, men kom hurtigt ovenpå igen.

Næste skridt vi foretog os, var at hoppe i en taxa, der førte os til et hostel ved navn Ritz Backpacker Hostel. Det er dog langt fra samme standard som de berømte Ritz hoteller vi kender fra andre storbyer. Vi bookede os ind i en uge og måtte slippe $245 hver. Den pris var som et slag i maven, men vi havde på fornemmelse at leveomkostninger i Australien var dyre. En midlertidig bopæl måtte vi jo have. Vi kunne ikke få vores værelser med det samme, så tiden gik med at få morgenmad ved et lokalt spisested. Efter måltidet kom vi tilbage, hvor vi kort tid efter fik nøglen til vores værelser. Da vi var i zombietilstand havde sengene på værelset en tiltrækningskraft der aldrig var set før. Jeg tænkte at en lur ville gøre godt og fem timer senere var jeg klar til at stå op igen. Tom og jeg købte ind til en omgang alternativ pasta bolognese, mens Morten tog ud for at kigge på lejlighed. Vi fik spist vores aftensmad og smagt på de lokale øl. Få timer senere gik vi i seng. Jeg havde fået et dobbeltværelse jeg delte med skiftevis Morten og Michael. Værelset var blandt personalet kaldet "The noisy room". Vi fandt ud af nogle dage senere at værelset levede fuldt op til navnet. Ikke fordi vi som personer støjede i rummet, men på grund af det diskotek, der var placeret lige under værelset.

Vi havde aftalt at stå tidligt op kl. 9 den efterfølgende formiddag, for at komme ud at opleve lidt af byen. Hostelet lavede pandekager til gæsterne hver morgen, hvilket vi benyttede os af. Da dette måltid var overstået ilede vi ned til stoppestedet foran vores hostel og tog en sporvogn til midtbyen. Michael havde hørt at der skulle være en del outlet stores på Smith Street, hvor det skulle være muligt at finde tøj og sko til overkommelige priser. Da jeg vågnede den morgen, havde jeg ingen planer om indkøb af noget som helst, men jeg blev ramt af stemningen og spenderede en pæn mængde likvide midler på et par løbesko og tilhørende sokker. På den måde er jeg tvunget til at foretage løbeture i ny og næ. Hårdt, men retfærdigt! Allerede samme dag havde jeg udført min første løbetur, hvilket jeg fejrede i selskab med Tom og Michael på baren under hostellet.

Jeg stod op kl. 15.15 den næste eftermiddag eftersom jeg havde meget søvn jeg skulle have indhentet fra rejsen fra Singapore og besøget nedunder. Min overordnede plan var at vandre ned til Rod Laver Arena for at købe billetter til Iron Maiden der gæster d. 23. februar, men eftersom der ikke var et eneste øje at spotte, valgte jeg bare at nyde min gåtur i det varme vejr. Stedet hvor koncerten finder sted hedder Hisensa Arena med beliggenhed i Melbourne Park, hvor der ligeledes ligger Rod Laver Arena, Olympic Park Stadium og AAMI-park. Med andre ord, alle arenaer der kredser omkring store sportsbegivenheder i Melbourne. Desværre nåede vi ikke at opleve Australian Open med Caroline Wozniacki på Rod Laver Arena, eftersom vi først ankom til Melbourne, da turneringen var slut. Ærgeligt, men vi kan jo ikke forvente at hele verden tilpasser sig efter vores rejsemål, selvom vi er ret vigtige personligheder. I Melbourne Park lykkedes det mig af finde en vej, der kan beskrives som en svagt opadgående gangbro fremstillet af træ og stål, der førte ind til den indre by. Broen ligger omkring Yarra River, der virkelig huser ganske gode løbeområder.
Jeg gik indtil den indre by for at se hvordan universitet, RMIT så ud. Jeg fandt hurtigt ud af at det var svært at beskrive det præcise sted for placeringen af universitet, da der fandtes tilhørende bygninger til universitet overalt i den indre by. Jeg fandt til sidst hovedkontoret og stedet hvor introduktionen til studiet skulle foregå. På det givne tidspunkt, var der ikke mange folk at spotte på stedet og det så lukket ud. Jeg valgte at gå ned mod byen for at finde en sporvogn tilbage til hostelet. Ud af min øjenkrog opdager jeg til min store overraskelse en Aldi Food Store. Det måtte jeg bare opleve og jeg fandt hurtigt ud af at de havde fornuftige priser på alle dagligvarer og øl. Jeg gik ned langs en af hylderne og spottede havregrynsposer, hvilket jeg ikke tøvede et sekund med at købe. I lang tid havde jeg levet af morgenmad, der bestod af ristet toastbrød, pandekager, risretter og andre lette måltider, så det var på tide at ligge livet om! Jeg fik betalt og turen fortsatte ned mod stoppestedet. Vejrsituationen havde ændret sig markant siden jeg tog hjemmefra om eftermiddagen fra lettere overskyet til sorte skyer på himlen. Der var noget uvejr på vej kunne jeg mærke og få sekunder efter gik min frygt i opfyldelse. Det stod ned i lårfede stråler og jeg søgte hurtigt ly under et halvtag, hvor jeg faldt i snak med en ældre australier. Han snakkede og snakkede, hvor jeg prøvede på mit gebrokkent engelsk at følge med og holde samtalen kørende. Han vidste næsten mere om Danmark og kongehuset end jeg selv gjorde. Regnen tog til og himlen blitzede op. Kloakerne begyndte at skyde vand op og vejene var totalt oversvømmede. Ret vildt syn at se kloaksystemet, der ikke er i stand til at følge med. Tiden gik, regnen fortsatte og jeg kunne ikke blive stående der hele aftenen, så jeg fortsatte ned til stoppestedet, hvor jeg efter et kvarters ventetid, fandt ud af at sporvognene var ude af drift på grund af de store regnmasser. Det var umuligt at få fat på en taxa, hvilket resulterede i en gåtur på en god time i styrtende regnvejr inden jeg nåede hjem. Det var ikke just den fedeste oplevelse, men heldigvis var regnen og temperaturen stadig lun. Næste overraskelse jeg stødte på var en flod i en viadukt. Eller jeg troede at det var en flod indtil jeg så biler køre i floden. Det var simpelthen motorvejen, der var oversvømmet. Jeg havde før fået fortalt at Melbourne er byen med alle årstiderne, hvilket jeg fik bekræftet ret godt den dag. Efter oplevelsen med floden nåede jeg kort tid efter hjem til hostelet for at komme i tørre klude.

Jesper, en gut jeg gik på værkstedsskole med kom en af de efterfølgende dage og bookede sig ind på hostelet. Jeg kunne se på ham at der var noget galt, men kunne i første omgang ikke aflæse hvad det var. Der gik en dags tid før jeg fandt ud af hvad det var. Han fortalte at han godt kunne trænge til at blive klippet og det trængte jeg faktisk også selv til. Når man begynder at træde sig selv i håret, hver gang man skal ud af sengen er det vist ved at være tid til en klipning. Jepser og jeg var ramt af dovenskab, hvilket resulterede i at vi valgte den første frisør vi kunne finde på gaden. Den lå tyve meter fra indgangen til vores hostel. Jeg var lidt skeptisk eftersom der ikke var nogle synlige priser nogen steder i biksen. Det betyder somregel at det er ret dyrt, og det løb da også op i $44. Men for den mængde penge fik man tilbudt øl, vin, kaffe eller andet ønskeligt, en god snak om ingenting i 45 minutter, hårvask og hårmassage. Alt dette bliver udført af en feminin frisør ved navn Paul. Det var ganske hyggeligt og han er ligeledes blevet en legende for os, som vi sent vil glemme.

En af de efterfølgendedage havde Tom og jeg brug for at få vores junkfoodfix. Vi tog benene på nakken og vandrede ned til Leo's Restaurant på Fitzroy Street. Når man er sulten tænker man ikke rationel, hvilket resulterede i at jeg bestilte en meat lover pizza på otte tommer. Allerede efter første slice begyndte mætheden at nærme sig og efter to slices vamlede det. Nu tænker I nok, "Thomas din særling, at være så tyk og spise så lidt". Men omstændighederne herom er langt fra fortalt endnu. Bunden på pizzaen var ret sprød og i passende tykkelse, men fyldet tog glæden fra måltidet. Skinke, ost, bolognese sauce, salami, ost, løg, bacon, ost, ost og ost gjorde virkelig madoplevelsen til en sejtrækker. At smide den mængde ost på en pizza, at man kan trække meter lange ostestrenge, hver gang man tager en bid, hører ikke hjemme. Jeg nåede med hård kamp og forhandlinger med mig selv at kæmpe mig igennem måltidet. Efterfølgende begyndte vi at kalde pizzaerne for ostehjul, hvilket vi morede os ganske meget over.

Kategorien ulækre retter stopper ikke her. Et spisested vi oplevede nogle dage senere ved navn Cone Head, lavede kræmmerhuse med pommes fritter i bunden, hvor man selv valgte sit fyld. Fyldet bestod i vores tilfælde af brunsovs, baconstykker og selvfølgelig ost. Som udgangspunkt lyder det ret ulækkert, men senere blev det bekræftet, da plastikgaflen der fulgte med næsten knækkede hver gang man skulle løfte en frit op. Jeg svor til de højere magter at det var sidste gang jeg skulle have den ret, men hvor stod jeg henne den næste aften?

For at få forbrændt alt den ost tog Jesper, Trine, en dansk gutinde fra hostelet og jeg en gåtur rundt i Albert Park, der lå lige i nærheden. Som nogen nok husker, er det i dette område at det australske formel 1 foregår. Vi gik omkring søen og om på den anden side, hvor vi så småt kunne se antræk til en formel 1 bane. Vi gik forbi pitstop området og så at der stadig var gammel brændt gummi på asfalten. Det var faktisk ret fedt og vi begyndte os at glæde os endnu mere til den store begivenhed. Da vi gik dernede havde de opstillet nogle få tribuner. Fra vores gode ven Paul, havde vi hørt at det grønne område i parken og nærliggende veje ville blive lavet om til en kæmpe festival. Desværre havde der været snak om at de ville lukke ned for formel 1 i Melbourne,fordi det var en kæmpe udgift for staten, men heldigvis blev det ikke tilfældet i år.

Når vi ikke var på farten, brugte vi det meste af tiden på at søge lejligheder og slappe af omkring hostelet. Slappe af var måske en mild måde at udtrykke det på. Eftersom vi ikke rigtig havde noget at stå op til ramte dovenskaben os med fuld kraft, hvilket kostede mig adskillige timer i sengen. Man kan desværre ikke tage sin søvn på forskud. Til historien følger ligeledes at vi boede ovenpå et diskotek, der mange gange samlede os til hyggelige sammenkomster og våde drikke. Når vi endelig kom ud af fjerene hang vi meget ud med hinanden. Vi fik hurtigt sat en madordningsplan i gang, hvor to af os stod for indkøb og madlavning, hvor de resterende folk stod for den efterfølgende rengøring. Det var en ganske fin måde at gøre måltiderne billigere på.

For at vende tilbage til lejlighedssøgningen, havde jeg været ude at kigge på et værelse i et af forstadsområderne ca. 12 km fra midtbyen. Selve optakten til at se værelset var en smule sjov. Jeg hoppede af sporvognen i East Malvern området og havde en fornemmelse af hvor jeg skulle hen. Jeg havde kun anskaffet mig et kort over den indre by, så det eneste kort jeg havde over East Malvern, var googlemaps på min laptop. Undervejs måtte jeg stoppe op flere gange og sætte mig i vejkanten for at åbne min laptop og tjekke hvor jeg var. Folk der kørte forbi har helt sikkert tænk "Sikke en idiot, få da en Iphone. Der er GPS i". Lettere forsinket nåede jeg ud til huset og fik undskyldt for min forsinkelse. Selve værelset havde alt hvad jeg havde brug for. En seng, en stol, et bord og en garderobe, men ingen internet. Værelset var et enkeltmandsværelse, men der boede tre andre i huset. Huset lå i flotte omgivelser ud til en golfpark og i nærheden af fine indkøbssteder. Værelset kostede $150 om ugen, men lå lidt for langt ude. Jeg fortalte hende at jeg ville vende tilbage til hende, eftersom jeg havde en anden aftale om lejlighed et par dage senere. Jeg skulle ud at kigge på et hus, hvor fire mennesker skulle deles om det. Jeg tog derud med Tom og vi fik os noget af en overraskelse da vi så omgivelserne. Der boede fire britter, der hverken havde luftet ud eller gjort rent da vi kom. Det lignede mildest talt en krigzone. Det var et ret skidt førstehåndsindtryk, men oplevelsen af stedet blev slet ikke bedre da en sengene befandt sig under trappen to meter fra hoveddøren. Hvem skulle ligge der, hvis det var? De næste to senge var forenden af trappeopgangen adskilt med et lagen. Den sidste seng var i et lukket værelse. Huslejen lød på $166, hvilket er ret dyrt under sådanne forhold og for dernæst at kunne risikere at få soveplads under trappen. Godt nok var jeg desperat efter at finde et sted at bo, men så desperat var jeg heller ikke. Jeg takkede nej og tog hjem for at fortsætte min søgning af lejligheder og hurtigt fik jeg stablet en ny aftale på benene den efterfølgende onsdag. Samme dag hvor vi skulle starte på introduktionen på universitet.

Det blev onsdag og jeg havde ikke sovet ret godt den nat eftersom jeg var flyttet til et seksmandsværelse på Ritz Backpacker Hostel. For det første boede der en irsk gut, der med jævne mellemrum sov, skulle røg eller øste vin op til sig selv. Han havde en mani med at tænde lyset uden at slukke det igen. Dernæst vadede folk ind og ud af døren hele tiden som var det en anden banegård. For at fuldføre helvedet, lå der en person på den øverste madras i vores køje og snorkede højlydt. Forestil jer lyden af en person, der gør klar til en ordentlig snotter ved at tvinge luft gennem næsen. Forestil jer dernæst dette gentage sig hvert tredje sekund. Jeg fik omkring halvanden times søvn den nat og rendte rundt som en zombie, da jeg ankom til skolen. Dagen gik med raske trin og vi fik den overstået. Næste punkt på dagsordenen var at kigge på et værelse i West Footscray, der lå omkring syv km fra den indre by. Jeg kom med toget fra Flinders Street Station og hoppede af to stop før West Footscray. Det var et lyntog jeg anvendte og det stoppede derfor ikke ved West Footscray Station, men Footscray. I første omgang virkede det som et ret uhumsk område jeg var havnet i. Jeg kendte ikke ret meget til Footscray området, men har senere fået fortalt at det er et gammelt ghettoområde, hvilket det også bar præg af. Jeg vidste at jeg ville komme til West Footscray Station ved at følge vejen langs skinnerne, men da jeg nåede den rigtige station var jeg havnet på den forkerte side af skinnerne. Der gik noget tid inden jeg fandt ud af at jeg skulle vende om og da det endelige lykkedes mig at komme om på den rigtige side, valgte jeg igen at gå den forkerte retning. Typisk. Det endte med at gutten kom og hentede mig i sin bil og vi kørte tilbage til hans lejlighed. Gutten var inder og havde boet seks år i Australien. Han boede i et stille og roligt villakvarter og det var en ret fed lejlighed han havde. Et enkeltmandsværelse med seng, stol og bord. I lejligheden var der fine køkken og vaske faciliteter, samt god internetforbindelse. Vi snakkede frem og tilbage om priserne. Alt inklusiv lød det på $175, hvilket jeg sagde ja til med det samme, eftersom det passede godt med mit tjek ud dagen efter på Ritz Backpacker Hostel. Jeg tog hjem og fortalte alle den gode nyhed om at jeg havde fået et lækkert værelse. Humøret var højt trods enorm træthed. Jeg var allerede indstillet i mit hoved på at finde en cykel, kortlægge løberuter, nedlægge boligsøgningskonti og den slags. Alt var lykke indtil han skrev til mig dagen efter, at der var sket en misforståelse. Han var tilsyneladene ikke interesseret i at leje værelset ud før der havde været nogle flere at se på den. Ligeledes foretrak han en der havde arbejde og ikke studerede. Han skrev tilbage at han havde brug for ti dage til at tænke over hvem han ville vælge. At vente ti dage på at få et nej ville være ren tidspild. Samtidig havde der i forvejen været en misforståelse med dagen jeg skulle have set hans lejlighed på. To misforståelser uden at være flyttet ind, fortalte mig at det nok var bedst at glemme det værelse og komme videre. Humøret skiftede drastisk. Ret drastisk endda, for jeg var i mellemtiden gået hen og blevet hjemløs, da det ikke var muligt at få en seng samme aften på Ritz. Ret frustrerende følelse rent faktisk, men efter lidt afstresning lykkedes det mig at få booket en seng i et firemandsværelse på Hotel Discovery. Et hostel på fem etager med tilhørende bar i kælderen, der lå ti minutters gang fra mit universitet. Jeg fik lagt mine ting og smuttede op på RMIT for at komme på internettet. Jeg gik ind på RMIT searching house database og fandt et værelse med to kilometers afstand fra universitet. Jeg ringede til ham omgående og fik stablet en ny aftale på benene den næste formiddag.

Jeg nåede frem og så hans lejlighed. Han var en midaldrende gut fra Nigeria ved navn Bon. Lejligheden var ikke vildt stor, men den havde et fællesrum med køkken, toilet, bad samt et enkeltmandsværelse til mig med seng, stol, bord og klædeskab. Han fortalte at han havde haft mange studerende til at bo der. Han fortalte ligeledes at han havde haft en dansker boende for et år siden og han havde sagt ja til lejemålet samme dag som han havde set lejligheden. Mr. Bon brød ud i latter, fordi danskeren havde taget livet så let under sit studieophold. Han havde bl.a. taget en tur til Darwin i påskeferien uden at fortælle Mr. Bon om det, hvilket resulterede i at han blev meldt savnet hos politiet. Dog fik Mr. Bon hurtigt fat i ham og alt var godt igen.
Forholdene i lejligheden så fine ud, selvom køkkenet godt kunne trænge til en ordentlig omgang rengøring. Jeg takkede ja til lejemålet og fortalte ham at jeg kom senere på eftermiddagen med indskuddet på $700. Som sagt så gjort. Jeg modtog en kvittering for mit betalte indskud og mit ophold på Hotel Discovery var færdigt mandag d. 21. februar. Vi aftalte at jeg kunne komme på hvilket somhelst tidspunkt med en måneds husleje og alle min ting mandag. Det fik jeg gjort, men over to omgange, da han ikke var hjemme ved mit første fremmøde kl. 14. Det begyndte at rende koldt ned ad ryggen på mig. Jeg begyndte at frygte at dette var endnu et mislykket lejlighedsprojekt på trods af min kvittering jeg havde modtaget om fredagen. Irriteret tog jeg tilbage til hostelet. Senere på eftermiddagen ringede jeg til ham, for at sikre mig at han var hjemme denne gang. Jeg fik det bekræftet og inden der var gået et minut, var jeg iklædt mine tasker og på vej ned for at tjekke ud. Glæden var stor da jeg kom til hans bolig igen og han åbnede døren. Nu var hostellivet endelig slut og jeg kunne begynde at indrette mit værelse.

Allerede næste dag var jeg i IKEA med Michael og to danskere fra Ritz Backpacker Hostel. Der skulle købes dyne, pude, sengetøj, lagen og viskestykker, glas og skåle. Godt nok havde Mr. Bon skåle, glas, viskestykker og lagen, men når disse ting er plettede af den eller anden grund, følte jeg mig nødsaget til at købe nyt. Hele dagen var jeg forgabt i tanken om at lave mit eget mad i eget køkken. Jeg kunne ikke få tankerne væk fra den mega lækre ret kaldet "væltet lukom" jeg skulle hjem at lave. I de finere kredse hedder retten millionbøf, men det andet lyder federe. Aldi Food Stores gulv fik fartstriber af min indkøbsvogn med madvarer. Hurtigt var jeg hjemme igen og klar til at lave mad. Måske mere klar til at gøre gryder og bestik rene inden den egentlige madlavning gik i gang. Jeg besluttede mig hurtigt for at, hvis jeg gjorde en kant eller to ren hver gang jeg var i køkkenet, kunne det måske blive et meget pænt køkken til sidst. Under min madlavning lykkedes det mig at hoppe ud af strømpen pga. det klistrede gulv som strømpen hang fast i. Det passer ikke helt, men gulvet var virkelig klistret. Ved et uheld kom jeg til at tage en af hans kopper, da jeg ville lave en omgang kaffe til mig selv. Hurtigt får jeg stillet kruset tilbage på hylden, da dette var fuldstændig indsmurt i gammelt mados. Det føltes som om jeg havde fået harpiks på mine fingre. Virkelig klam fornemmelse, for jeg kunne ikke få det af fingrene. Det skulle slides væk og det blev det da også gjort da gryderne begyndte at rasle. Jeg fik færdiggjort mit måltid og det blev ret godt. I skrivne stund sidder jeg og er mæt fra egen mad, hvilket er en ret dejlig fornemmelse.

Nu hvor jeg har opholdt mig i Melbourne i tre uger og tingene er ved at falde rigtigt på plads, har jeg dannet mig nogle indtryk af byen. Det er en stor og flot by, med masser af skyskrabere. Der bor omkring fire millioner mennesker, så der er altid fuld af mennesker og liv. Butikker og madbikser har åbent alle dage i ugen og det er næsten umuligt at færdes i den indre by. Det er muligt at købe alt inden for et nært område. I særdeleshed fastfood. Hungry Jack, Mcdonalds og Subway kæmper om at eje flest gadehjørner her i byen. Derudover er der et utal af andre restauranter rundt omkring i byen, så hvis man render sulten rundt, er det uden tvivl ens egen skyld. Ligeledes er det muligt at købe alverdens ting og sager i store mængder, såsom tøj, sko, souvenirs, elektronisk udstyr osv., naturligvis til overpriser. Hvad man i særdeleshed får lov til at betale for er internettet. Umiddelbart tænker man at Australien er et ret godt fungerende velfærdssamfund, men på internet fronten halter de gevaldigt efter, når man sammenligner med danske forhold. Alle steder bliver der reklameret med free Wi-fi og internetcaféer, hvilket virker mærkeligt, når man tager ubegrænset internet forgivet derhjemme. Når det endelig er lykkedes at forbinde sig til et netværk, er det ofte med hastigheder og stabilitet, vi så tilbage i slutningen af halvfemserne. Eksempelvis stiller Mcdonalds restauranterne free wi-fi tilrådighed, men med 50 MB grænse og enormt langsom hastighed. Hvor free er det så lige når det kommer til stykket. Det er naturligvis også muligt at betale sig fra det langsomme internet, da der findes et utal af udbydere. På Ritz Backpacker hostel, som jeg levede på i halvanden uge solgte de pre-paid internet til $10 for tre timer.Dyrt og ustabilt. Det er dog muligt at finde billigere pre-paid internet, men jeg er sikker på at I ser det store billede af internethelvedet jeg er havnet i.
Når man skal transportere sig i Melbourne er de faktisk ret fremme i skoene. I det såkaldte cityloop, der er en ring omkring alle de kvadratiske gader i midtbyen, ligger der fem togstationer. De er forbundet med hinanden og de har virkelig mange tog der kører ud til forstæderne. Derudover byder infrastrukturen på almindelig busser, jeg ikke har anvendt endnu, og sporvogne. Sporvognene kører primært i midtbyen og ud til de nærliggende forstæder. Det smarte ved sporvognene er at hvert stoppested har et nummer og ankomsten af sporvognene sker hyppigt. Dog kan sporvognene virke enormt langtrukken at anvende, da man ofte går lige så hurtigt som de kører, fordi der er stoppesteder med 200 meters mellemrum. En anden smart ting ved den offentlig transport, er at de anvender samme billetsystem, hvilket gør det overskueligt at færdes i byen. Det meste af byen vi får brug for at opholde os i ligger i zone et. Først tretten kilometer ude af byen skiftes der til zone to, hvilket fortæller hvor stor byen er. Her i Melbourne kan man faktisk købe sine billetter med kreditkort, men ofte foregår det ved at smide mønter i automaten. Her sammenligner jeg lidt med det mislykkedes forsøg vi kender fra bybusserne i Aarhus. Hvis man har enormt god tid, er det også muligt at anvende hestevogne til at komme frem. Det er ikke fordi de erhåbløst bagefter, at de har hestevogne, men for hyggens skyld. Apropos transport, er det vigigt at være klar over at de kører i venstre side af vejen og at de kører uden lys i dagtimerne. Bilerne har derfor set parkeret ud i mine øjne og det har til tider skabt lidt for spændende situationer. I Melbourne er det velanset at man går over for rødt, når der ingen biler er at spotte. Til tider kan jeg godt forstå at folk gør det, eftersom der kan gå op til adskillige minutter før der skiftes til grønt.

Generelt er det dyrt at leve i Melbourne, hvis man ikke kender de rigtige steder at handle. Da vi lige var ankommet anvendte vi et supermarket kaldet IGA, hvor otte gourmet tomater kostede $8 og gulerødder købte man stykvis. Ananas købte man i halveret tilstand og ølpriserne lukker man øjnene ved. En six-pack fandt vi billigst til $10. I blandt backpackers som jeg hørte under, findes der et ganske kendt fænomen kaldet goone. Det er enorm billig hvid/rødvin som folk drikker udelukkende på grund af prisen, men dog har jeg stoltheden tilbage og anvender helst øl. Dog er jeg ikke for fin til at drikke det såkaldte goone, eftersom det ikke smager allerværst med en smule sprite. Noget jeg med garanti ikke begynder på er at ryge. En pakke smøger hernede koster $25. Selv de mest inkarnerede ryger jeg hænger ud med overvejer at kvitte smøgerne. Så generelt set er det noget op ad bakke med de australske priser, men man vender sig til det.

Nogle af de særeste ting jeg har oplevet i Melbourne, er at de har fugle rendende rundt inde på diverse Mcdonalds restauranter, hvor der er placeret skilte på væggene, der fortæller at fuglene ikke må fodres. Det sørger fuglene selv, når folk efterlader deres mad på bordene.
En anden ting jeg blev overrasket over, er deres åbenhed for homoseksuelle. En dag da jeg stod og ventede på at fodgængerovergangen skulle skifte til grøn, drejede jeg hovedet rundt og spottede to fyre med lidt for mange gram på siderne stå og råsnave, hvor de samtidig gramsede sensuelt på hinanden. Ikke fordi jeg har noget som helst imod homoseksuelle, men jeg syntes det var lidt for mærkeligt og kiggede hurtigt væk. Jeg er ret sikker på at den slags udskejelser ikke ville være kærkommen på åben gade derhjemme.
Noget andet jeg synes der er værd at nævne, er de utallige hæveautomater, kaldet ATM, der findes alle steder. I de fleste butikker har de ATM'er placeret, som om det er et krav for at drive en forretning. Går man ned af en af gaderne i midtbyen, er det ikke usædvanligt at man støder på fem af dem. De vil virkelig sikre sig at alle render rundt med kontanter, for dernæst at få dem hurtigt omsat.

Når man nu engang kommer fra Danmark, er det obligatorisk at komme ind på vejret. Melbourne er ganske kendt for at have enormt varme vejrforhold uden de store mængder regn. Man hører ofte om skovbrande, der ødelægger store områder i Victoria staten. I min tid her i Melbourne er det ikke noget jeg har skullet frygte, da vejret har været meget varierende, der mest af alt minder om den danske sommer. I dagstimerne er det lykkedes mig at rende rundt i lange bukser og bluse, for at undgå at fryse. Overskyet og blæst har der været en del af og jeg er bange for at jeg begynder at blive mere bleg end solbrun. Det må vi have lavet om på. Der er et udtryk der hedder at rigtige mænd bruger ikke solcreme, men græder sig selv i søvne :D

Overordnet set er Melbourne en ganske fin by, men minder for meget om de forhold vi ser derhjemme. Til at studere i, har byen alt hvad der kræves,men det er ikke storbylivet, man skal tage til Australien for at opleve, men derimod den natur der huser landet. Derfor glæder jeg mig til vores tur på The Great Ocean Road, vi er ved aftale i givende stund.

Jeg vil slutte for denne gang og vil naturligvis vende tilbage snarest muligt med nye oplevelser. Denne gang vil der selvfølgelig ikke gå så lang tid :D