Afhentning af hippiecamper
Onsdag d. 20.04.2011

Langt om længe var påskeferienendelig kommet. Jesper og jeg havde aftalt at tage på roadtrip til Great Ocean Road og omegn. Vi havde et par uger forinden booket en varevogn. Ikke bare en varevogn man leverer hvidevarer og andet materiel i, men en hippiecamper. Ja det er lige så fedt som det lyder. I vognen var der plads til to mennesker, der ikke havde noget imod at ligge tæt om natten i den udslåelige queensize seng. Vognen var ligeledes udstyret med en vask, køleboks, lille gaskoger, elkedel og det gengse camping udstyr. Forberedelserne fra vores side til turen havde ikke være prangende. Der havde været travlt på universitet og ugideligheden omkring planlægning af turen havde ramt os hårdt. På den anden side var det jo rigtig hippiestil at tage afsted uden at være forberedt, så helt skidt tog vi det ikke.

Onsdag var dagen vi skulle afsted, men først var en laboratorieøvelse i vejen for vores tur. Ret klatøjet tog Jesper og jeg ud på rejsen ved anvendelse af offentlig transport ud til afhentningsstedet, hvor vores dejlige hippiecamper var lokaliseret. Vi fik betalt en rigtig god mængde penge for det, det nu kostede at leje sådan et stykke køretøj. Rundt regnet lød prisen på $100 per dag foruden benzin. Jesper havde ikke medbragt sit kørekort fra Danmark, fordi en dørmand havde taget det i tro om at han var under 18 år. Jesper er 26 år og det med dørmanden passede naturligvis ikke, men historien havde været god, hvis den var sand. Det betød derfor at jeg måtte stå for kørslen under hele turen.
Jeg hoppede ind bag rattet, hvilket var en rar fornemmelse. Derudover sad jeg og var sej med mine solbriller. Kort tid inden vi kørte derfra, stod Jesper ved sidedøren og rodede med sin taske, hvorefter jeg i spøg gassede op mens motoren kørte i tomgang. Det kunne han bestemt ikke lide. "Hallo hvad laver du? Lad vær med det" råbte han panisk. Latteren brød ud. Som om jeg ville tage afsted uden manden med Iphonen. Der var trods alt en navigator applikation installeret, som var anvendelig. Tiden var til at vi skulle afsted og det viste sig hurtigt at blive en udfordring. For det første var det over tre måneder siden jeg sidst havde kørt i varevogn, men hurtigt kom jeg ind i rutinen igen. Den anden udfordring var naturligvis at alt kørsel, orientering og manøvreudstyr i bilen sad omvendt, fordi der er venstresidekørsel i Australien. Faktisk gik det forbløffende godt. Dog opstod en spændende situation, da jeg på et tidspunkt var tæt på at tage et højresving som vi kender det hjemmefra, men heldigvis fik jeg zigzagget mig ud af situationen. Et stort grin udbrød hos os begge. Vi var på vej ned til starten af Great Ocean Road til et sted tæt på Geelong, hvor vi håbede på at finde et sted at overnatte. Vi kørte på motorvej som i øvrigt fungerede ret godt, selvom max hastigheden kun er 100 km i timen. Vi nåede til et sted der hed Motorhome Inn, der hurtig viste sig at være noget snusk vi ikke turde begive os ind på. Næste stop i navigatoren var Moolap Caravan Park. Det gik ganske smertefrit at komme derhen og vi fik hurtigt placeret vores hippiecamper på en græsplæne. Det var et sted jeg ret godt kunne lide. En venlig sjæl stod i receptionen og tog imod os. Dernæst viste han os hvor de forskellige faciliteter var lokaliseret. Det bedste og mest overvældende var at vi kunne opholde os alenepå en barbieque plads, hvor det var muligt at lave bolo i det fri. For jer der ikke er klar over hvad bolo er, så kan jeg meddele, at det er en fantastisk ret kaldet pasta bolognese. Et af vores mål med turen blev vi hurtigt enige om, at bolo ikke blot var et overvurderet måltid, der bikses sammen på et kvarter. Derimod skulle der ligges kærlighed i anretningen af boloen, som man iøvrigt ikke kan lave på under to timer. Hele denne fornøjelse med plads og overnatning lå i en pris af $25. Vi fik betalt og madlavningen gik i gang med de madvarer vi havde købt tidligere i et indkøbscenter på vejen.

Bells Beach, Split Point Lighthouse og Erskine Falls

Torsdag d. 12.04.2011

I dag kom vi ud af fjerene ved 10 tiden og var ret øre i hovedet. Vi havde nydt et par øl til vores fremragende bolo dagen tidligere. Hovedet kom hurtigt i orden igen ved at spise morgenmad samt at få en god kop kaffe. Et bad efterfølgende havde naturligvis heller ikke nogen negativ effekt på den fysiske tilstand.
Vi havde ikke rigtig den store viden omkring Great Ocean Road, hvilket resulterede i en beslutning om at følge ruten som Lonely Planet havde foreslået. Da vi var klar ved middagstid besluttede vi os for at tage til Rip Curl Pro ved Bells Beach. Igennem bekendte havde jeg hørt, at det var en del af ASP World Tour i surfing. Det lød umiddelbart ret begivenhedsrigt og interessant. Jesper og jeg fik mobiliseret os i vognen. På vej derned kørte vi igennem Torquay, som også er et kendt surfsted i blandt garvede surfere. Da vi ankom til Bells Beach oplevede vi en festivalsagtig atmosfære. Ualmindelige mange biler var parkeret på de tilstødende marker og i løbet af få minutter var vores egen hippecamper ligeledes parkeret. Tilskuerne var lokaliseret helt oppe på toppen af klippetoppen, som var rigtig mange meter over vandoverfladen. Det bidrog til besværligheder med at orientere sig omkring, hvad der foregik på bølgerne. Der var masser af kamerafolk til stede, som dækkede begivenheden, men ingen form for storskærm var opstillet, der kunne vise tilskuerne hvad surferne kunne af kunskaber. Det kunne vi godt have ønsket os, eftersom vi ikke havde medbragt kiggertere. En times tid og mange billeder senere i det gode vejr, valgte vi at hoppe i vognen og trille videre. Næste højdepunkt ifølge Lonely Planet, var et sted kaldet Anglesea. Her valgte vi at køre hurtigt igennem, eftersom der ikke var meget at se. Jeg sad bag rattet med foden placeret solidt på speederen, mens jeg sad og ventede på at Jesper skulle give lyd fra sig omkring det næste stop. I dette tilfælde endte det ud med at vi tog ud til Split Point Lighthouse, der lå på ruten mod Aireys Inlet. Vi tog naturligvis rå mængder af billeder. Split Point Lighthouse lå ud til kysten og under funktion kan tårnet ses fra 30 km afstand. Ude ved kysten var synet af kalkstens klipperne enormt flotte. Her kunne vi ikke stå savlende over det flotte syn ret meget mere og turen fortsatte mod Aireys Inlet, for at få en kop kaffe på en af byens parkeringspladser. Skyerne begyndte at trække sig over himlen og da kaffen var overstået kørte vi videre til Lorne. Lorne var et sted jeg har været før med RMIT surfclub. Jeg kendte naturligvis til forholdene i byen og kørte efter en Foodworks butik. Her provianterede vi og fandt ud af hvor næste destination var. Jeg havde hørt om et vandfald i nærheden af Lorne og var indstillet på at se det, men vidste ikke hvor det lå. Hurtigt stødte vi på skilte med teksten, Erskine Falls og det blev næste destination. Det var naturligvis et flot vandfald og mindede utroligt meget om vandfaldet vi så på Langkawi. Efter en hård og opslidende gåtur op og ned af trapperne til vandfaldet, måtte vi have endnu en kop kaffe.
På vej videre på Great Ocean Road kørte vi forbi en del campingpladser for at forhøre os om priser og tilgængelighed. Vi fandt en camplingplads, kaldet Kennett River Caravan Park, der var lokaliseret inde i en kløft som så ret fed ud. Vi endte dog med at tage på en campingplads ved navn Apollo Bay Holiday Park, hvor der igen var fine faciliteter for hjemmelavet bolo i det fri. Succesen fra dagen før måtte gentages og denne gang blev det heller ikke dårligt. Vores aften sluttede af med at vi sad med et hollandsk par og fik tømt vores køleboks for øl. Dagens mål blev opfyldt og vi krøb til køjs ved halv et tiden.

Wildlife Park, The Twelwe Apostles og Warnambool

Fredag d. 22.04.2011

Endnu en dag var kommet til os og vi vågnede lettere maltrakteret. Vi udførte vores daglige rutine med kaffe, toastbrød og et bad inden vi tog videre på Great Ocean Road. I dag var målet at få set nogle dyr der kendetegnede Australien og naturligvis The Twelwe Apostles ved Port Campell National Park. Vi startede bilen og kørte langs Great Ocean Road og så et skilt med rain forest walk og tænkte straks, at det var en fornuftig start på formiddagen. Vi drejede ind af en skovsti med grusvej og fortsatte seks kilometer ind, hvorefter kørslen blev alt for triviel og kedelig. Vejen var ualmindelig hullet og kringlet og ydermere kunne vi ikke se på vores navigator, hvornår vejen sluttede, hvilket ledte os til den beslutning at vende om, mens tid var. Selve skoven var naturligvis utroligt idylisk og regnen, der var faldet om morgen var begyndt at fordampe. Dette bidrog til en frisk luft og lugt af skov, hvilket var herligt. Vi nåede omsider tilbage til hovedvejen og turen fortsatte mod Port Campell National Park. Undervejs så vi et skilt med teksten "Otway Ranges Deer & Wildlife" og vi tøvede ikke et sekund med at dreje fra. Vi holdte ind og betalte de $9 dollars det kostede at se stedet. Det første vi stødte på var nogle popfugle der stod og spærrede vejen. Som straf mod dem, tog vi billeder af dem. På stedet var det muligt at se kænguruer, æsler, koalabjørne, heste, hjorte, emuer, dingoer og andre dyr. Mens Jesper og jeg befandt os på stedet, var det imidlertidigt omdannet til et diskotek, for blitzerne fra vores kameraer kørte konstant. Området var en lidt trist oplevelse, fordi dyrene i fangenskabet lignede nogle, der har en ret trist tilværelse. Rende rundt inden for et hegn, spise, eksrementere og sove er hvad de for tiden til at gå med. Jeg havde det lidt skidt på deres vegne, men hurtigt kom tankerne væk fra det scenarie, da jeg så elleve kænguruer hænge ud ved siden af hinanden i et andet lukket område. Det var ret komisk at se på, for det ligende virkelig en gangsterbande, man ikke måtte nærme sig. Jeg fandt derfor på The Roo Mafia. Da vi havde været på stedet i 45 minutter, var det tid til at foretage endnu en omgang kørsel på Great Ocean Road. Næste destination hed The Twelwe apostles. Da vi nærmede os kunne vi se en voldsom masse parkede biler. The Twelve Apostels atraktionen var virkelig turistpræget, hvilket betød at masser af folk var ankommet til området. Hippiecamperen blev parkeret og vi gik langs gangarealerne, der var lavet som rute til udkigsposterne. Det var nærmest umuligt at komme til for mennesker, der tog billeder, mens de samtidig vandrede frem og tilbage. Da vi nåede ud til det rette sted med udsigt, begyndte kameraer igen at køre på fulde drøn. Himlen på dette tidspunkt var skyfri, hvilket gjorde synet af kalkstensklipperne enormt flotte. Bølgerne brusede indover stranden, hvilket igen var ganske pænt. Desværre tog den voldsomme blæst lidt af fornøjelsen af det hele og da vi havde taget en god mængde billeder måtte vi atter på vejen igen. Efter min mening var The Twelwe Apostles noget overvurderet. Jeg havde desværre sat for høje forventninger til attraktionen og måtte tage derfra noget skuffet.
Alt den friske luft vi havde fået i dag havde gjort os sultne og da det var over et døgn siden vi havde fået vores junkfood fix, måtte vi på grillbar i den nærmeste by kaldet Port Campell. Her fik vi en stake sandwich, hvilket var et nyt, men et meget middelmådigt måltid. Da dette måltid var overstået besluttede vi os for at finde et sted i Warnambool vi kunne overnatte. Vejen kaldte på os og vi drog mod Warnambool, dog med en mellemdestination på et hvalsted. Her skulle det efter sigende være muligt at spotte hvaler vende i vandet, men det var slet slet ikke tilfældet da vi kom forbi, hvilket resulterede i at vi hurtigt kørte videre til en campingplads i Warnambool kaldet Figtree Holiday Village. Alt var optaget. Var det her vores held vendte? Vi blev ikke længe for at finde ud af det og allerede fem minutter senere ankom vi til næste campingplads i byen, kaldet Holiday Camping. Hippievognen parkerede vi på et lille fint græsareal, hvorefter vi ilede ind til receptionen. Til vores held havde de et lille areal ledigt nede bagerst, hvilket vi straks sagde ja til. Receptionsten skulle blot have $35, nationalitet og navn. Jesper havde dagen forinden sagt, at næste gang han tjekkede ind på en campingplads ville han skrive Jelle Far som navn. Det troede jeg naturligvis ikke på, men han holdte sit løfte og da jeg så ham skrive Jelle Far på blanketten kunne jeg simpelthen ikke holde masken. Det var så vildt at jeg var nødsaget til at finde mine dybe skuespiller egenskaber frem og lave afledningsmanøvre ved at vende mig om og kigge interesseret på en plakat i vinduet. Lollemusklen var særdeles aktiv i dette øjeblik og senere fortalte Jesper at han også havde svært ved, at undgå at flække sammen af grin, fordi han hørte grynt fra mig. Receptionisten var enorm flink og det virkede lidt som en latterliggørelse af hende, at vi stod og grinede, så jeg gik derfra i håbet om, at hun ikke opdagede vores lille sketch. Efterfølgende kørte vi tilbage til byen for at proviantere, men eftersom byen havde lukket samtlige supermarkeder ned på grund af Good Friday fik vi kun øl med. Det var så snedigt indrettet, at der var en Bottle Mart, der virkede som drive through butik. Vi kunne bare sidde på vores flade og handle. Vi vendte dernæst tilbage til vores lille flække vi havde fået tildelt på campingpladsen og fyrede op for elkedelen, så vi kunne få vores eftermiddagskaffe. Når man har sagt eftermiddagskaffe har man ligeledes sagt godbid og i dette tilfælde stod den på små påskeæg fremstillet af mælkechokolade. Jeg bed toppen af påskeægget af og hældte lidt kaffe i og tog et kaffeshot. Det var en god oplevelse og den ville jeg naturligvis gerne udføre igen. Denne gang smeltede ægget dog og kaffen med chokoladefragmenter havnede på mine bukser. Flot Thomas, men vi morede os meget over det. På grund af nedlukning af butikkerne den dag havde vi ingen ingredienser til at lave bolo, hvilket betød at vi måtte drikke det vi nu havde købt til aftensmad. Sjov og mindeværdig aften skal jeg hilse og sige.

Tower Hill og Portland

Lørdag d. 23.04.2011

Endnu en dag var kommet og det betød at vi skulle op. Jesper og jeg var noget reducerede da vi kom ud af sengen. Campingmutter havde sagt til os, at vi ikke behøvede at skynde os med at komme af sted kl. 10, hvis der ikke var kommet en ny bestilling på vores plads. I vores tilfælde var det meget kærkommen, for det betød at vi havde tid til at proviantere i den nærliggende Aldi Food Store i Warnambool. I løbet af natten var vi nemlig løbet tør for toastbrød og skinke på grund afsulten, der havde trukket sig på. Det blev naturligvis til en pinlig situation for vores røgalarm blev aktiveret, mens vi ristede toastbrød på det ukristelige tidspunkt klokken 01.00. På campingpladsen var der placeret kæmpe skilte med regler om ro efter kl. 22 om aftenen, hvilket vi hurtigt fik forudlempet. Heldigvis hørte vi ingen klager dagen efter og vi trillede derfra ved middagstid. Vores næste destination var turist information centeret, hvor planen var at forhøre os omkring seværdigheder. Vi fik kastet omkring syv brochurer i hånden af den venlige dame bag disken. Efter ti minuttters snakken frem og tilbage blev vi enige om at tage til Tower Hill. Et meget bjerget og smukt landskab, der var centreret omkring en sø. Inden den venlige dame lod os gå benyttede hun lejligheden til at foreslå os en kop kaffe. Hvorfor mon? Så vi så trætte ud?
Vi kørte ind af en vej og fik hippiecamperen parkeret. Det var tid til at opleve den friske luft på ny med en rask gåtur op af en stejl bakke. På vej op af bakken stod en flok på seks mennesker og snakkede, mens de betragtede noget i buskene. Jeg overhørte et ord, som var snake og i samme øjeblik jeg hørte ordet fik jeg hårrejsning på arme og ben. Jesper vidste at jeg har fobi for slanger og han kiggede forhåbningsfuldt på mig og ventede på min paniske reaktion. Han fik sit billige grin og situationen blev hurtig mere afslappet da folkene sagde, at den var for doven og min frygt for et slangeangreb med døden til følge blev afværget. Vi fortsatte videre til toppen af bjerget og betragtede den smukke udsigt. En masse billeder blev taget og vores vandring tilbage mod bilen begyndte.
Jesper med sin seje iphone plottede Port Fairy ind på navigatoren og turen kunne derfor fortsætte. Port Fairy var sidste destination på Great Ocead Road som Lonely Planet havdebeskrevet. Ved vores ankomst til byen nær en surfstrand, indså vi hurtigt at stærk kop kaffe var nødvendig. Mens hyggestunden stod på, bemærkedevi folk med misundelige blikke køre forbi og til sidst stoppede enfamilie op foran os og kiggede på os, hvorefter de sagde at vores vogn var vildt sej. Det er altid rart med lidt opmærksomhed i ny og næ. Kaffen var opsluppet og turen måtte atter fortsætte. Denne gang var destination Portland, der lå syd på. Der var omtrent 80 km og det lød jo meget nemt lige at overstå. Her gik det op for mig at Australien har enormt lange afstande. Særligt når man skal køre ligeud i 40 km af gangen. Hele tiden kom der skilte op ved vejkanten der hentyde at, hvis man var træt var det bedst at holde ind og tage en powernap. I starten tænkte jeg hold da op, men som turen fortsatte begyndte jeg at forstå hvorfor skiltene i det hele taget var der, for min egen træthed var begyndt at melde sig. Næste ting jeg måtte sande, er at rette opmærksomhed på tankbeholdningen og fylde op i tide. Australien har som sagt lange afstande og det er ikke sikkert at man støder på en tankstation indenfor de første 50 km. Nervøsitet var tæt på at opstå og det var da lige ved at gå galt for os, da nålen på benzinmåleren nåede tæt på tom. I den forbindelse er det værd at nævne, at det er ret upraktisk med en vogn med en benzintank på 40 liter. Det lykkedes os dog at finde en Shell tank lige inden vi nåede til Portland. Da denne beskæftigelse med påfyldning af benzin var overstået var sulten hos os enorm. Vi kørte ind til den nærmeste KFC og fik bestilt en af de berømte The Dubble, der var to friturestegte kyllingefileter med ost og bacon imellem. Efterfølgende sagde vi til hinanden, at nu havde vi prøvet det, men det var ikke noget vi ville prøve igen. Vi kunne ikke rigtig overskue flere seværdigheder den dag, så vi besluttede os for at finde et supermarked og købe ind til bolo samme aften. Desværre var de løbet tør for hakket oksekød på 500 gram, så vi besluttede os at smide oksestrimler i i stedet. Rødvin var ligeledes købt ind, men her valgte vi at vente med den, da vi havde aftalt, at der kun måtte ske en ændring i boloen per dag. Vi fandt efterfølgende en caravan park ved navn Henty Bay Beach, hvor vi tjekkede ind for natten. Overordnet set havde dagen været præget af vores reducerede tilstand. Ydermere har situationen været præget af stærkt skiftende vejr.

The Crampians og The Picaninny

Søndag d. 24.04.2011

Vi havde besluttet at tage til The Crampians, der var en kæmpe naturpark et sted omkring 80 km nord for Portland. Undervejs på den lange tur havde Jesper ytret sig om en rygepause, men jeg var fuldstændig kold overfor pauser på det tidspunkt, indtil vi nåede forbi en maskinstation, hvor de solgte John Deere traktorer og tilhørende maskiner. Traktortræk i Boulstrup var på det tidspunkt kommet op i mig og jeg tog en masse billeder. Da traktor rusen og smøgen var overstået fortsatte rejsen. Vi havde hørt at området og dets campingpladser skulle være tætpakket med feriegæster i påsken. Vi valgte alligevel at køre ind til den første campingplads, der lå på vores vej i en meget lille by kaldet Dunkeld, for at forhøre os om de havde en ledig plads. Til vores held kunne de lige presse os ind på en plads, der faktisk allerede var optaget, men pladsen havde et mindre græsareal frit vi kunne ytre os på. Faktisk havde det ikke været svært endnu at finde ledige steder på rejsen, hvilket højst sandsynligt havde noget at gøre med at pladsbehovet for hippiecamperen ikke var synderlig krævende. Med vores nuværende pladsbooking var vi klar til at fortsætte mod The Crampians. På vejen dertil var der naturligvis også en del udkigsposter, som vi anvendte en del. På et tidspunkt kørte vi ind af en skovvej kaldet The Picaninny , hvor vi stopppede op og foretog en gåtur på 1,2 km for at nå en bakketop. Her fik vi taget en masse billeder og fik virkelig nydt udsigten. Turen derop var en lille smule kringlet eftersom det foregik i en jungle. Hver eneste gang vi gik forbi en bestemt plante, kunne vi ikke undgå at få stilkerne til at rasle mod hinanden, hvilket lød præcist som hvis der havde kravlet en dræberslange rundt derinde. Op til flere gange opnåede jeg kuldegysninger og Jesper i baggrunden var ikke den sidste til at grine. Selve turen mindede meget om vores junglevandring i Malaysia, men denne var slet ikke nær så hård og vi nåede trods alt en bakketop. Da dette vandreeventyr var overstået hoppede vi ind i bilen igen. Vi havde imidlertidig fået sulten til at trække hårdt ind på os, hvilket betød at et stop var nødvendigt, for at proviantere. Den foregående dag i Aldi havde vi købt cupnoodles, som vi nu var i færd med at spise. I vores færd med at spise kom en gutinde hen til os og spurgte os om noget på dansk. Det havde vi ikke lige forventet. Hun var fra Danmark, men boede i Brisbane. Hun havde ikke været i Danmark i 28 år, så hun kendte ikke til det radioprogram vi hørte på det tidspunkt, men alligevel var hun i stand til at føre en samtale med os. Hæhæ tænkte vi og kørte videre. Vi havde ligeledes fået fortalt at på grund af uvejret henover sommeren var en af hovedvejene i området skredet sammen, hvilket betød at vi måtte køre i over tyve kilometer på en grusvej. Her var landet ualmindeligt flat og meget ligeudadgående. Lidt trivielt, men dog var selskabet af Jesper Hauge og hans iphone med podcast fra DR's hjemmeside med Mads og Monopoloet med til at gøre turen lettere. Humøret var højt og Jesper kunne ikke lade være med at pille mig i nakken på grund af kedsomhed. Til sidst blev det nok og jeg måtte sætte ham af og køre videre. Dog forbarmede jeg mig over ham og satte øsen i bakgear og hentede ham igen. Så havde jeg da i det mindste vist ham, at jeg ikke var bange for at give konsekvenser, for den salgs forudlempninger af chauføren. Vi kørte ud af det bjergede område omkring Dunkeld, for at lede efter et supermarked. Vi manglede lidt ingredienser til vores bolo. Pakken med bacontern var nemlig væltet ud over hele køleboksen om morgenen, hvilket var til stor irritation, fordi vi stod og skulle forlade campingpladsen ret hurtigt. Vi fik gjort rent og smidt baconternene ud på græsset. Hvis der vokser bacontræer så ved vi hvorfor. Vi fik købt de nødvendige ingredienser og kørte tilbage til pladsen. Atmosfæren på campingpladsen var virkelig afslappet, hvilket vi godt kunne lide. Allerede kl. 16 begyndte campisterne at smide brænde i deres tønder og gøre klar til at lave aftensmad. Dette bidrog til en dejlig røget lugt på hele campingpladsen. Naturligvis sad de på deres campingstol med en øl eller et glas vin i hånden, mens dette stod på. Rigtig god camperstil.

Camping Paradise og The Pinnacle

Mandag d. 25.04.2011

I dag startede vi med at spise morgenmad og drikke en stærk kop kaffe. Næste punkt på dagsordenen var at gå en tur i området ved campingpladsen, hvilket hurtigt blev overstået, da der ikke var meget at se. Vejret var enormt godt. Langt bedre end de tidligere dage, hvor det primært havde været skiftende mellem regn, overskyet og klar himmel.Tilbage til bilen var næste opgave og vi kørte dernæst mod Halls Gab. Vi kørte i en lille times tid og nåede til en lille by ved navn Ararat, hvor vores interesse i første omgang lå i at proviantere, men det viste sig ikke at være muligt da de først opnåede kl. 13. Grunden hertil var noget lukning af butikker i forbindelse med helligdagene. Vores tålmodighed var ikke længe tilstede og vi tog op til en bakketop, der lå lige i området, for at nyde endnu en smuk udsigt. Hurtigt blev vi sultne, hvilket resulterde i, at vi drog tilbage til Ararat for at få noget japsermad, for igen at vende tilbage til bakketoppen. Her nød jeg min BBQ box, mens vi ligeledes fik taget uendelige mange billeder af udsigten. Solen skinnede, men her kunne vi ikke sidde hele dagen. Turen fortsatte mod Ararat igen for at købe ind til bolo samme aften. Denne gang lykkedes det os for alvor at få købt det nødvendige ind og turen kunne nu fortsætte mod Halls Gap. På et tidspunkt på vores tur, som i øvrigt bestod af meget lange strækninger, stødte vi på en grusvej, med det fineste orange grus med de flotteste grønne træer i en allé langs vejen. Det var virkelig et flot syn, fordi solen virkelig kunne lyse farverne op. Vi besluttede os for at køre en ind til en campingplads, navngivet Camping Paradise med beliggenhed fire kilometer inde af den føromtalte grusvej. Vi holdte ind ved receptionen og blev mødt af en ældre herre. Det så virkelig flot ud i området og vi valgte straks at få en plads. Gutten fortalte os ligeledes om nogle attraktive steder, der var i nærheden og vi måtte igen på farten. Campingpladsen var et pitstop og turen mod Halls Gap fortsatte. Da vi nåede til den Halls Gap, besluttede vi at en vandretur i skoven ikke var en dårlig måde at få motioneret på. Vi havde forhørt os om en bjergtop ved navn Pinnacle, som så yderst interessant ud. Da vi kiggede på brochuren over Pinnacle stod der at bjerget havde en højde 400 meter, hvorefter jeg straks sagde, "Hold da op, det er jo ingenting!". Senere måtte jeg sande at det var en ret hård og opslidende rute. Ruten startede blidt med få trin af gangen, men det var mest for opvarmningens skyld. Senere kom der stejle jerntrappetrin og mange af dem. Det førte naturligvis videre til vandring på sten og klipper, der virkelig satte ankler og achillescene på prøve. På vej derop mødte vi en parkbetjent, der anbefalede os at vende om ved den første udkigspost på ruten. Dette fortalte hun os på baggrund af mørkets frembrud der var nært. Vi havde på forhånd aftalt med hinanden, at ved bestigning af et bjerg, skulle vi gøre det fuldt ud den første gang og ikke over to gange. Rebelskheden gjorde dybe indgreb i os og vi valgte at fortsætte mod toppen af bjerget. Folk vi mødte forskellige steder på ruten derop, blev af en eller anden grund ved med at sige, at det tog en time at nå toppen. Det måtte have været ganske langsomme folk, eftersom vi snakkede med en gut ved starten af ruten, der sagde at det kun tog en time i alt. Vi vidste ikke om vi skulle græde eller le, for en time var meget i det terræn, når man tager vores fysiske form under overvejelse. Trætheden meldte sig, men til sidst lykkedes det os at nå toppen.

Her fik jeg virkelig sat min højdeskræk på prøve, da naturen i sig selv ikke har skærmet klipperne. Der var virkelig langt ned og bare ved synes gjorde mig dårlig. Naturligvis fik vi taget enormt mange billeder, men vi kunne desværre ikke blive der for evigt, eftersom mørket var på vej. Det ville være rent selvmord at gå tilbage mod bilen i en mørk og kringlet skov, selvom Jesper kunne have anvendt sin lygte i sin Iphone. Vejen ned virkede som evigheder, men dog lykkedes det til sidst at nå parkeringspladsen. Vi skulle ind at mødes med Jespers værelseskammerater for at sige hej på en tilstødende café. Vi havde mødt dem på ruten op mod toppen af bjerget. Vi aftalte med dem at vi fandt en plads den næste aften til vores vogn i nærheden af hostelet hvor de holdte til. Vi vendte tilbage mod Camping Paradise for at lave aftensmad og for en gangs skyld stod den på bolo.

Halls Gap og Seppelt

Tirsdag d. 26.04.2011

Tidspunktet var kommet til at vi skulle op. Det lykkedes os til dels, men badet måtte vi springe over. Vi havde tid til det, men vandet de anvendte på campingpladsen var simpelthen for ulækkert, fordi det var helt brunt. Vandet kom fra de nærliggende bjerge i området og campingforstanderen havde fortalt at vandet var filtreret op til flere gange, så vi kunne sagtens benytte det. Der var bred enighed om at vi ventede med badet til vi ankom til Halls Gab. Motoren til hippecamperen blev startet og Camping Paradise var nu et afsluttet kapitel på rejsen. Desværre var turen mod Halls Gap en lidt trist oplevelse på grund af alle de roadkill af kænguruer, dingoer og andre smådyr der lå i vejkanten. Lettere klistret ankom vi til campingpladsen og fik vores plads til vognen. Næste punkt på dagsordenen bestod i at få et tiltrængt bad. Efter vores bad tog vi ned til turist informationscenteret, for at forhøre os om seværdigheder i området. Som tidligere nævnt havde der været sammenskred i området, hvilket betød at mange af turistattraktionerne var lukket ned for besøgende. I brochurerne, havde de reklameret med en del vingårde. Ved en af vingårdene i brochuren var det muligt at se billeder fra deres vindkældre, hvilket så enorm interessant ud. Ligeledes var der rundtur kl. 14 samme eftermiddag, hvilket passede ganske godt ind i vores detaljerede program. Stedet hed Seppelt. Beslutningen om at tage derned ­tøvede vi ikke et sekund med, men først skulle vi have løst et andet opstået problem, der hed sult. Vi vurderede at der måtte ligge et spisested på vejen mod den føromtalte vingård, hvilket senere viste sig at være sandt. Vi stødte på en grillbar i en lille by kaldet Stawell. Dette var ikke det eneste spændende byen havde at byde på. På vejskiltene inden byen, stod der beskrevet, at det var en guldmine i nærheden. Vi fik bestilt vores pizza og forhørte os med damen bag skranken, om hvor denne seværdighed befandt sig. Vi forsøgte at følge hendes råd, men da vi nåede til stedet, hvor guldminen var blev vi stærkt skuffede. Det viste sig at være en arbejdsplads, hvor uvedkommende var nægtet adgang. Vi forhørte os hos en af gutterne på arbejdspladsen, og han sagde at der var lidt at se længere nede af vejen, men at det ikke var besværet værd. Vi besluttede os dernæst for at finde en bakketop, hvor vi kunne nyde vores pizza inden vi skulle besøge vingården.
Solen skinnede fra en skyfri himmel og vi skulle på vingård. Det var virkelig godt. Vi trillede fra bakketoppen og var på vej mod Seppelt Winery. Da vi ankom til stedet blev vi mødt med en rigtig flot vingård, hvor alt åndede fred og idyl. Der kunne ikke sættes en finger på deres gartneriske evner på stedet. Græsset var nyslået, buskene klippet tæt og parkeringspladsen fejet af. Vi trådte ind i receptionen, der var ret nostalgisk indrettet. De havde virkelig prøvet at bevare stilen fra 1800-tallet, hvilket var en fryd for øjet. Vi fik betalt $16 for den komne rundtur. Klokken rundede 14 og en yndig dame kom os i møde, hvorefter hun startede med at fortælle os om historien bag vingården. Hun fortalte ligeledes at stedet udover at fremstille vin, blev anvendt til bryllupper, konferencer og den slags. Vi blev efterfølgende ført ind i en af salene, hvorefter vi gik ned af en rampe, der ledte os otte meter under jordens overflade. En ret klaustofobisk fornemmelse. Det var hernede de i gamle dage bryggede deres vin og lagde det på flaske. I de lange underjordiske gange, der strakte sig over tre km, havde de opstillet gammelt produktionsudstyr. Det så virkelig primitivt ud den måde de lagde vin på flaskerne og for ikke at tale om det monotome arbejdeforløb de udførte. Guiden nævnte for os, at en af arbejderne havde til opgave at dreje og vende flasker i et stativ, for at få den rigtige process ud af gæren.

Det kunne han formå at gøre 52 gange i minuttet, hvilket virkede ret surrealistisk, når man sammeligner med hvad moderne teknologi kan nu om dage. En time og ufattelig mange billeder senere nåede vi til højdepunktet på turen, hvilket bestod i vinsmagning. Normalt er jeg ikke den store vindrikker, men her måtte jeg bukke mig sandet, for de smagte faktisk ret godt. Der var fire forskellige vin på menukortet vi kunne smage. Efter smagsprøven af de fire vine besluttede vi os for at købe en vin fra 2006 kaldet Salinger. Det var en mousserende hvidvin til $30. Humøret efter vinsmagen var højt, og da det havde lagt sig lidt, fortsatte vores tur mod en anden vingård der lå i nærheden. Vingården kan jeg ikke huske navnet på, men tiden vi brugte der var stærkt reduceret i forhold til det tidligere sted.
Da vingårdsbesøgene var overstået kørte vi tilbage mod Halls Gap. Vi havde ikke rigtig fået købt ind til bolo og havde egentlig heller ikke energi til ret meget indkøbt. Vi havde derimod stadig pizza tilbage fra tidligere. Vi valgte den hurtige og nemme løsning og spiste det.
Da mørket ligeså stille trængte sig på begyndte kænguruerne at komme til campingpladsen. Det er et ganske venlig og nysgerrig væsen. Senere på aftenen, da vi sad sammen med Jespers værelseskammerater ved et barbeque sted, var der en kæmpe hær af kænguruer. Øllene blev en stund glemt, fordi fodringen af kængururer var lidt mere spændende.Desværre bliver kænguruer anset som værende et skadedyr af mange mennesker i Australien. Her sluttede vores aften og vi krøb til køjs.

Aflevering af bilen

Onsdag d. 27.04.2011

Alt ferie har desværre en ende og nu var turen også kommet til os. Ved 11-tiden skulle vi forlade campingpladsen. Vi fik delvist gjort bilen ren indvendig og samlet vores ting sammen. Da vi kørte ud på hovedvejen plottede Jesper udlejningsfirmaets adresse ind på navigatoren og til min store overraskelse fik jeg oplyst at vi skulle fortsætte lige ud i 175 km. Åh gud var min første tanke. Den næste tanke var at det næsten var omkring halvdelen af Danmarks bredde vi skulle køre for at komme til Melbourne. Dog gik det ganske smertefrit og inden vi vidste af det, var vi ankommet nord for Melbourne, hvor vi holdte ind på en tankstation. Benzin blev fyldt på og en bilvask blev foretaget, hvorefter turen fortsatte. Da vi ankom til udlejningsfirmaets adresse fik vi parkeret bilen, hvorefter vi begyndte at fjerne vores ting fra bilen. Midt i det hele kom den enorm irriterende dame fra udlejningsfirmaet ud og nærmest beordrede mig til at aflevere nøglerne, mens hun efterfølgende sagde, at det ikke var vores bil mere. På det tidspunkt var trætheden og irritationen høj, så vi fandt det ikke ret morsomt. Hun havde godt nok være kønnere, hvis hun ikke havde sagt noget. Det næste hun opdagede ved gennemgang af bilen, var nogle ridser på bagkofangeren, som hun bestemt mente ikke var tilstede da vi modtog bilen. Hun sagde ydermere at hun gennemgik disse biler hver dag, så vi havde ikke så meget at skulle sige. Heldigvis havde Jesper taget et billede af en ridset kofanger med sin Iphone da vi overtog bilen. Heldigvis endte det ud med at vi ikke fik en regning for den. Desværre var jeg kommet til at knække et stykke plastik af holderen til brændslukningsflasken. De betød atjeg måtte slippe $75 for ny brændslukningsflaske inklusiv holder. Ret dyrt for en holder, men okay. Det mest uproffesionelle og morsomme den dag var uden tvivl, da jeg måtte køre kortet igennem kreditkortsterminalen. Hun kunne ikke få den til at ringe op og bekræfte mit kreditkort. Det næste hun gjorde var at skifte stikket ud, og da det heller ikke virkede, kom situationen ud af kontrol. I det tilstødende lokale havde de et stik, der fungerede, men lokalerne var adskildt med en dobbelt gipsvæg. En af hendes kollegaer som hun på værste kællingevis havde fået til at kravle på gulvet for at presse stikket igennem væggen, fik pludselig et kæmpe chok. I mellemtiden havde hun været ude i værkstedet for at hente en mukkert, hvorefter hun bankede et kæmpe hul i den ene gipsvæg for at få gennemgang. Wupti så virkede kreditkortsterminalen igen, men hold da op det virkede yderst uproffesionelt, at vi som kunder skulle opleve det. Nu handlede det udelukkende om at komme hjem og vi var igen underlagt offentlig transport.

Ferien var slut nu og hverdagen begyndte at ånde os i nakken igen. Men det havde været utrolig dejligt at komme væk fra universitet i den uge. Jeg har haft en ret sjov tur med Jesper, selvom vi til tider godt kunne gå hinanden på nerverne. Vi havde aldrig klaret turen uden hans Iphone. Han var særdeles god til at minde mig om at jeg skulle overholde fartgrænserne, hvilket gør at han nok skal blive en god kone en dag :D. Ydermere kan det fortælles at vi mødte australier på en helt anden måde end tilfældet har været i Melbourne. Melbourne er en multiculturel by, men det kan man på ingen måde sige at the country side var. Folk var generelt langt mere imødekommende og venlige, hvilket var ret rart at opleve. Nu havde jeg endelig oplevet en del af Australien, som jeg i første omgang var taget afsted for.

Jeg vil med disse ord afslutte denne blog, men håber snart at få et lille pusterum fra slaveanstalten de kalder RMIT, så jeg kan fuldføre en anden igangværende blog.