Det var blevet tid til at forlade Langkawi. Det var tidligt om morgenen og de to andre gutter jeg skulle rejse med var kommet sent hjem og lignede mildest talt en trafikulykke. Jeg havde været så fornuftig at tage tidligt hjem aftenen inden for at sove. Det skal dog siges at det var et mindre uheld. Vi havde fået fint mad om aftenen og jeg trængte virkelig til en lur. Meningen var at jeg skulle ned til Babylon bar efter min lur, men vågnede aldrig ordentligt igen, så jeg var nogenlunde frisk morgenen efter.

Vi fik os kæmpet i en taxa der kørte os til lufthavnen. Vi fik foretaget os det nødvendige for at komme ombord på flyet og var ellers klar til at tage afsted.
Flyturen var en af de mest behagelige på denne rejse, og det er kun på grund af at der ikke var skrigende børn til stede. Vi ankom til Kaula Lumpur og var virkelig lost. Alle navne og steder stod på et fremmed sprog og virkede ualmindelig uoverskueligt. Inden længe fik vi dannet os et mindre overblik over situationen og stilede efter et hostel. Efter kort gågang støtte vi på en gut, der gav os en flyer med Oasis Guesthouse. Vi tænkte, tjae hvorfor ikke og gik mod hans Guesthouse. Da vi kom op af trappen så vi at der lå et helt bjerg af sko. I Malaysia er det en skik at tage sin sko af inden man begiver sig ind på et hostel. Vi får et dobbeltværelse, hvor der er lagt en madrasmellem to senge. Vi kom til at ligge tæt. Meget tæt, da rummet kun var syv kvadratmeter og uden aircondition. Ikke desto mindre havde vi et sted at sove.
Sulten havde for alvor ramt os og der faldt hurtig enighed om Mcdonalds. Vi trængte virkelig til noget hjemligt føde og i løbet af ingen tid havde vi slugt en bigmac burger tilhørende fritter og cola. Næste punkt på dagsordenen var at se Petronas towers og det kæmpe indkøbscenter, der lå i forbindelse med tårnene. Vi tog en metro derhen og igen var det virkelig billigt at transportere sig. Tre kroner for at transportere sig en mindre bydel hen.
Da vi ankommer til stedet kom vores smidighed på prøve. Ved at stå ved roden af tårnene og kigge op kom der hurtigt smerter i nakken. Petronas Towers er et helt vanvittigt byggeri. Verdens højeste bygninger fra 1998 til 2004, indtil de blev overhaldet af et andet tårn kaldet Taipei 101 med beliggenhed i Kina. Det er dog stadig verdens højeste tvillingetårne. Den udvendige beklædning er primært af rustfrit stål, hvilket så ret fedt ud. Bygningerne er hver på 88 etager og toppunktet på antennen på hver af tårnene er 451,9 meter.
Da vi bevæger os indenfor, bliver vi mødt af et kæmpemæssigt indkøbscenter, der ligger under hver af tårnene. Vi oser lidt rundt og jeg får købt mig en toliettaske. En bekymring mindre. Efter et stykke tid beslutter vi os for at få en normal kop kaffe og så komme hjem af igen. Men vi finder hurtigt ud af vi skal sætte mindst en halv time af til projektet, da en normal kaffe ved Starbuck Coffee er på en halv liter. Efter et par toiletbesøg og kaffen kunne vi atter drage videre. På vej hjem gik vi igennem et stort marked, der lå i Chinatown, der havde alverdens kopiprodukter at sælge. Produkterne må være enormt billige i indkøb, eftersom der var ualmindelige mange forretninger der solgte identiske produkter.

Som afslutning på aftenen tog vi metroen tilbage til Petronas Towers for at spise Sushi. Det var en ret blæret oplevelse at spise sushi. Vi satte os ved at bord og maden kom via transportbånd til os. Vi kunne sidde og se kokkene tilberede maden, hvorefter de placerede retterne på transportbåndet. Ret fed måde at servere mad på. Når man har sagt sushi, har man ligeledes sagt Wasabi. Det er noget tilbehør man blander op med soya og det skal vitterligt spises med måde, da det i store mængder er ret stærkt. Da vi havde spist måtte vi bare ud at se tårnene lyse op i mørket. Det var virkelige et fedt syn. Endnu federe end at se dem i dagslys. Her vil jeg henvise til billedet på, der tilhører bloggen her.

Da vi var kommet over synet vendte vi atter hjem for at sove.

Da vi stod op næste formiddag efter en miserabel søvn havde vi to valgmuligheder. Morten havde for første gang i sit liv haft en succesoplevelse på Mcdonalds og var klar på en ny omgang fast food fra den gyldne måge. Det andet valg lød på om vi skulle vælge noget lokalt for at spare lidt penge. Vi stod og diskuterede frem og tilbage om hvilket mad vi skulle vælge, mens vi pakkede vores ting sammen og fandt frem til at vi skulle prøve noget lokalt. Som sagt så gjort.

Dernæst hoppede vi på en bus uden at være sikre på hvor den ville bringe os. Efter at have kørt i et kvarter ankommer vi til en busterminal, hvor der lynhurtigt opstår kæmpe kaos. Inden vi overhovedet når at få vores tasker på og kommer af bussen bliver vi changhai'et af en lokal fyr, der vil sælge os busbilletter til Melaka. Vi bliver ført ind i en kæmpehal, hvor der er busbilletboder så langt øjet rakte. Hver eneste bod havde forskellige destinationer i Malaysia de ville sælge billet til og de kæmpede hårdt om at få fat på kunderne. Inden vi nåede ind til boden vi skulle købe billet ved nåede vi at blive spurgt tre gange af andre sælgere. En ting man kan sige om asiasiske lande er at de virkelig gerne vil sælge deres varer i områder, hvor konkurrencen er stor. De bliver ret nærgående og det bliver særdeles ikke mildere, hvis man ser vestlig ud. Vi er lette at påvirke til at købe deres varer.

Vi ankom til Melaka efter to timers buskørsel. Udemærket tur udover at det sejlede med vand ind fra vinduerne. Det havde regnet hele dagen og det så ikke ud til at stoppe foreløbigt. Jeg havde ikke forventet at få brug for min regnjakke før engang i maj. Næste overraskelse vi støtte på var en gut der changhai'ede os da vi steg af bussen. Morten havde booket senge på et hostel i byen og værten havde tilfældigvis tjekket Morten ud på facebook, så han var kommet for at hente os. Enorm god service til ingen penge.
Da vi tjekkede ind på vores hostel kom vi i kontakt med to gutter fra Schweitz og Slovenien. Vi tog ned i byen for at få noget at spise, men det var noget af en mission, eftersom alt stort set havde lukket. Senere fandt vi ud af at Melaka er lukket helt ned én søndag hver måned, og det var lige præcis den søndag vi var der. Ikke skide god timing. Vi havde håbet på at se markedet som lonely planet havde nævnt, men dette kunne vi skyde en hvid pil efter, da der som sagt var fuldstændig nedlukning af byen.
Til sidst lykkedes det os at finde et sted at spise. Efterfølgende skulle vi naturligvis have en øl et sted og valget faldt på et sted der havde live musik. Live musik er måske en overdrivelse, da musikken var indspillet på keyboard og lod virkelig rædderligt. Dertil var musikken høj og to damer stod og sang kareoke. Samtidig fik vi en lokal øl, som hverken smagte af noget eller havde kulsyre. Vi var de eneste gæster på stedet, men hele situationen virkede til at de gerne ville af med os. Dette blev bekræftet da vi gik forbi anden gang, hvor de spillede god gammeldags Guns'N'Roses på anlægget. Hmm :).
Vi støtte på nogle andre folk og gik til deres hostel for at afslutte aftenen med et par øl. Da hele byen var lukket ned besluttede vi os for at træske hjem til vores eget hostel igen for at få sovet. Dog finder vi ud af at Danmark spillede VM finale mod Frankrig, så søvnen blev udskudt et par timer. Vi sad i stue med to franskmænd. Hver nationalitet skiftede til at juble, hvilket var ret sjovt at se på. Desværre for os valgte Danmark selv at smide sejren væk i de døende minutter. Skuffelsen var stor og inden jeg selv vidste af noget, lå jeg i sengen for at sove.

Nu vil jeg afslutte min blog for denne gang. I morgen tager vi til Singapore i bus. Vi tager en overnatning i Singapore på The Little Red Dot, der i øvrigt også var det hostel vi anvendte første gang i Singapore. Dagen efter hedder næste destination Melbourne.