Skrevet af Tobias R

I et afkølet kammer, i den gamle bydel af Cartagena, Colombia, har Toby og jeg endelig fundet lidt fred og ro til at tænke tilbage, og reflektere over den første del af vores tur, i landet der har bærer titlen som "worlds most miserable country". Et eventyr, som rummer oplevelser af de helt store, og ikke mindst udfordringer af de helt svære! Inden afrejse havde vi måtte lægge øre til en del advarsler og bekymringer vedrørende vores første destination. Vi lod dog tvivlen komme landet til gode, og drog håbefulde afsted det berygtede Venezuela. Med en lokal ven i landet, og alt planlagt ned til mindste detalje, burde vi da kunne klare turen uden de store udfordringer. Men ak, hvor tog vi fejl...

25/06-2014:
End ikke har vi forladt Danmark, før vi rammes af uheld. De franske flyledere holder strejke, hvilket forsinker vores fly til Madrid med godt halvanden time. Præcis nok til, at vi misser vores connecting til Caracas! Iberia sørger naturligvis for hotel i Madrid, og vi har tid nok til lidt sightseeing. Udfordringen ligger nu i, at vi begge har en eksamen som egentlig skulle klares over Skype fra hotellet i Caracas, morgenen efter ankomst. Med flyvningen udsat 24 timer, er vi nødt til at tage vores eksamen i lufthavnen, Toby med en tidsmargin på 30 minutter til afgang!
26/7
Løsningen var Sala VIP, lige ved siden af gaten. Heldigvis var der gratis Carlsberg inkluderet, og kl. 11.25 kunne vi lettede og (jeg) småberuset, læne flysædet tilbage og sætte næsten mod Venezuela med et 12-tal i bagagen.
Ankomst i Caracas: Verdens Farligste By. Det at vi ankommer en dag forsinket, laver lidt ged i planlægningen, da vi har bestilt en mand til at hente os i lufthavnen og køre os til vores hotel. Det er nemlig, efter sigende, livsfarligt at praje en vogn i denne herlige by. Heldigvis er Toby en mand med kontakterne i orden, og vi får en meget venlig lokal herre, ved navn Johnny, til at fragte os. Turen ind mod caracas er umiddelbart meget smuk, når man kommer som intetanende europæer. Havet på den ene side, bjergene på den anden, og "Los Barrios", den spanske pendant til farvelaer, som yndigt beklæder skråningerne. Man skulle ikke tro, at dette er en by, hvor der årligt bliver dræbt mere end 60.000 mennesker! Vores chauffør sørger for, at gøre køreturen ekstra hyggelig, med en histore om en tysk diplomat, der blev skudt på sit hotelværelse sidste uge, samt påmindelser om, at vi absolut ikke kan stole på nogen, og absolut ikke må gå rundt på gaden. Han rusker med andre ord godt og grundigt i det tryghedstæppe, vi ellers så fint selv havde fået lagt under vores fødder... Vi ankommer dog til vores hotel uden problemer, og her mødes vi samme aften med min gode, lokale ven Geo, som er kommet for at rejse sammen med os.
27/7
Herfra går turen til nationalparken Canaima, hvor verdens højeste vandfald, Angel Falls, blandt andet findes. Turen derud indebærer to flyvninger: en kommerciel flyvning fra Caracas til Porto Ordaz, og en privat flyvning fra Porto Ordaz til Canaima, som åbenbart ikke er mulig at forudbestille! Man møder bare op i lufthavnen og bestiller et fly... Da vi ankommer til denne lille, ucharmerende by, er det eneste vi har lyst til, naturligvis at komme til Canaima hurtigst muligt. Det skal dog vise sig ikke at være så let endda. Der går nemlig ikke flere fly den dag. Det er jo meget genialt, når vi kun har to dage i Canaima, og alt er forudbestilt. Der er dog ikke andet at gøre, end at tage en dag her, og komme afsted meget tidligt næste morgen. Vi finder dog ud af, at der også er jungle her, og bruger således dagen på at se på aber og gule frøer, og spise frisk mango vi selv plukker fra træerne! Stor oplevelse for er par blege danskere..
28/7
Næste morgen kommer vi endelig afsted til Canaima - og der er SINDSSYGT LÆKKERT! Vi bor i små hytter med udsigt til en stor sø, vandfald og de berømte "Tepuys" som er en af hovedseværdighederne i parken. Efter et par timer på stranden tager vi på ekspedition til Salto Sapo, endnu et enormt vandfald. Man kan både stå på toppen af det, og gå inde under det. En rigtig fed oplevelse! Vi var dog af den opfattelse, at vi var på vej til Angel falls, hvilket ikke viste sig at være tilfældet. Det er nemlig sådan, at alle i Canaima er indfødte, som kun taler dårligt spansk. Dette skulle siden føre til flere uforudsete hændelser...
29/07
Den følgende dag var så dagen, hvor Angel Falls skulle ses. Vandfaldet ligger 90 km dybere inde i junglen, hvilket betyder at man skal sejle i omkring 4 timer, og derefter vandre opad i tæt jungle i halvanden, før vidunderet endelig kan beskues. Sejlturen starter kl. 05, og er helt fantastisk smuk. For mit vedkommende dog også præget af en smule søsyge, men man må jo tage det sure med det søde! Undervejs var der stop hos "rigtige" indianere, hvor der blev serveret morgenmad. Da vi efter morgenmaden atter drog til søs, var der kommet en uventet gæst ombord i kanoen... Efter et par minutters sejlads ser jeg Toby svinge vildt med sin redningsvest, som om han forsøger at vifte noget væk. Det viser sig at være en kæmpestor edderkop, som tilsyneladende også gerne vil med til Angel falls. Det skaber naturligvis en temmelig presset situation, da ingen rigtig kan bevæge sig. Vores guide får dog fat i bæstet i et forsøg på at få det kastet det ud i vandet, men taber edderkoppen ned i kanoen igen, hvor den løber væk og gemmer sig et uvist sted. Vi må nu sejle videre med en blind passager på godt 15 cm i diameter, som gemmer sig et sted under vores sæder :-( Vi ankommer dog til Vandfaldet uden at stifte yderligere bekendtskab med kræet.
Foran os har vi nu en stejl og varm vandretur igennem tæt jungle. I sig selv en ret fed oplevelse! Det er ligesom Randers regnskov, bare 1000 gange større. Mindst! I takt med at vi nærmer os vandfaldet bliver lyden af rindende vand kraftigere og kraftigere, indtil vi til sidst kan træde ud på en klippeafsats og foran os se knap en kilometer vandfald vælte ned imod os. Et fuldstændigt enestående syn! Dette kan nu nydes og fotograferes i 15-20 minutter inden vi så skal gentage hele turen baglæns. På vandteturen tilbage får vi også mulighed for at se vandfaldet på afstand, og her kan man rigtig fornemme hvor majestætisk det er. Alt i alt kan Canaima varmt anbefales, på trods af de helt ekstreme priser sammenlignet med resten af landet. For to nætter i parken har vi betalt omkring 25.000 bolivars. Grundet en vanvittig, kommunistisk lov om valutaregulering er det svært at sige præcis hvor meget det svarer til. Men til sammenligning kan en overnatning på hotel i Caracas fås for omkring 600 bolivars, og mindstelønnen i landet er 4200 bolivars om måneden... You do the math! Så hvis du alligevel er i Venezuela, så tag for pokker derned! Grundet de begivenheder der siden hændte, som vi vil berette om i næste blog, må vores anbefaling dog bestemt være: tag aldrig til Venezuela! Læs videre i næste afsnit!