Efter en laenge ventet ankomst hos Geos foraeldre, stod de naeste dag paa ren afslapning! Vi har slappet af ved poolen og spillet tennis i ca 10 minutter, indtil Toby oedelage Geos ene ketcher. En stor tak skal ogsaa lyde til Geos soede foraeldre Gladys og Gerardo, som hver dag fodrede os med det bedste det venezuelanske koekken har at byde paa.
Det blev selvfoelgelig ogsaa til en enkelt bytur, noget vi alle tre havde set frem til, oven paa en ganske strabadsserende rejse vestover. En bytur i Venezuela er ensbetydende med en masse Ron Añejo. I landet findes nemlig noget af verdens bedste rom, og naar det har lagret i en 10-15 aar, bliver det til noget af den laekreste drik du kan forestille dig! Byturen stod saaledes paa et vaeld af disse gyldne draaber, samt dans til reggaeton til den lyse morgen! Yderligere dataljer kan faes ved forespoergsel...!
Hjemvendt fra byen kl. 7 om morgenen, kunne vi lige akkurat naa at faa 3 timers soevn, inden vi skulle op igen. Dette var nemlig dagen, hvor vi skulle krydse graensen mellem Venezuela og Colombia, i netop de bjerge, hvor Cocainfremstillelsen er paa sit hoejeste. Muligvis den ene begivenhed paa turen jeg personligt havde frygtet allermest! Heldigvis havde Gerardo Sr. gjort alt hvad han kunne for at give os en sikker faerd over graensen, ved at bestille en taxa, og give chauffoeren besked paa praecis hvor vi skulle hen. Foest til det venezuelanske emmigrationskontor for at faa et "salida Venezuela"-stempel, derefter over graensen og til det Colombianske emmigrationskontor. Turen burde kun tage et par timer, rigeligt med tid til at naa vores fly fra Cucuta lige paa den anden side af graensen. Men som saa mange gange foer, gik tingene ikke helt som forventet...
Efter godt en times koersel naaede vi byen San Antonio, som ligger lige paa graensen. Efter at have hilst paa en 20-30 svaert bevaebnede soldater, troede vi egentlig, at vi havde passeret det vaerste, og nu kun behoevede et par stempler, inden vi kunne krydse den berygtede "Rio Tachira", og paabegynde eventyret i Colombia. Men inden vi havde set os om, havnede vi i stedet i hvad der maa vaere verdenshistoriens langsomste bilkoe! Efter at have trillet tommelfingre i en time, uden at bevaege os mere end 100 meter. Vi spurgte derfor chauffoeren hvor lang tid han mente det ville tage. Svaret loed paa 2-3 timer, hvilket naturligvis paa ingen maade var tilfredsstillende, da vi havde et fly at naa! I oevrigt maatte vi stille os meget uforstaaende overfor, at han ikke havde sagt noget tidligere, da han udmaerket godt vidste, at vi skulle vaere i lufthavnen paa et vist tidspunkt. Toby fik derfor den geniale ide at stige ud af taxaen, og forcere graensen til fods. Med stor rygsaek og det hele! Saa maatte vi bare finde en ny taxa paa den anden side af floden. Som vi alle ved, skal hurtige beslutninger ofte traeffes i pressede situationer, og vi sprang derfor ud af taxaen og satte i sprint mod graensen. Sjaeldent har jeg oplevet, at saa mange folk glor paa en! forestil dig synet: To hvide, sveddryppende knejte, med tungt pakkede rygsaekke, komme halsende igennem de venezuelanske gader. Forbi soldater med AK47, og biler proppet med folk som holder i koe, for at krydse graensen. Men vi var overbeviste om, at vi havde truffet den rette beslutning. Vi kom jo meget hurtigere frem end alle bilerne! Da vi naede frem til kontrolpunktet, fik vi tjekket vores bagage af en venezuelansk Guardia Nacional, helt uden at faa stjaaldet en krone. Kaempe succes! Han fortalte os dog, at vi var noedt til at blive stemplet ud af Venezuela, inden vi kunne stemple ind i Colombia. Da vi sprang ud af taxaen, havde vi naturligvis forventet, at dette stempel blev uddelt ved selve graensekontrollen. Soldaten kunne dog forklare os anderledes. Vi maette simpelthen tilbage ad gaden, ned til foerste lyskryds, og ned ad gaden til hoejre, forbi alle de samme biler, som vi lige havde loebet forbi 5 minutter forinden. Denne gang kiggede folk dog en anelse mere! Da vi naede ned til gaden som soldaten havde forklaret os om, kunne vi dog ikke se hverken skilte, venezuelanske flag, eller noget der i oevrigt kunne indikere, at her skal alle som oensker at krydse graensen forbi for at blive stemplet ud. Det var simpelthen helt umuligt at finde! Grundet tidspres tog vi endnu en hurtig beslutning, og valgt at proeve lykken, og krydsen den famoese graense uden at stemple ud af Venezuela. Det gik overraskende let! Vi stroeg endnu engang lige forbi alle menneskerne i bilerne, som efterhaanden maa have begyndt at more sig en smule, og op til de flinke soldater ved graensekontrollen. De pegede paa broen, og forklarede at Colombia laa lige paa den anden side, og der ville man saa faa sit stempel for at komme ind i landet. Selvom turen over broen var ganske lang og udmattende, naede vi frem med omkring en halvanden time til vi skal naa vores fly. Lettede over at have krydset graensen med livet i behold, kunne vi stille os i koe til at blive stemplet ind i Colombia! Men ak og ve! Da vi naar hen til disken, fortaeller skraenkepaven os gudhjaelpemig, at vi skal stemple ud af Venezuela foer vi kan komme ind i Colombia. Den burde vi selvfoelgelig have set komme! Men i pressede situationer, traeffes ogsaa daarlige beslutninger! Vi maa derfor loebe tilbage over graensen, endnu engang forbi alle bilerne, og ned ad gaden mod det venezuelanske "emmigrationskontor", som altsaa var umuligt at finde. Vi er nu ved at vaere godt desperate, og helt sikre paa, at vi ikke naar vores fly! Men pludselig sker miraklet: En bil holder ind, og en venlig mand gelejder hele sin familie om paa forsaedet, og spoerger, om vi skal have et lift til emmigrationskontoret. JA TAK! Manden maa have set os fortvivlet hare rundt i ingenmandslandet imellem Venezuela og Colombia, og foelt at han maatte goere noget! Efter en kort koeretur saetter han os af, og peger paa noget der ligner en slikbutik. Helt uden nogen form for skiltning! Jesus kristus... Efter at have givet den flinke herrre resten af vores venezuelanske penge, traadte vi indenfor. Vi befandt os nu i et lille bitte, bitte, bitte kontor, med to dovne maend midt i halvtredserne, siddende paa hver deres stol, gloende TV. De kiggede paa os som om de aldrig havde set en kunde i biksen foer. Efter at have kigget paa vores pas, peger de over paa den anden side af gaden. Der skal man aabenbart lige forbi foerst og koebe et lille klistermaerke, som man saa skal aflevere til disse to kontrolloerer. Som sagt saa gjort, og endelig kunne vi faa vores salida stempel. Yderst tidspressede, og efterhaanden temmeligt udmattede og traette ovenpaa tre timers soevn, kunne vi endnu engang loebe op ad gaden, forbi alle bilerne, igennem graensekontrollen, forbi de efterhaanden noget uforstaaende og grinende soldater, over broen, og ind i Colombia! Efter at have faaet vores laenge ventede stempel, fandt vi en taxachauffoer som var villig til at koere STAEKRT. Vi ankom til lufthavnen med ca. 30 minutter til afgang, hvilket heldivis er rigeligt i Colombia. Og saaledes sluttede vores graenseeventyr lykkeligt i sidste ende! Hold oeje med bloggen, der kommer mere om vores tid i Colombia lige om lidt!