Skrevet af Tobias H
Som Tobs flere gange indikerede i forrige blog, er Venezuela et land hvor man skal forvente det uventede. Og denne dag er en ingen undtagelse. Velfornøjet sidder vi alle tre og nyder morgenmaden i Canaima med udsigten til vandfald og flot natur. Vi er af den klare overbevisning at vi skal flyve kl 14.00, hvilket flyselskabet har fortalt os. Så vi har allokeret formiddagen, ovenpå en dag mættet med oplevelser af turen til Angel falls, til strand og afslapning ved hotellet. Men morgenmads ritualet bliver brat brudt af beskeden om at vores flyvning er ændret til afgang om mindre end en halv time.
Okay fair nok, det gør vi da bare. Vi regner selvfølgelig med at vi skal med samme nyere jetstream 32 fly som vi ankom med. Men uden yderligere information bliver vi gelejdet over til en mindre cesena seks personer fly, der næppe ville stryge igennem syn ifølge danske standarder. Uden videre betænktnings tid, smider piloten rask flyet ud på landingsbanen til take-off. Her sidder vi nu, plantet i et ældre fly, hængende flere hundrede meter over den Venezuelanske jungle. Nervøs? En smule! Jeg vil jo bestemt mene at jeg er særdeles flyvestærk efter flere flyvninger i mindre fly både med min morfar og onkel. Men dette sætter mig dog på prøve, da jeg hurtigt finder flere huller i flyets kabine direkte ud i det fri samt uforbåndende ledninger hængende ned fra loftet. Mine øjne er derfor stiftet rettet mod flyets instrumenter: Benzin måler, Olie tryk og cylinder temperatur, som min morfar lærte mig under flyvninger i hans cesena 172. Efter 15 minutters flyvninger spørger en midaldrende Venezuelansk dame om vi har noget i mod at destinationen bliver ændret til en anden lufthavn for at hun kan nå sit connection flight. Det har vi umiddelbart ikke, da vores connetion flight først er otte timer senere, og køreturen mellem lufthavnen 'kun' er en time. En yngre kvindelig medpassager uviser dog ikke større begejstring ved denne konstalation og en mindre diskusion begynder mellem den yngre og midaldrende kvinde. Dette fremmer ikke just den i forvejen betydelig nedsatte komfort og begyndende nervøsitet i dette mindre, halv pensioneret fly. Resultat bliver dog at piloten ændre destintaionen, under flyvningen, til Ciudad Bolivar.
Efter en times flyning, med hjertet højt placeret i halsen, planter flyet sine tre marginalt pumpede dæk på fast grund igen. Begejstring vil ingen ende tage! Take-off og landning havde for mig virket meget forhastet, efter hvad jeg er vant til, og det viste sig at piloten skulle se VM-kampen Frankrig-Algeriet. That makes sense!
For at sprole over flere timers afventning i lufthavnen i Porto Ordaz samt en mere regulær flyvning til Caracas, står vi nu kl 23.30 ude foran en lukket busterminal i verdens farligste by; Caracas. Det lyder næsten som en beretning fra TV2 nyhedernes Rasmus Tantholdt. Ikke desto mindre begynder det at ligne en decideret joke, intet er som det skal være og den bebuddet bus afgang til vores destinantion Barquisimeto er ikke eksisterende. Med en puls på over 200, for anden gang denne dag, løber vi fabrilske rundet i Caracas' gader i søgningen efter et hotel og følelsen af sikkerhed. Det ender heldigvis med at vi finder en taxi der kører os til det nærmeste hotel. Men med så meget andet her i Venezuela, skal man ikke regne med at alt er fryd og gammen. For netop denne aften/nat rationere bystyret vandforsygningen i denne del af byen, så entet fungerende bad eller toilet.
Efter fire timers søvn virker tonerne fra telefonens alarm nærmeste ulidelige. Men vi skal op og nå morgen bussen til Barquisimeto. Otte timer senere kan vi stige ud af bussen efter en forbavsende problemfri tur. Dog har Tobs og jeg undervejs på turen, besluttet os for at tage direktet videre til San Cristobal hvor Geos forældre bor. Vi trænger simpelthen til at komme til rolig rammer hvor vi kan slappe af ovenpå de forgangende dages strabasser. Inden da venter der os en bustur på 10 timer, der senere hen vil vise sig at blive en bustur vi sent vil glemme.
De første otte timers bustur går med at sove, kun forstyrret af to mindre militær kontroller i bussen. Så hvorfor skulle hele turen så ikke gå godt? Nej, ak, ak.. En tredje militær kontrol skulle vise sige at være en rigtig spoiler. Som to dansker lever vi passivt og i tryghed fra de uforståelige gruligheder der foregår i landet med verdens største oliereserve. Men med et bliver man klar og hvor haddet blandt særligt studerende i landet til 'Guardia Nacional' (Venezuelanske militær), stammer fra. En letter halv fed autoritær militærmand øjner straks penge, ved synet af to blege udlædningen. Vi bliver bedt om at følge med ham ud af bussen, hvor det første vi møder er en dreng der i danmark vil blive betegnet som 'børnesoldat' står med en AK47. Med våbenet peger han mod et mindre skur hvor vi skal gå hen. I dette skur bliver vores tasker gennemrodet, og ved synet af vores kontater står der nærmest julelys i øjenene på denne Guardia Nacional. Han tager cirka det halv af vores likvide beholdning med den foranstaltning om at det er for farligt for os at rejse med for mange kontanter. Flink fyr, han tænker på vores sikkerhed! Alt i alt bliver vi frarøvet hvad der svarer til 1500 Dkk af en mand der skal forstille sig at være en officiel person. Nå, det må man bide i sig, i det mindste kom vi med bussen videre til San Cristobal. To timer efter møde med den korruption og komunismen der udspiller sig i landet, er vi endelig i sikkerhed igen. Vi har i de seneste dage været gennem prøvelser der har givet to danske backpacker særdeles meget hård på brystet. Mon disse prøvelser slutter her??
Roger and over....