Similan
Vi fik en super bungalow, eller super... Location var perfekt 180 grader havudsigt, skygge, træer til hængekøjen, ekstremt klart vand fyldt med fisk. Det flotteste snorkelvand vi har set endnu. Af minus kan nævnes huller i toiletgulvet, natlige besøg af rotter, sure russere i alt for lidt tøj, der drak sig alt for fulde, papirstynde vægge, meget lidt rent, helt hårde senge, beskidte små tæpper som dyner, koldt vand, strøm fra 6-6 og en ekstremt mærkelig rangorden for, hvornår man fik sin mad på øens eneste restaurant, der kun havde åben 3 gange om dagen.
Vi havde den teori at alle asiatere fik mad før os, men måske var vi bare paranoide og sultne. Vi har siden fået det råd af Bjørn fra Gyldenmuld, at man altid i asien, skal starte med at give drikkepenge, altså inden man ved om man får en god service, så får man en god service. mærkeligt.
Nannas mave er begyndt at tale, den vil hele tiden have varm kakao, den siger det højlydt og vedvarende.
På trods af de mange særheder var der intet, der kunne fjerne glæden over naturen, havet, stjernerne og måneskinnet der var så stærkt, vi kunne kaste skygger, Sun set udsigten, view pointet, gigantiske flagermus, skyggen under træerne og de smukke runde klipper. Vi havde uden tvivl fået toppen af luksus i den hytte, rangeren havde kunnet skaffe, de andre hytter var skrækkeligere. Ingen tvivl om vi var heldige. Dn første nat sov Anders og jeg i den anden ende af øen, da vi gik i mørket drønede rotterne omkring.
Vi lavede mange tiltag, for at de ikke skulle komme ind, vi sov på vores dyne for at kunne mærke fjederne mindre og havde håndklæderne over os.
Anders valgte at indlære på en ny måde, hvilket var lay and learning, hvilket betød hans mor løb omkring for at lave damagekontrol. Bemærkningen kom da jeg sagde, sikke da meget vi lærer, ja du laver learning by doing og jeg by lying.
Næste nat sov nanna og jeg sammen, der puttede nanna mig, der pludselig kastede op en gang, hun lå helt tæt ind til mig og flettede fingre med mig, da hun sagde, er det ok at jeg slipper din hånd, min hånd sveder. Hun kan være der kærligste barn i verden, men nok også det sureste, når der mangler mad søvn eller ro.
Nanna knækkede med torbens hjælp snorklekoden, det var fantastisk at se hende svømme afsted, som om hun aldrig havde lavet andet, jo længere ud jo bedre, kun kiggende op for at fortælle noget om det, hun havde set. Den første gang hun så en stor fisk, holdt hun sig for munden i bare benovelse.
Jeg svømmede med hende, og da vi havde været på en lang tur, kørte jeg kold før Nanna, så vi svømmede ind, vi stod i vandet og krammende hinanden uden at sige noget, da turen var slut, helt tæt, længe. Bagefter spurgte jeg, kunne du mærke kærligheden strømme, det kunne hun.
Efter snorkling gik Nanna i hule på værelset med iPod'en, jeg tror, det er ekstremt boost af indtryk, vi andre bliver i hvert fald helt trætte.
Anders og jeg var på vandring til view point, det var noget at en klatretur, hvis det havde været i USA ,var den blevet forbudt. Torben var som altid ekstremt aktiv med sit adventur sind, hvilket resulterede i at kom til, at gå turene flere gange for når vi hørt, hvad han fortalte, fik vi andre lyst til at komme med, og som den he-mand han er, så tog han med igen. Men vi oplevede da engang, at han hvilede 30 min i hængekøjen.
Anders og nanna havde lavet en manuskript til en film optaget med go-Pro, nanna skrev og Anders delte sin viden med os om, hvordan man laver gode film.
Det blev til de mest fantastiske optagelser af Torben, nanna, fisk og naturen.
Vi glæder os til at se den klippet.
Nogen gange så vi en søslange, så vidt vi ved, er de tossede giftige, så det var noget, der kunne få os ind. Men det er nok farligere at være i trafikken i Thailand. Men det er ikke så sjovt, at se den svømme rundt, det kan nok være, vi kom ind.
På øen var der utroligt mange fotomodeller, der hoppede drejede, snoede sig, dansede,lå kælent i sandet ja der var faktisk ingen grænser når dagens turister kom i land, Torben fandt stor morskab i at fotografere disse bizarre optrin, man må sige, der findes mange meget tålmodige mænd og mange piger med prinsesse drømme. Asiatere havde nogen gange kamerastativer med, også lavede de de særeste familieopstillinger.
Når alle bådene sejlede igen, efter at alle havde spist og var blevet fotograferet, var det igen den mest fantastiske ø, som man havde næsten for sig selv. Det var en enestående oplevelse, som vi ikke ville have været foruden, men da vi havde haft vådt badetøj på i næsten 3 døgn og havde haft mulighed for at snorkle 3 gange på vejen tilbage, var vi så klar til noget andet.
Turen hjem var fin, masser af snasks på båden, Shaun fuld af fis, stop på øen med sejl-stenen og flot udsigt, flyvefisk på det flade hav.
På ø nr 8 hvor sejrstenen var,vandrede jeg op til den i bare tæer, meget kuperet vanskelig rute, på vej ned gik der helt stop i det, da kineserne ikke kom nogen vegne. Pludselig kom Shaun springende på et sted, hvor man slet ikke måtte være på klipperne, han sagde:"come ón mamma follow me," jeg fulgte efter, og han råbte Lai Lai Lai hvilket fik alle kineserne til at flytte sig. Det betød kom så eller fremad, han kunne den slags opfordringer på alle mulige sprog, hvilket jo er et ganske godt redskab.

På vej hjem sad jeg med Anders og Nanna, der sov med hovedet på hver min skulder og følte mig som verdens lykkeligste menneske. Jeg sagde på et tidspunkt til Nanna, da jeg sad og holdt om hende, jeg føler mig så rig, fuld af glæde var jeg, Nanna sagde tørt, jeg føler mig lidt klemt. Så hakkede spætten som Anders sagde, også grinede de, de to møgunger.
Det er sjovt med dem, for de er nogle værre hygggetrolde begge to, der gerne vil have omsorgen og musningen men kun i afmålte mængder. Andres har været ved at overbevise Nanna om, at han er en hund, hun skal nusse i håret, mens han siger nusse, nusse men Nanna har ikke helt samme opfattelse.
Vi gav mange drikkepenge, Shaun skulle arbejde 25 dage i streg og havde allerede hæs stemme af at overdøve motoren og store rifter mellem tæerne af alt for meget vand, gad vide hvor længe han holder til det gear.
I land fandt vi vores taxa, der kørte os til Phuket, og ja taxachaufføren kunne ikke finde vej. Torben havde heldigvis forberedt sig og havde øjnene på stilke, så vi kørte ikke meget forkert.