Saa er det tid til endnu en opdatering her fra Ecuador.

Vi havde besluttet at vi ville begive os lidt ud paa landet oppe i bjergene til et omraade kaldet Quilotoa loopet. Saa loerdag 17. april tog vi bussen fra Quito til Latacunga, en tur paa ca. 2 timer sydpaa. Herfra en ny bus til Tigua som vi troede var en lille landsby, men som viste sig at vaere beregnelsen for et helt omraade. Det betoed at bussen stoppede midt paa bjergvejen uden udsigt til andet end et par faldefaerdige traehuse. Vi var lidt skeptiske, men vi havde laest i vores bibel Lonely Planet at der burde vaere en form for civilisation her. Vi begav os ned af en lille grusvej og da vi var helt ved at opgive kom vi til et lille bondehus som viste sig at vaere ikke mindre end et hostel - hvilken lettelse! Det var ejet af en lokal familie som ogsaa havde et lille landbrug. Indtil aar 2000 havde de kunnet klare sig med fortjenesten fra landbruget, men efter valutaskiftet til dollars kunne deres oekonomi ikke laengere haenge sammen og de indrettede en del af gaarden som Hostel. Det var et meget hyggeligt og idyllisk sted. Vi spiste en lille frokost paa stedet og herefter begav vi os afsted for at finde et omtalt galleri som omraadet er kendt for. Vi havde dog kun lige sat foedderne udenfor da en stor turistbus gjorde indtog paa grunden. Ikke mindre end 30 graahaarede turister steg ud for at spise frokost paa netop vores hostel. Lige som vi foelte at vi var kommet meget langt hjemmefra viste det sig at hele flokken var jyder...!

Naa, men vi fortsatte vores vej mod galleriet som var blevet anvist af vaertinden paa hostellet. Den gik i al sin enkelthed ud paa at forcere de foerste 4 pigtraadshegn og diverse kokasser for ikke at naevne en stigning som overgaar Mont Blanc - altsaa fugleflugt over markerne. Og det var haardt - rigtig rigtig ynkeligt haardt! Det skal bemaerkes at vi befandt os i 3500 meters hoejde og luften var virkelig tynd. Vi havde i snit en puls paa 180 trods pauser for hvert tiende skridt - men vi kaempede os frem, og det var heldigvis alle anstrengelserne vaerd! Galleriet var rigtig fint, det er en hel familie som maler disse specielle billeder paa koskin og det endte da ogsaa med at vi blev ejere af et andisk kunstvaerk. Vi valgte den lidt mere komfortable vej, hjem nemlig ned af bakke og med asfalt under skoene. Da vi kom retur fik Charlotte sig en forrygende tur paa Lama.

Naeste dag skulle vi videre til Quilotoa, men vi havde kun lige sat os i vejkanten for at vente paa bussen da en lokal koerte forbi og spurgte om vi skulle til Quilotoa. Saa vi hoppede ind og blev koert lige til byporten - det var en virkelig smuk tur gennem bjergene og himlen var for en gang skyld helt uden skyer. Det er nok lidt overdrevet at kalde Quilotoa en by, men i hvert fald ligger der nogle huse som er skudt op grundet turisme til den naertliggende kratersoe. Og et af dem var indrettet som Hostel og her landede vi - til dato det mest primitive vaerelse, vaerten var yderst stolt af en installation i loftet som han kaldte lys ;o)

Efter ankomst gik vi tur baade ned i krateret samt rundt om. Det var kaempe stort og efter gaarsdagens anstrengelser i bjergene orkede vi ikke at gaa helt ned til soeen - eller rettere, vi orkede ikke at skulle gaa op igen! Vi havde om dagen set et bygning med ordet Restaurant paaskrevet, men da vi om aftenen begav os derned var det lukket. Det regnede og det var baelgmoerkt og vi var lidt fortvivlet over hvordan man fandt noget at spise i denne "by". Lykken stod os bi - en 14-aarig lokal pige spurgte hvad vi ledte efter og vi forklarede omstaendighederne. Herefter tilboed hun os at lave mad og vi takkede ja, meget spaendte paa resultatet. Men det viste sig at vaere udemaerket og ingen af os havde mavepine om natten.

Vi vurderede ikke at der var brug for flere overnatninger for at udforske byen saa mandag tog vi samme vej tilbage til Latacunga - denne gang staaende i en til det yderste proppet bus i 30 graders varme og med en og samme lokale slagersang paa repeat. Vi var ved at blive totalt hjernevaskede og overvejede flere gange bare at staa af og vente paa naeste bus. Men saa kom vores redning, buschauffoeren havde det som os og valgte derfor at skifte CD! Det var fantastisk, pludselig stroemmede hits som "What is love" og "Do you come from a land downunder" ud af hoejtalerne og resten af turen gik som en leg!

Vi tog videre til Baños, en lille by midt mellem bjergene som er kendt for at have mange underholdningstilbud til turister. Tirsdag lejede vi cykler og begav os ned af bjergene paa ruten "La Ruta de las Cascadas" eller paa dansk "Ruten med vandfaldene". Knap halvvejs skulle vi krydse en bro, men vi standsede da vi saa andre turister springe ud fra broen i en elastik. Denne adrenalin-pumpende aktivitet kaldes Swing Jumping og er meget populaer her i omraadet. Charlotte fik hurtigt interesse for at proeve, men havde lidt svaert ved at overbevise Morten om at det var en super god ide. Dette klarede operatoeren dog hurtigt og i et snuptag havde vi seler paa og var klar til at hoppe. Heldigvis talte operatoeren ned fra tre og saa fik vi et skub - ellers havde vi sandsynligvis stadig staaet og baevret paa kanten. Men afsted kom vi og det var vildt, men samtidig fantastisk sjovt og lidt af en sejr. Et andet par var saa soede at filme begivenheden - kan ses under videoklip. Cykelturen fortsatte i alt 18 km. til turens ende hvor det stoerste vandfald ventede og det var imponerende hoejt og kraftfuldt! Vi spiste frokost med udsigt til dette og tog derefter bussen tilbage til Baños. Hjemme igen fandt Charlotte sig et Wellness center og fik en skoen omgang massage!

Idag onsdag lagde vi ud med et besoeg paa et friluftsbad som byen er kendt for. Der var tre bade, to varme og et meget koldt. De varme bade er fyldt med mineraler og skulle vaere sunde for helbredet. Vandet er helt brunt, men det skulle eftersigende vaere pga. alle mineralerne, saa det vaelger vi ogsaa at tro. Men skoent var det i hvert fald at bade i et 40 graders varmt bassin og bagefter slappe af og toerre i solen! I morgen tager vi igen videre - denne gang til Salinas, endnu en lille bjerglandsby.

Rejsehilsener Morten og Charlotte