Onsdag d. 23.6.2010, Stig:

Det føltes helt underligt, at Mistralen havde løjet en del af i løbet af natten. Nu kunne man begynde at høre bylyde fra den anden side af floden og flagene begyndte at blafre i vinden, de stod ikke længere lige ud fra flagstængerne som stive brædder.

Da det stadig var tørt vejr og fornuftige temperaturer besluttede vi, at det måtte være den helt rigtige dag at tage til Camargue, Rhonedeltaet.

Med hjælp fra det nys indkøbte Michelinkort snød vi Nanna, og lagde et par mellempunkter ind, så vi kom ad en rute langs med Rhone floden. På det stykke vi fulgte var der lagt dæmninger langs floden, så den lå højere end det omgivende land, og så lå der en ret stor kanal langs floden, som førte til en stor pumpestation.

Efterhånden som vi nærmede os floddeltaet blev landet fladere og mere sumpet. Vandet stod højt i små kanaler langs de lige veje. Beplantningen var dog langt mere varieret end det vi havde set på Po'deltaet. Første gang vi så nogle hvide Camargue heste, stoppede vi og tog nogle billeder. Senere fandt vi ud af at det dårligt var til at sparke sig frem for små ranches som udbød rideture…. Vi så dog også rent faktisk nogle heste som vi mener var ægte vilde heste… tror vi nok.

Langt ude i sumpen lå der så en middelalderby Aigues Mortes, anlagt omkring år 1300 som havneby. I dag har Rhonefloden aflejret så meget dynd, at byen ligger et stykke fra middelhavet, men dengang var den udskibningshavn for korstog til det hellige land.

Den historiske by ligger stadig med bymuren fuldstændig intakt og et gadenet udlagt som vinkelrette gader og med smukke pladser og torve beskyggede af gamle platantræer. Det er helt klart en by, der er planlagt, både med gadenet, pladsdannelser, vejbredder i forhold til bygningshøjder. Det er ikke en selvgroet middelalderby. Vi blev budt på nogle fantastisk lækre småkager i en butik, og købte os næsten fattige i lækkerierne. Det var svært at begrænse sig.

Den gamle basilika blev bygget, før byen blev grundlagt og er i al sin enkelhed et utroligt flot kirkerum. Siden jeg var der for 30 år siden, har man lavet moderne glasmalerier i ruderne, og det er der kommet et godt resultat ud af.

Der var mange lækre butikker i byen, (bl.a. en butik hvor de syede rollespilsdragter som nok kunne bringe mundvandet frem hos nogle entusiaster vi kender) men vi kunne ikke blive og dvæle ved herlighederne, vi kørte ud til det ornitologiske center.

Vi havde taget cyklerne med bag på bilen, men dem fik vi ikke brug for. Der var gode stier, og man skulle ikke gå langt før man kom helt tæt på både hejrer, flamingoer, ænder, svaner og nogle vadefugle vi ikke kender navnet på.

Vi havde iført os vores Canon G11 kamera, kikkert samt solhat, så vi placerede os pænt i feltet blandt de øvrige fugleturister: Nogle havde The full Monty med khakifarvet safarisæt, vandrestøvler, stativ og meterlang optik samt flere kameraer og kikkerter, andre havde kun et lommekamera og klipklapsandaler.

Der var dog plads til at vi alle kunne stå helt stille på lur i sivene som en anden flok papparazier og prøve at få det helt rigtige billede i kassen, mens myggene var ved at fortære os, og temperaturen var steget til 28°C, - heldigvis med lette luftninger.

Fuglene tog det nu pænt, og de fotografer, der havde taget de helt store teleoptikker med, havde skudt helt over målet. Vi kunne alle sammen komme rigeligt tæt på, og når bare man tager billeder nok, bliver der jo statistisk set også et par pletskud ind imellem.

Nå, det kan være svært lige at afgøre om det nu er fuglene eller de andre vojeurer som var mest interessant, men flamingoerne var nu nogle utroligt elegante og flotte fugle, det skal de have.

Vel ude i vores airconditionerede bil kørte vi det sidste stykke ud i sumpen til byen Saintes Marie de la Mer. Selve byen er et hvidkalket feriested som ikke er specielt interessant, men midt i byen er der en stor plads hvor mænd og enkelte kvinder bruger hele dagen på at spille boucle. Vi havde meget fornøjelse ud af at iagttage spillerne og alt det sjov de havde ud af det, mens vi spiste vores frokost fra en skygget bænk.

Selve kirken er interessant nok, men ikke nær så smuk og betagende som kirken i Aigues-Mortes. Der var mange pilgrimme som tændte lys i krypten for den sorte madonna, sigøjnernes skytshelgen Sankt Sarah.

Vi betalte 4€ og fik lov at kravle hele turen op ad vindeltrappen op på taget hvor vi kunne se ud over floddeltaet og over middelhavet. Taget var lavet af klinklagte stenfliser, så jeg vovede turen op til rygningen, Christine holdt sig til grevningen langs med værnet.

På vej hjemad holdt der pludselig to veteranbiler med et "til salg" skilt (på fransk naturligvis). Den ene var en mørkegrøn (British Racing Green for kendere) 2-personers åben MG fra 1952 med læderindtræk. Der måtte bare stoppes og så lade mundvandet få frit løb.

Ejeren kom ud, bilen kunne erhverves for 26.000€, men da han ikke tog Visa kort blev handelen ikke til noget i denne omgang.

I stedet viste han os formedelst 10€ hans lille samling af veteranbiler og vi fik et par røverhistorier med på vejen.

Vi var hjemme ca. 17.30, tid til espresso kaffe med varm opskummet mælk og hjembragt kage, mums. Vi har haft et par dage, hvor vi ikke har fået skrevet dagbog, så nu skiftes vi til at skrive, lave mad og læse. Det er blevet mørkt, vinden er blæst lidt op igen til en let vind, det er behageligt lunt, men stille nok til at myg og andet småkryb sniger sig ind på os, så vi har luftet myggesprayen.