Lørdag d. 3.7.2010, Stig & Christine:

Vi havde brug for at få fyldt diesel på Trunte inden vi skulle ud i verden. Så vi tankede på lokalt - et spøjst sted: Det var endnu en butik med hvad som helst man kunne tænkes at få brug for på en campingferie… Hver gang man drejede omkring en hylde åbenbarede der sig en helt ny verden: Michelinkort afløstes af sjippetove, luftmadrasser af slikkepinde i rå mængder, økologiske grove kiks af punge…det er godt nok en butik der præget af alsidighed ;o)

Vi kørte så tur op over Aubenas til en smuk lille by, Meyras Neyrac. Vi kørte op gennem en floddal for at finde frem til en gammel bro. Pont du Diable. Det var en stor oplevelse, da det endelig lykkedes for os. Den var fra 1100-tallet og stadig holdbar. Den forbandt de 2 bredder - som var stærkt præget af stejle og utroligt flotte bjergformationer…svært at beskrive det hér! Man kan kun gå henover broen. Mange lokale sprang ud fra den og badede i floden - andre var på vandreture. Ja, altså med fuldt sikkerhedsudstyr til stort set lodrette bjergklatringer - noget over vores niveau!!!

Fra broen kørte vi tilbage op til landevej N102 som snoede sig videre oppe på bjergkæden på den ene side af en dal. Nede i bunden af dalen løb floden Ardeche indtil bjergene rejste sig og vi pludselig befandt os kørende på en bred bjergryg, nærmest en højslette med geder og køer, der græssede på åbne bakkede marker og landmænd, der høstede hø. Vi var så højt oppe, at der ikke blev dyrket korn eller andre afgrøder. Landevej D16 førte os videre op og ned indtil vi kom til byen og søen Lac d'Issarlés.

Her var der pludselig igen en by, som var lagt an på at modtage turister. Bortset fra os var der kun franske turister, som havde familie picnic hvor de unge badede i søen mens de gamle sad, spiste og drak vin og fortalte røverhistorier. Vi nød vores ydmyge medbragte frokost i skyggen af nogle nåletræer og så på søen og livet omkring den.

Søen er opstået i vulkankrateret på en udslugt vulkan og ligger i 997m højde. Den er over 100m bred og med klipper rundt langs en stor del af krateret. Vandet var klart, og der var sandstrand langs en del af søbredden, men vi valgte nu alligevel at køre videre frem for at hoppe i hullet.

Vi fortsatte over mere højslette, krydsede et lille vandløb som hed Loire, og som hér nær ved kilden endnu kun er en mindre bæk og ikke den store flod, den senere bliver til på vej mod Atlanterhavet. Vi så skilte med "Ses igen til Tour de France"…så nu har vi også oplevet at køre ad den vej som cyklisterne i Tour de France benytter sig af … ;o)

Pludselig delte vejen sig i to, og jeg var lige ved at vælge den forkerte gren og havne midt i et kæmpe bryllup på en gård. Vi kom dog udenom festen og til en nærliggende lille landsby hvor vi parkerede på torvet foran kirken, monumentet over de faldne under 1. verdenskrig med supplement af 2. ditto, kirkeladen og borgmesterkontoret. Vi tog nogle billeder af de gamle bygninger rundt om torvet og kikkede ind i kirken, som var pyntet og hvor der lå trykte sange til et bryllup klar på bænkeraderne.

Pludselig lød der en koncert af bilhorn og en lang kortege af pyntede biler med en veteranbil med brudeparret i spidsen kom kørende ind og parkerede på pladsen og festklædte mennesker under stort postyr og fortsat hornkoncert myldrede op på borgmesterkontoret. Vi havde heldigvis parkeret, så vi ubemærket kunne liste uden om de andre biler for derefter at køre videre østpå tilbage mod Vogüé.

På vejen kørte vi forbi et andet punkt på turistkortet, Eperonade Pourcheyrolles ved Montpezat sous Bauzon, som er nogle orgelpibelignende klippeformationer skabt ved vulkansk aktivitet, og ganske tydeligt var de sten vi gik i af vulkan oprindelse med porer og blærer. Vi tog et par små sten med hjem som souvenir. Har efterhånden mange sten i bilen…

Vel hjemme igen stoppede vi oppe ved hotellet og gik i svømmepølen sammen med alle de andre, som døjede med varmen mens de lod sig riste i solen. Nu var vandet efterhånden blevet så varmt, at det næsten ikke engang virkede kølende når man gik i, alligevel var det nu dejligt forfriskende.

Vores aftensmad består i øjeblikket mest af brød, en fyldig salat af lokale råvarer i forskellig variation med lidt pate eller skinke til, og så vand og lidt øl med isterninger i for at få det koldt nok. Vi er ikke til at kokkerere eller spise varm mad i øjeblikket.

Søndag d. 4.7.2010, Stig & Christine:

Natten var ok. Det var varmt, men luftede en smule da vi gik i seng, så vi havde ikke blæseren på så længe. Senere på natten blev det ligefrem så "køligt" at vi måtte lægge et af de tynde sengetæpper over dynevåret. Vækkeuret fik lov at ringe nogle gange, men kl. 8. var det alligevel allerede så varmt at man ikke gad blive liggende længere.

Efter morgenduschen (jeg kan stadig ikke finde ud af at stille på temperaturen på de franske brusearmaturer, så det var et noget varmere brusebad end jeg havde tænkt mig, til gengæld havde jeg fundet ud af at vandet i håndvaskenes armaturer er lunkent klamt uanset hvad man skruer på, ergo man barberer sig under bruseren - og jeg, Christine, kan ikke få dét vand mere end håndvarmt inde ved madame'rne…), nå men jeg tog cyklen de 100m op ad serpentinevejen (nu kan jeg helt sikkert kloge den om Tour de France bjergeta­perne) op til den lokale bager og købmand ved siden af og købte kastaniebrød (lokal meget lækker specialitet) og "Flutes Campagne" samt nogle få andre fornødenheder. Fedt med bjergnedture på cykel, langt at foretrække frem for kampen op ad bakke…

Køleskabet kæmper en ulige kamp i varmen, så vi køber få men hyppige indkøb og vi er nødt til at have alt grønt inde i selve køleskabet, ellers bliver det hurtigt for gammelt.

Vi tog nogle skiver af brødet med sammen med noget ganske udmærket pate på dåse og køligt flaskevand med til frokost. Det var trods alt søndag og meget ville være lukket om eftermiddagen og samtidig var det også begrænset hvilke madvarer der ville kunne holde sig flere timer i bilen. Op ad dagen steg temperaturen til 35°C og alle (bortset lige fra os) skoddede sig inde bag tykke mure.

Vi satte en smuk rute ad mindre veje til Payzac, hvor turistkortet reklamerede med spor efter dinosaurer. De eneste lokale skilte som vi fandt og som henviste til dinospor var imidlertid en række håndmalede sten og brædder. I mangel af mere officiel skiltning fulgte vi sporet, som førte ad en lille snoet bagvej til en interimistisk parkeringsplads på Lars Tyndskids (Laurent Plusmerde's..?) bjerg/mark og med nogle pile som viste rundt om en gård.

Bag gården var der en slags have, og ganske rigtigt, der lå nogle stenflager med fodspor, som godt kunne være dinospor, sammen med nogle grisekranier og andre knogler. Der var også en klokke, hvor man kunne ringe for adgang til "museet", men vi mente at have set nok og trak os stille og roligt væk inden nogen kom og syntes vi skulle betale entre.

Næste etapestop var den lille by Joyeuse. En søvnig by, som alligevel prøver at gøre hvad den kan for at tiltrække lidt turister. Vi nød vores frokost på et lille torv i den gamle middelalder-del af byen i skyggen af et stort platantræ indtil Kastaniemuseet ved siden af kirken åbnede kl. 14 efter siestaen.

Det var egentlig meget spændende at finde ud af at de træer vi har set på terrasserede bjergsider ikke er oliventræer som i Italien men kastanjetræer i dette område. Produktionen af produkter lavet af kastanjer er meget stor - Ardeche er den del af Frankrig som producerer flest produkter. Stig har købt diverse guf med hjem… Museet var drevet af kommunen i samarbejde med kastanjeproducenterne!!! Men det var nu også sjovt dels at se hvad man kan finde på at producere, dels hvordan man har gjort det i gamle dage.

Ved siden af dette museum var Karikatur-museet, som blev drevet på frivillig basis. En af byens lokalfødte er en berømt karikaturtegner og har sammen med hans venner åbnet dette museum ved at donere en masse tegninger. Det er nu ikke så sjovt at se på sådan noget, når man ikke kan sproget… Men huset var i sig selv ganske spændende med malede og dekorerede rum - et flot patricierhus!

Mens vi gik rundt i byen fandt vi den ene spændende gennemgang til næste gade efter den anden - mange flere end man kan finde f.eks. i Lübeck. Der var trapper, snoninger på stierne - vi gik i den grad rundt og rundt - herlig beskæftigelse men også så varm at vi valgte at tage vider på turen.

;o)

Vi fandt den mest snoede, smukke, lille vej hen til Largentiere, hvor vi havde tænkt os at indtage eftermiddagskaffen. Den gamle bydel lå på den anden side af Ardeche-floden. Så vi parkerede på den anden side og gik efter skiltene der lovede is… Også her dryssede vi længe rundt i og op og ned i byen…før vi opdagede at ALT var lukket ned nu det var hedebølge og søndag eftermiddag, hmmm…

Så valgte vi at køre hjem og få noget af vores lækre Espresso-kaffe lavet på rette vis med mælkeskummer og det hele, uhm! Stig har produktudviklet på dette, så det er bare lækkert at få sådan en kop nu. Og så med nogle af de der småkager til nede fra Camarque-området…det er bare mums ;o) Og der sad vi så i skyggen, det var begyndt at blæse lidt op, så der var helt behageligt i skyggen…og så opgav vi at knokle op ad bakken for at komme op og stege i solen afbrudt af nogle enkelte dyp i vandet. Det var simpelthen for varmt til et kølende bad…hvad siger I så?!!!!