Nu har jeg været i Bangkok i over halvdelen af den planlagte tid på 3,5 måned og pludselig slog det mig: Jeg har slet ikke været på sightseeing endnu! Så jeg satte mig ned en eftermiddag og skrev en liste over alle de ting og steder, jeg gerne ville nå at opleve og prøve, inden turen igen går til DK. Listen blev ufattelig lang og pludselig er 7 uger ALT for kort tid, så Api og jeg besluttede os for at bruge hele forrige lørdag på at lege turister i Bangkok.

Vi lagde en slagplan hjemmefra, men pga. oversvømmelserne, der har hærget Thailand siden juli, var vi lidt i tvivl om, om vi kunne komme frem til alle de steder, som vi gerne ville - kom vandet eller kom det ikke? Derfor kontaktede vi Grand Palace, hovedmålet for dagen, om morgenen for at sikre os, at de havde åbent som normalt. Det havde de, så klokken 11 lørdag formiddag hentede Api mig, hvorefter vi kørte til nærmeste BTS station for at tage skytrain resten af vejen (vi turde dog alligevel ikke at tage bilen hele vejen af frygt for at vandmasserne pludselig ville dukke op). Vi besluttede os for at hoppe af ved BTS stationen Victory Monument nordøst for det centrale Bangkok. Stationen er placeret ved en enorm rundkørsel, hvor der i midten er placeret et stort militært monument af samme navn. The Victory Monument er et minde om den thailandske "sejr" i den meget kortvarige (2 måneder) konflikt mellem franskmændene og thaierne i 1941, hvor Thailand tilegnede sig områder i bl.a. Cambodia og Laos, landet tidligere var blevet nødt til at afstå. Grunden til, at jeg sætter "sejr" i situationstegn er fordi, de allieredes sejr i Stillehavskrigen i 1945 tvang Thailand til at "returnere" områderne til Frankrig. Men, ikke desto mindre er The Victory Monument forsat et af Bangkoks mest kendte varetegn.

Fra thailandsk historie til tuk-tuk kørsel rundt i Bangkok: For at slå flere fluer med ét smæk besluttede Api og jeg os for at forsætte vores sightseeing fra bagsædet af en tuk-tuk; det er hurtigere end at gå og sjovere end at køre i bus. Api gav den stakkels tuk-tuk mand en hel rutebeskrivelse for at sikre sig, at vi kom forbi så mange af tingene fra min liste som muligt. Og vi fik da også set en hel masse! Nogle af tingene nåede jeg at fange igennem linsen, mens jeg ved andre ting var mere optaget af, om jeg nu overlevede næste lyskryds eller ej! Vi kom bl.a. forbi Chitralada Villa, der er det kongelige residensslot og et område, der også omfatter et hospital, en skole og forskellige eksperimentelle landbrugsfaciliteter - alt sammen til Kongefamilien. Herefter kørte vi forbi Wat Benchamabophit (Marble Temple), der er et kongeligt tempel tilhørende første klasses rangordning. Herfra gik turen forbi Anatasamakom Thron Hall; det tidligere parlament, der nu benyttes til royale ceremonier - videre forbi The United Nations Office i Bangkok og sidst på turen, inden Grand Palace, kørte vi forbi Wat Ratchanaddaram (Loha Prasat); et tempel der er bedst kendt for dets utrolig flotte og unikke struktur. Templet er 36 meter højt og har 37 metalspir, der repræsenterer de 37 dyder mod/forudsætninger for opnåelse af Oplysning, der ifølge den buddhistiske tro giver viden om midlet til at "opnå befrielse fra genfødslernes kredsløb".

Da vi (uskadt) træder ud af tuk-tuk'en er vi ved Grand Palace; et område der i 150 år har været hjem for thailandske konger og som i dag refereres til som "the spiritual heart of the Thai Kingdom". Jeg når dog ikke så langt, før jeg bliver stoppet af en vagt, der kigger mistroisk på mit outfit. Da jeg tog hjemmefra, var jeg særlig opmærksom på, at denne situation formentlig ville opstå, så jeg var særlig omhyggelig i mit tøjvalg. Men på trods af min ihærdighed og dét faktum, at jeg i 35 graders varme har valgt at iklæde mig en lang bluse med lange ærmer + lange, tykke leggings, bliver jeg bedt om at iføre mig en lang og meget varm slå-om-nederdel, før jeg får adgang til paladsområdet.

På ægte turistmaner rendte jeg selvfølgelig rundt med mit kamera og klikkede løs, og da jeg stod og poserede foran paladset, kom der pludselig en ung thai fyr hen og spurgte om han ikke måtte få taget et billede sammen med mig. Det imponerer mig gang på gang, at blonde piger kan være så stor en attraktion herude!

Da vi nåede længere ind på området var det tid til at betale indgang. Rettelse: JEG skulle betale indgang. Det er nemlig rigtig ofte, at der skelnes mellem thaier og "falangs", og det ses på prisen; mens det var gratis for Api at træde ind på paladsområdet, skulle jeg betale 400 THB svarende til ca. 70 kr. Det er vidst hvad man kan kalde racediskrimination. Men, jeg betalte og da vi nåede til Wat Phra Kaew (Temple of the Emerald Buddha) tændte vi et lys og en røgelsespind samt lagde en blomst for at udvise respekt til sjælen af templet. Inden vi trådte ind i templet smed vi vores sko - dette er endnu en måde at udvise respekt på over for Buddha. Da jeg satte mig på gulvet, opdagede jeg hurtigt, at alle sad på knæene og med front mod Buddhafiguren. Det er nemlig meget, meget uacceptabelt at sidde således, at fødderne peger mod Buddha. Da vi havde sat os til rette gav Api sig til skiftevis at placere sine hænder på jorden og foran ansigtet i takt med, at hun lænede sig frem og tilbage - i alt tre gange. Denne gestus er ligeledes en måde at udvise respekt på, men da jeg skulle til at udføre ritualet, følte jeg mig ekstremt akavet og var ikke sikker på, hvad jeg selv havde gang i, så jeg valgte at lade være og i stedet give mig til at "wai'e" dybt. Små skridt ad gangen.. Stilheden i templet husker jeg som helt ubeskrivelig - på ingen måder ubehagelig, men nærmest fortryllende eller uvirkelig. Der var SÅ mange ting at kigge på; loftet, væggene, selv gulvet var udsmykket helt fantastisk med blomster, guld, levende lys og fortællinger i form af malerier, og hele arrangementet med den emerald-grønne Buddha svøbt i guld var helt fantastisk! Der sænkede sig en helt fantastisk ro inden i mig, og inden jeg fik set mig om, havde Api og jeg brugt en hel del tid inde i templet, siddende ved siden af hinanden i tavshed, mens vi bare havde ladet tankerne flyve.

Da vi kom ud fra templet og igen kunne snakke, havde jeg pludselig en masse spørgsmål til hende. I min tid i Bangkok har jeg læst en hel del om den buddhistiske tro for at kunne sætte mig bedre ind i thaikulturen, men tiden i templet gav mig lyst til at vide mere. Api er selv buddhist, så der var en masse ting, jeg gerne ville spørge om, men da religion kan være et meget privat emne for nogle mennesker, spurgte jeg kun forsigtigt ind til det. Heldigvis ville Api meget gerne dele hendes tanker og overbevisninger med mig, så vi fik os en lang og meget, meget spændende samtale, som ville være for dyb og omfangsrig til at bringe op her. Efter en noget tankevækkende snak gik vi igen lidt rundt i paladsområdet for at se de sidste must-see's, inden vi vendte snuden mod udgangen. Da jeg pænt havde afleveret slå-om-nederdelen tilbage gik vi mod Chao Phraya River for at holde os ajour med vandstanden. Jeg fik nærmest et chok, da jeg så hvor højt, vandet stod - der var ingen tvivl om, at det ikke ville vare længe, før floden ville gå over dens breder.

Da vi gik rundt i området og så lidt på de mange gadehandleres boder, der indeholdte alt imellem himmel og jord, mødte vi en del munke. Det er egentlig ikke så sært - dét, der tiltrak min opmærksomhed, var, at Api gik i en stor bue udenom hver eneste gang, hun kom i nærheden af en munk. Da samme scenarie var sket et par gange spurgte jeg ind til det, og hun forklarede, at man som kvinde på ingen måder må nærme sig en munk. Hvis en munk bliver ramt/rørt af en kvinde, betyder det åbenbart så meget uheld, at de er nødt til at bruge flere dage på at bede om tilgivelse fra de højere magter - også selvom det bare var et uheld, at de blev rørt. Så med min klodsethed må jeg nok hellere tænke ekstra godt over mine armbevægelser næste gang, jeg støder på en munk.

Api havde lovet mig at introducere mig for et ægte thaikøkken. Ikke noget fancy, ikke noget vestliggjort, bare helt autentisk thaimad, som hun ville spise, hvis ikke hun havde mig på slæb. Jeg tror dog alligevel hun tog lidt hensyn, for det sted, hun valgte, var nok rettet en lille bitte smule ind efter vestlige smagsløg. Men ikke desto mindre var det det mest autentiske thaimad, jeg har fået i min tid herude. Min ret bestod af kylling, ris og grøn karry (mere avanceret turde jeg ikke), og det lyder jo umiddelbart meget tilforladeligt, men HOLD K***, hvor var det stærkt! Jeg sad og fik tårer i øjnene, mens Api grinede højlydt af min ynkelighed! Da vi var nået halvvejs i vores mad, begyndte servitricerne at skynde lidt på os. De havde netop fået oplyst, at vandet var på vej til området, så vi blev pænt bedt om at spise vores mad hurtigt færdigt og skynde os ud, så de kunne lukke butikken ned. Api og jeg skyndte os at hoppe på en bus og væk fra området, da vi ikke ville risikere at ende i det helt store trafikkaos, når folk gradvist ville finde ud af, at vandet var på vej. Lidt spændende og lidt nervepirrende situation at være i. Jeg har jo på ingen måder oplevet en sådan naturkatastrofe før - mit bedste bud på en krise, jeg har overværet, er orkanen, der hærgede Danmark i 1999. Her mistede 6 mennesker livet. I forhold til de omtrent 500 mennesker, der er omkommet i dette års oversvømmelser i Thailand, er det nærmest ingenting.

Hele sidste uge skete der virkelig mange spændende ting på jobbet, så det vil mit næste blogindlæg handle om. Men lige nu vil jeg køre over til min massør og få en times olie massage, Mmh!