Ikke alt fungerer lige godt heroppe. Jeg skulle have været ude at køre med hundespænd i går, men jeg blev ikke hentet. Svalbard Huskies forsøgte imidlertid at hente mig ved Hotel Spitsbergen, selv om jeg havde givet dem besked om nyt opsamlingssted for en måned siden. Jeg kunne ikke få fat i dem på telefonen, og de ringede først til mig efter over en halv time, hvor min telefon var på lydløs, og jeg sad i en bil sammen med en sød hoteljente i et forgæves forsøg på at finde dem. Nu har jeg talt med dem, og jeg regner med at få de 800 kr. tilbage i morgen.

Mens jeg ventede på bussen i dag, blev jeg så også ringet op af dagens guide, som heller ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke var ved Hotel Spitsbergen. Hmmmm..... Tjek på tingene? Men i dag kom jeg da afsted!

Og dagens guide hed Stein, og han havde boet heroppe siden 1960'erne, hvilket ikke er så almindeligt. De fleste bor her kun i nogle få år eller endnu kortere tid. Dagens tur lignede på mange måder den i lørdags: bådtur, gletscher, russisk mineby, fuglefjeld, men det blev den nu ikke ringere af.

Vi startede med at sejle til gletscheren Esmarkbreen, som ligger næsten, hvor Isfjorden munder ud i Grønlandshavet. Igen en fascinerende oplevelse. Stein stangede frisk is i havet og serverede Whisky eller cola on-the-rocks. God ide! Herefter fik vi frokost på dækket, grillet hval og laks, pastasalat, brød og smør. Mums, og der var masser af det!

Så sejlede vi til Barentsburg, som er en russisk kulmineby, som i modsætning til Pyramiden stadig er i brug. Vi blev modtaget af en russisk pige, som guidede os i 10 minutter, hvorefter vi kunne færdes på egen hånd en god times tid. Jeg troede, hun var en skolepige, så jeg kom til at spørge hende, om hendes far arbejdede i minen, men nej, hun var her på egen hånd. Jeg blev faktisk lidt forstemt af besøget i Barentsburg, for det er et trøstesløst sted, men OK måske er det ikke så meget anderledes end en lille by i Sibirien.... Men der er i hvert fald ingen tvivl om, at Rusland ikke opretholder bosættelsen, fordi minen er en guldgrube, men derimod blot fordi de KAN i henhold til Svalbardtraktaten.

På bådturen snakkede jeg med en svejtsisk brandmand, eller rettere han snakkede på mig. Han var da flink nok, og jeg vil også gerne snakke, men hold da op hvor han snakkede. På vej fra Barentsburg lykkedes det mig at få ham pudset på en fransk kvinde, og så gik snakken på fransk, så jeg kunne få mig en lur..... :-)

Da jeg vågnede, skinnede solen, og resten af turen var smukkere end det meste, jeg har set. Se lige billederne af de grønne skrænter på vej til fuglefjeldet. Jeg har ikke manipuleret med farverne!

I morgen rejser jeg tilbage til Danmark. Ferien på Svalbard har mere end levet op til mine forventninger, også selv om jeg ikke har set isbjørn, hvalros og moskusokse. Her er simpelthen fantastisk. Flere har skrevet, at jeg ser lykkelig ud på billederne. Det er jeg også!