Profile
Blog
Photos
Videos
Formiddagen foregik i stille tempo. Jeg aflagde besøg på Svalbard Museum, som var godt og overskueligt. Her kunne man bl.a. få styr på, at Svalbard først blev norsk i 1925. Indtil da havde det nærmest været allemandsland, hvilket bl.a. også er årsagen til, at der stadig findes en russisk mineby her, Barentsburg, som jeg i øvrigt skal besøge på mandag. Men der opstod behov for nogle regler, og så lavede man Svalbard-traktaten, som altså lagde Svalbard ind under Norge.
Herefter shoppede jeg lidt i form af en skijakke nedsat til 480 kr. fra 1.595 kr. Den er god. Er i overvejelse om, hvorvidt jeg skal købe et rensdyrskind til gulvet i mit soveværelse, formedelst 675 kr. Hmmmm. Jeg skal i hvert fald vide, om dyret er skudt med fortæring for øje! Når man sådan kommer rundt i byen, som jo er meget lille, møder man kun søde mennesker, mange af dem i forretningerne og på spisestederne er faktisk svenskere.
Kl. 14 blev jeg hentet af guiden, Erik, fra Spitsbergen Travel, som stod for dagens Isfjordsafari. Vi samlede tre mere op fra Hotel Radisson, en luxembourgeser, Thies, og to russere. Så var det blevet tid for Erik at afsløre, at den planlagte tur til Von Postbreen ikke kunne gennemføres, fordi den ville tage for lang tid i den hårde kuling, som blæser her i dag. Han gav os muligheden for at få pengene tilbage og aflyse, eller at lave en kortere tur til den halve pris. Russerne hoppede fra, men Thies og jeg ville gerne have noget af oplevelsen. Og jeg tror, at jeg nåede min grænse for friluftsliv her....!
Først omklædning til vind-, men ikke vandtætte flydedragter, og dertil redningsveste og beskyttelsesbriller. Nogle af bådene havde revet sig næsten løs pga vinden, så det skulle lige ordnes inden afgang. Og så gik det ellers: bump, en-spand-vand-i-hovedet, bump, en-spand-vand-i-hovedet osv., en frømandsuddannelse og en kiropraktisk behandling i ét! Hold da op, det var en barsk omgang. Det var jo bare en lille båd, og man sad helt nede ved vandet. Der gik ikke mange sekunder, før jeg kunne mærke vandet løbe ned ad maven......, hætten blæste af, brillerne duggede, og så fik jeg også lært at bruge en ny muskel, nemlig den som sidder på indersiden af låret, og som skulle bruges til at affjedre med, når bumpene kom, så den kiropraktiske behandling ikke blev alt for effektiv. Og vi kom faktisk også ud i Isfjorden, men ikke så langt. Der blev heller ikke så meget safari over det, da man næsten ikke kunne se noget gennem beskyttelsesbrillerne. Ifølge Erik blæste vinden op til 30 m/s, hvilket jeg dog tvivler på, da det svarer til stærk storm. Han fortalte, at det meget sjældent blæser så meget heroppe som i dag. Man kunne næsten heller ikke tage billeder, for man var nødt til at holde godt fast, og desuden er billeder af skumsprøjt nok ikke de mest interessante. Vi lå dog på et tidspunkt lidt i læ af et fuglefjeld, hvor jeg vovede mit kamera op af lommen.
Eneste formildende omstændighed var, at regnen udeblev. Jeg tror, det må være næsten sværere at være meteorolog her end i DK, for de havde lovet heldagsregn i dag med op til 20 mm, men der er nærmest ikke faldet en dråbe. Jeg skal ikke klage!
Så Thies og jeg fik vores arktiske dåb. Ifølge Erik havde han ikke før haft turister med ude i så hårdt vejr i de 13 år, han har arbejdet her. To timer - i modsætning til de plangte syv - på søen blev det til, så frøs vi for meget i vores gennemblødte flydedragter. En oplevelse, jeg vil huske, og bange, det var jeg nu ikke, bare våd og kold. Og nu hænger alt tøjet til tørre!
Nu slapper jeg så bare af i aften efter en hjemmelavet burger på Kroa. Der bliver mere sejlads i morgen, men i en noget større båd, og der bliver kun 'laber bris' :-)
- comments
Stine Mors hvor i bare seje, at i tog på den tur!!! Sjovt når du fortæller men en barsk omgang. Flot ser du ud i al udstyret, hvis man da kan se dig.
Søren Det kan man ikke, men det er mig!
Maria Du skal da helt klart have et dyr med hjem til gulvet ;)