Profile
Blog
Photos
Videos
Havets brusen og sand i 'sengen' var det mindste problem i nat. Presenningen omkring min fale var mør og løsnede sig med det resultat, at den larmede heldet vildt i den kraftige vind. Så det blev ikke til så meget søvn, som jeg kunne have ønsket mig. De kan åbenbart ikke lige sætte en ny presenning på, så nu er jeg flyttet til en lukket fale med rigtige vægge. Den er meget fin, og der er elstik, så jeg kan oplade diverse batterier :-)
Vi blev belejret af en ret skrækkelig kvinde fra Australien ved middagen i går. Hun er tilsyneladende helt uden sitauationsfornemmelse og vrøvler løs om alt muligt, som man godt kan være foruden. Vi trak os tidligt tilbage, men vandt hende igen ved morgenbordet, hvor hun næsten var endnu værre, fordi hun havde tømmermænd.... Gisp!
Vi flygtede til Namu'a, som er en lille ø øst for Upolu. Først 10 minutter med taxi og så 15 minutter i en lille motorbåd. Øen ligger inden for den voldsomme brænding, så sejlturen var ikke slem trods den kraftige vind. Der er et lille logi med fales på stranden, men ellers er øen ubeboet. Turen dertil kostede 138 kr. inkl. frokost.
Det var endnu et lille paradis på vores rejse! Lige bortset fra, at jeg fik hold i lænden, da jeg gled på en smattet sti, som førte op på toppen af øen. Så det var kun Steffen, der kom derop. Det var ifølge ham ret fantastisk. Godt for ham! Jeg 'nøjedes' med at skvulpe i vandkanten, hvilket min ryg godt kunne lide. Vi var tilbage i Lalumanu omkring kl. 15.30.
Nu handler det for mig om at få den ryg helet hurtigt. Den skal helst holde til halvanden uge og fire flyture mere. Så jeg hviler og laver øvelser. Det skal nok gå. Jeg har prøvet værre.
I morgen tager vi videre til øen Savai'i - Samoas største ø. Der har vi seks overnatninger fordelt på to steder. Det bliver også spændende! Jeg mener, at der er wifi begge steder, men jeg er ikke sikker, så bliv ikke nervøs, hvis jeg pludselig ikke skriver.
- comments
Randi Pas godt på dig selv! Og fortsat god tur:-)
Søren Af hjertet tak :-)
mor og far God bedring!