Susan - som pt tog sig af gæsterne på Waipio Wayside (og gæsterne var os!) - lavede morgenmad til os og spiste sammen med os. En ældre dame, sød, meget snakkesalig og med en meget alternativ livsstil. Hun kunne fortælle mange historier. Hun er fjerde generation på Hawaii. Hun fortalte, at hendes ene søn som 10-årig havde ønsket at blive bortadopteret til en hawaiiansk mand i Waipio Valley for at blive oplært i livet af ham. Det havde hun så gjort - ikke en officiel adoption naturligvis, men sønnen havde ikke siden boet hos hende. "I'm a free spirit, you know", sagde hun. Om mig udtalte hun: "You're such a friendly soul", hvilket jeg bifaldt.... ;-)

Vi kørte til Waipio Valley efter morgenmaden, først til et udsigtspunkt, og siden gik vi et lille stykke ad vejen ned i dalen. Denne vej er meget stejl med en gennemsnitlig hældning på 25%. Man må kun køre på den med firehjulstrækker, det vil sige ikke med vores Dodge. Jeg havde ikke rigtig mod på at gå hele vejen ned i dalen. Nedad ville have været pærelet, men det ville have været en hård nyser at gå op igen i den trykkende varme. Svedkirtlerne kom på overarbejde blot på den korte strækning, vi tilbagelagde!

Nu kørte vi så tværs over det nordvestlige af øen til vestkysten. Her fik vi syn for sagn med hensyn til forskellen i klima og landskab. I modsætning til nordlysten var der her meget tørt, næsten ørkenagtigt. Vi besøgte Pu'ukohola Heiau, som var/er et helligt sted. Kong Kamehameha I blev i 1790 opfordret til at bygge et tempel på stedet af en af sine præster. Det ville sikre ham at blive konge over alle de øer, som nu kaldes Hawaii. Og sådan gik det faktisk! Der var drønvarmt og knastørt på området, men det var spændende at se. Én af parkvagterne fortalte, at der faktisk stadig er nogle få, som bekender sig til den gamle tro. De bringer offergaver til offertårnet og får lov til at bruge templet.

Vi spiste burgere i den nærliggende havneby Kawaihae.

Derefter kørte vi sydpå, nogenlunde langs kysten, til Puako Petroglyfferne, som er ligesom helleristninger. Man ved ikke ret meget om dem. Man regner med, at de er lavet mellem 1000 og 1800. Vi skulle gå ad en snørklet sti i et lavalandskab og gennem en nærmest udbrændt skov. Meget specielt og meget varmt område! De fleste af petroglyfferne er stiliserede mennesker, men der er også enkelte dyr.

Nu var det så blevet tid at køre til vores næste logi lidt uden for Kailua-Kona. Vi fortsatte derfor længere mod syd, hvorefter vi igen kørte lidt væk fra kysten og opad. Måske et par kilometer, men det er nok til, at det igen blev nærmest regnskovsagtigt. Også her er der fuld gang i coqui frøerne, og det har også regnet. Vi har en hytte her, lidt udtjent og jordslået, kan man sige. Jeg synes dog, at den har sin charme.... Og så er der vaskemaskine og tørretumbler, så nu har vi fået klaret alt vores vasketøj!

I aften har vi spist lækker fisk ved havnen i Kailua. Jeg fik mahi-mahi stegt med macadamianødder med mango-papaya-relish, Steffen fik ono med citrongræs og ingefær. Så er I helt med, ikke?

.......

Så blev det alligevel mandag morgen. Internetforbindelsen i vores hytte var ikke god nok til at uploade, men nu sidder jeg i fælleshuset.