Vi lavede vores egne omeletter til morgenmad! Hale Maluhia betyder fredens hus, og det var det i hvert fald her om morgenen. Fredfyldt at sidde på terrassen i de frodige omgivelser. Man bliver højst forstyrret af en omvandrende vild kalkun.... ;-)

Vi havde en doven formiddag inden vi kørte ned i Kailua for lidt sightseeing og shopping. Vi så et helligt sted (rekonstrueret) ved havnen og en kirke, som er den ældste kirke på Hawaii. Steffen købte Kona-kaffebønner og en T-shirt. Jeg købte hemmelige gaver....

Kl. 15.30 blev vi samlet op af minibussen, som skulle tage os til Mauna Kea, som er Hawaiis højeste bjerg. Vores guide hed Kris, og han var god. På vejen til bjerget fortalte han en masse om geologien, dyrelivet og plantelivet. Og selvfølgelig om Mauna Kea. Faktisk er det verdens højeste bjerg, når man måler fra bunden til toppen, 4.200 m. Det har selvfølgelig ikke det punkt i verden, som er højest over havets overflade, men i sig selv er det altså højere end Mount Everest.

Vi var ret spændte på, hvordan vi ville reagere på det relativt hurtige skift til den tynde luft. Efter halvanden time nåede vi til Visitor Center, som er 2.800 m oppe. Her kunne jeg mærke en smule i form af lidt trækken i næsevæggen.... :-) Allerede her var der en fantastisk udsigt ud over området og de skyer, som vi var kørt igennem på vej op. Vi fik serveret grøntsagslasagne og brownies. Temperaturen var her 10 grader, hvilket jeg egentlig syntes var helt rart til en afveksling. Vi kunne stadig klare os med en fleece. Der var mulighed for at se en lille film, hvilket jeg ikke gjorde, vandre lidt i området, hvilket jeg gjorde, og shoppe, hvilket jeg også gjorde - jeg købte en T-shirt.

Efter en time kørte vi så de sidste 1.400 m helt op. Det var ret fantastisk! Så smukt! Noget af vejen var grusvej, temmelig ujævn, men det sidste stykke var der en fin asfalteret vej. Vi havde to små stop, ét hvor vi kunne fotografere Mauna Keas egen skygge, og ét hvor vi fik fortalt lidt om de mange observatorier. De er der, fordi Mauna Kea anses for at være ét af de bedste steder i verden for 'stjernekiggeri'. På grund af nærheden til ækvator er det muligt også at se en stor del af den sydlige himmelkugle.

Nu kunne vi tydeligt mærke den tynde luft. Vi slingrede og blev stakåndede, når vi gik, og vi fik efterhånden begge lidt hovedpine. Vi blev dog ikke for alvor dårlige. Helt oppe på toppen så vi på solnedgang. Jeg skal indrømme, at jeg blev helt bevæget. Man forstod virkelig dér, at man faktisk er på en planet, og samtidig føltes det, som om man var 'på månen'. Der var isnende koldt, nok 4 grader, men der blæste en vind, der gik gennem marv og ben. Heldigvis havde vi fået udleveret parkacoats.

Mine fotos fra solnedgangen er nok ikke de bedste, hvilket skyldes mit kamera, eller at jeg ikke kan finde ud af at bruge det rigtigt.

Da vi igen var kommet ned i 2.800 m, var det tid til sidste indslag: stjernehimlen! Aldrig har jeg set så mange stjerner. Fantastisk! Vi fik forklaret om dem med en laserstråle, suverænt, og kunne også kigge nærmere i et teleskop. Eneste minus var kulden. Det er lang tid siden, jeg har været så kold i hele kroppen.

Det var midnat, inden vi var hjemme i regnskoven, begge fulde af indtryk fra et fantastisk sted. Sådan en tur kostede $ 200 pr. person. Mange penge, men de var godt givet ud. Den oplevelse glemmer man aldrig.