Profile
Blog
Photos
Videos
Der udspillede sig et mindre drama i går. Da vi havde spist aftensmad blev vi opsøgt i lobbyen af Mahmoud - manden som leverede togbilletterne i forgårs - og hans chef. Baggrunden var, at jeg havde sendt en e-mail til det rejsebureau, som jeg havde købt billetterne igennem, og givet udtryk for min utilfredshed med, at de ikke havde haft styr på togtiderne. Det gjorde jeg, fordi vi faktisk havde betalt dem en klækkelig provision for at tage sig af det. Min utilfredshed gik egentlig på hovedkontoret i Cairo, som jeg havde skrevet med hjemmefra. Alligevel opfattede de det som utilfredshed med Mahmoud, og de svarede mig pr. mail, at Mahmoud ville blive straffet (!). Gisp!
Nu stod han så dér med sin chef og var i problemer.... Først blev jeg en smule utryg, men de var meget venlige, viste det sig. Chefen forklarede, at Mahmoud var en god mand med en stor familie, som han skulle forsørge, og han havde altid udført sit arbejde fint. Jeg forklarede, at jeg slet ikke havde ønsket at klage over ham, og de forstod godt min pointe. Vi aftalte, at jeg skulle sende en e-mail til Cairo om, at Mahmoud var en god mand, som havde givet god service. Punktum. Ikke mere! De virkede ret sikre på, at det ville løse problemet, og Mahmoud ville komme med en gave til mig, når vi kom hjem fra Aswan kl. 23.... Ingen protester hjalp.
Så kan man tale om kulturforskel!
Nå, men det hele kunne nu også være lige meget, for vores tog var alligevel over en time forsinket, da det kom til stykket. Vi kedede os ikke på stationen, da mange gerne ville snakke med os. Det er hårdt at være berømt.... I toget sad vi på 1. klasse med store, behagelige sæder, men til gengæld var der ikke særligt rent. Jeg havde flere gange brug for min desinfektionsgel.... Konduktøren lå på en hylde i mellemgangen. Jernbanen mellem Luxor og Aswan løber hele vejen i nærhed af Nilen, - ikke overraskende, for det er her folk bor. Vi prøvede at følge lidt med gennem de snavsede ruder. Vi kørte ofte lige på grænsen til ørkenen, så der var grønt til højre og goldt til venstre. Andre gange var der et lidt større frugtbart område med bananplantage, bomuld eller palmeskov. Og andre gange igen gik ørkenen næsten helt ned til Nilen. Vi fik i øvrigt indtryk af et fattigt land.
Vi ankom til Aswan lidt over kl. 12 og blev taget imod af Waleed, som førte os til vores guide, Ali m. chauffør. Ali er turistudannet, herunder i ægyptologi og sprog, og han skulle vise sig at være en glimrende guide. Først blev vi dog kørt til McDonalds, hvor vi havde 15 minutter til at få lidt i skrutten. Det er jo altid en udsøgt fornøjelse... NOT! Vores første stop herefter var den 'nye' Aswan-dæmning, færdiggjort i 1971. Dæmningen ændrede fuldstændig Ægypten, herunder biologien i den del af Nilen, som ligger nord for dæmningen. Ingen krokodiller og kun få fisk. Ved inddæmningen skabtes verdens største menneskeskabte sø, Nassersøen, som lagde adskillige nubiske landsbyer under vand. Nubierne blev tvangsflyttet.
Og de var ikke de eneste, der blev flyttet. Det blev også flere templer, bl.a. de fire, som vi så på en lille ø i Nassersøen. Ali fortalte klogt, og vi lyttede interesseret og beundrede bl.a. smukke, originale malerier i det lille tempel Beit el-Wali. Der var også opstillet nogle klippestykker med nubiske dyretegninger så gamle som 6.000 år! Ali begyndte så småt at lære os hieroglyffer og høre os i dem.... Ikke så nemt endda! Det fortsatte han med, da vi sejlede til en anden ø med Isis-templet fra Philae. Det er flyttet fra øen Philae, som også blev oversvømmet på grund af dæmningen, og genopført på en anden nærliggende ø. Igen var man næsegrus! Og jeg fik i hvert fald styr på tegnet for Isis, som er en trone.
Vi var faktisk ret trætte på dette tidspunkt, nu hvor klokken var blevet lidt over fem. Og efter et hurtigt vue til og en lille fortælling om Den Ufærdige Obelisk blev vi på forlangende sat af ved en ægyptisk restaurant nær stationen. Her fik vi serveret helt afsindige mængder mad, som vi overhovedet ikke kunne spise, men det var muligvis heller ikke meningen. Allerede klokken syv fandt vi vores tog holdende klar på stationen, og vi kunne indtage vores pladser i god tid. Og toget kørte såmænd til tiden kl. 19.45! Bloggen her skrives i toget og lægges op sent i aften. Billederne må vente til i morgen.
- comments