Som altid, vil jeg laegge ud med at sige at den her blog bliver KORT, og som altid ender det sikkert med ikke at passe, fordi jeg slet ikke kan holde op med at fortaelle naar jeg foerst er kommet i gang, og alligevel ender det sikkert - som altid - med alligevel at foeles som om jeg kun har faaet fortalt halvdelen af hvad vi har oplevet, men det er vel bare noget vi maa leve med, og saa starte hver saetning med "Da jeg var i Sydamerika" naar vi kommer hjem. Men jeg mener faktisk at det bliver kort, dels fordi jeg er optaget af at chatte paa facebook og dels fordi vi ikke kan faa uploadet billederne, og aerlig talt er det svaert at forklare hvad vi har set (og ogsaa unoedvendigt naar vi har saa mange smukke billeder) paa skrift, men jeg skal nok skrive lidt.

Fra San Pedro de Atacama i Chile, en by der bestod af en vej og et aesel, midt i oerkenen, tog vi med jeep ud i den store oerken, hvor vi saa fantastisk smukke farvede soer - roede, blaa, groenne, hvide og brungrumsede, flamingoer, mange mange mange lamaer, geysere, varme kilder, et hostel lavet af salt (ikke en god idé, vi foelte os meget toerre og ikke specielt ferske efter at have sovet der) og vigtigst af alt: Salar de Uyuni! Verdens allerstoerste SALTOERKEN - det er serioest for vildt, at saadan et sted kan eksistere paa vores jord er ufatteligt. Hvidt hvidt hvidt saa langt oejet kan se, og naar det er overskyet gaar himmel og jord fuldkommen i et. Naar solen er fremme er det enormt smukt - hvidt og blaat. Billederne maa I vente paa. Her legede vi rundt og tog en masse skaegge billeder. Altsaa, jeg gider ikke skrive for meget om turen, I maa se billeder, men fedt var det. Dog var det f***ing koldt om natten og i op til 6000 meters hoejde synes kroppen ikke altid at det er saa skide sjovt at vaere til, men ingen af os fik alvorlig hoejdesyge, saa det var godt. Men en haard tur, det maa vi sige ja til. Ogsaa vildt sjovt, vi moedte fire englaendere som vi har rejst med lige siden, det er dejligt at vaere en gruppe til afveksling :)

Vi ankom traette, beskidte, stoevede, saltede og glade til Uyuni, som er endnu mere et hul end San Pedro, men vi seks fandt os et hostel og kom ud i det bolivianske aftenliv for at spise. Vi endte paa en ekstremt autentisk boliviansk restaurant, enormt hyggeligt og sjovt men ogsaa meget rustik, hvor vi fik laekker mad og der var endda live-musik, med trommer, maerkelige instrumenter, og en pige som ifoelge europaeiske oerer ikke sang specielt godt, men bolivianerne saa ud til at nyde det enormt, saa fred vaere med det.

Naeste dag tog vi en bus til Sucre, Bolivias tidligere hovedstad (stadig deres juridiske hovedstad), som er enormt flot og hyggelig, jeg tror ikke meget har aendret sig de sidste 400 aar. Her har vi vaeret paa museum og laert om Bolivias frihedskamp, gamle Sydamerikanske krigshelte og deslige, vaeret paa marked (vi troede det var saadan et toejmarked hvor man kunne koebe lamating og saa videre, men det viste sig at vaere et rigtigt marked-marked, meget spaendende men lugtede dog ikke saa godt), koebt lama-sweatere til de kolde temperaturer i La Paz (her i Sucre er det fuld sol og 25-30 grader), og spist en masse billig mad. Om et par timer smutter hele gruppen videre til La Paz og det glaeder vi os til!

Naa ja busturen fra Uyuni til Sucre maa vi lige fortaelle om for det var da virkelig... boliviansk! Vi fik at vide at bussen var direkte, altsaa behoevede vi ikke skifte bus paa vejen, hvilket jo er rart, men de havde ikke lige fortalt os at de dog ville stoppe hvert 20. minut og samle flere og flere bolivianere op paa vejen indtil der simpelthen ikke var mere plads (eller ilt) i bussen! Vi koerte paa intet tidspunkt paa en rigtig asfalteret vej men til alle tider op og ned af grusede bjergveje i en skodbus som stank, fordi der paa alle sider var boern som kastede op, enten paa gulvet eller i en lille fin pose som de gladeligt holdt op i vores ansigtshoejde. Gamle damer sad paa gulvet med alle deres poser og stofdimser, og da vores engelske ven Louis spurgte en om hun ville have hans saede, tog hun gladeligt imod og lagde sig derefter til at sove OP AF hans kaereste Sara som saa ikke var saa tilfreds med sin kaerestes gentemanness naar alt kom til alt. Bag mig sad der fem boern paa et saede som blev ved med at pille i mit haar. Hele busturen kulminerede med at vi i torden, regn, tusmoerke (intet lys inde i bussen.. eller udenpaa den!) i fuld fart styrtede ned af et bjerg til tonerne af Eclipse of the Heart (TUUUURN AROOOOOOOUND!) - doedsangsten gjorde at ingen af os kunne lade vaere med at tudbroele af grin, hele situationen var simpelthen saa surrealistisk og komisk. Vi var sikre paa at skulle doe, vi kunne intet se, men kun foele hvor hurtigt vi koerte ned af et meget hoejt, meget stejlt bjerg, som vi kunne forestille os var meget glat, og hoere torden, bussens bremser der loed som om de godt kunne traenge til at blive skiftet ud (ok det kunne hele bussen godt traenge til) og tordenvejret.

Nu kan man foele at vi er i Bolivia. Yes mam.

Det er faktisk sjovt, indtil videre har Sydamerika ikke vaeret SAA Sydamerika-agtigt som man har hoert, men nu kan vi virkelig maerke at det er helt anderledes end Europa, menneskerne ser anderledes ud, byerne er anderledes, alt er anderledes og maerkeligt og spaendende, og primitivt. Paa en god maade, men primitivt! Der er for eksempel ikke toiletpapir paa toiletterne, det skal man selv medbringe, hvis man bruger saadan noget.