Profile
Blog
Photos
Videos
Mandag d. 4. marts var store-køredag; vi skulle køre fra Byron Bay til Blue Mountains vest for Sydney - en tur på små 800km. Det gik derudaf med musik i ørerne og pletvis regn, men så - lige pludselig - trak en politibil op bag os og blinkede os ind til siden. Det var Lærke der kørte, og således hende der skulle puste i et alkometer samt fremvise kørekort... Så blev det internationale kørekort da brugt :) Selvfølgelig viste alkometret nul, og med formaninger om at køre forsigtigt og passe på oversvømmelser, kørte vi videre.
Efter 12 timer nåede vi Blue Mountains - Daisy er jo ikke ligefrem verdens hurtigste bil, når det går op ad bakke; én procents stigning og speedometret viser 30km/t... Hvis ikke 20. Områdets eneste caravan park (som vi havde prøvet at kontakte hele ugen, uden held) var 'selvfølgelig' optaget - super fed stemning i bilen. Det var så også der Sofie 'valgte' at bakke ind i en jernpæl; pælen stod fin og rank, men højre baglygte hang og dinglede i sine ledninger, og Daisy havde fået en fin lang ridse i lakken - super. Lygten duede dog heldigvis, og vi kunne sætte den nogenlunde på plads, så vi kunne køre videre. Til alt held fik vi lov at overnatte i bilen på et motel - et rigtig hyggeligt sted med barbequehave og en lille pavillon.
Dagen efter stod vi op til pling-pling på taget (regn). Heldigvis klarede det op, og da vi begyndte vores vandretur i 'De blå bjerge', skinnede solen. Det manglede også bare, for der var ret så koldt i det høje bjerglandskab. Vores 4 timer lange gåtur bød på imponerende natur, smukke udsigter over bjergene og De Tre Søstre, våde vandrestier, trappegang så vores lægge stadig giver lyd fra sig når vi går på trapper og 'bjergklatring' når vi skulle manøvrere uden om væltede træer der lå på stierne. Vi sluttede gåturen af med at tage en skyrail op til turudgangspunktet, og fik da set bjergene oppefra. I skyrailen oplevede vi endvidere fordelen ved, at vi begge er høje - 'vognen' var nemlig fyldt med asiatere, så selvom vi stod bagerst, havde vi perfekt udsigt :)
Den sidste aften i Daisy blev fejret med pre-dinner-dele-pizza, og til aftensmad crackers, gulerødder, dip, oliven og pølse. Desserten bød på et smukt udvalg af diverse cookies og chokolade - der skulle tages afsked med Daisy med manér :) Det var en rigtig hyggelig aften, der ikke kunne have været bedre!
Dagen efter skulle vi så pakke vores ting ned i vores elskede backpacks. Det var både rart at få det hele 'på plads', men også lidt vemodigt. Daisy har trods alt været vores hjem i 4 uger, og at se hende bleve mere og mere tom var lidt mærkeligt. Hun fik også den helt store rengøringstur (ikke om vi ville have en efterregning for at aflevere en beskidt bil) - og vi siger bare: hun har aldrig været så ren før :) Efter rengøring var det mod Sydney, hvor vi efter grundig rengøring af det 'ydre' Daisy afleverede bilen. Glæden var stor da vi fik beskeden, at vi ikke skulle betale for reparation af baglygte og lakken - godt at vi valgte den dyreste forsikring af bilen :) !
I Sydney tjekkede vi ind på vores hostel, og gik så ned i Darling Harbour og nød livet dér. Om aften tryllede vi i køkkenet og fik lavet den mest fantastiske pastaret - en fusion af Pasta Fungi og Spaghetti Carbonara! Vi nød pastaen, og de misundelige blikke fra pasta-med-dolmiosovs-pøblen der ellers befandt sig i køkkenet :) For at fuldende aftenen - sætte prikken over i'et - tog vi til Darling Harbour, hvor vi hver nød en af Starbucks fortræffeligheder :)
De sidste dage i Sydney gik med forskellige kulturelle indslag. Vi fik en rundtur i Operahuset, som viste sig også at være rigtig flot og interessant indvendigt. Det var spændende at høre om Operahusets tilblivelse, og vi hujede og følte os stolte hver gang Danmark, Jørn Utzon eller LEGO blev nævnt! Vi fik en fantastisk udsigt over Sydney, da vi "besteg" Sydney Harbour Bridge iført fangedragtslignende tøj og fastspændt med sikkerhedsline hele vejen. Vores ben beklagede sig kun en smule, for solskin og den smukke udsigt tog det meste af opmærksomheden :)
Vi fik desuden også set byen fra søsiden, da vi var på "havnerundfart" i Sydney Harbour (hvor Sofie var ved at falde overbord i begejstring over at komme tæt på politistationen fra serien "Water Rats") og fra færgen til Manly, hvor vi nød en eftermiddag på stranden i skønt vejr!
En af aftenerne blev brugt på værelset, hvor vi hyggede med vores roomies, men ellers var vi ude og nyde byens aftenliv med pavlova, is og fotosession ved Operaen.
Det er med blandede følelser at vi nu tager videre til Bali. Ingen tvivl om, at vi glæder os, men det er også mærkeligt at skulle væk fra et land vi har rejst rund i i 1,5 måned og er kommet til at holde rigtig meget af. Vi tager afsted med en følelse af, at vi har oplevet og gjort alt vi ville, og mere til! Og det er jo skønt :)
- comments