Jeg må starte med at advare om, at dette indlæg er lidt længere end normalt, men der er simpelthen så meget at fortælle fra mine 10 dage på Cuba. Størstedelen af dette indlæg har jeg skrevet på et luksuriøst 5−stjernet hotel − forklaringen er at finde sidst i indlægget.

Cuba er et besynderligt sted.. her lugter underligt, er beskidt, kaotisk, konstant støjende og så er der absolut ingenting der fungerer. Alligevel føler jeg mig fuldstændigt tryllebundet af dette land. De gamle bygninger og antikke biler, får det til at føles som om tiden blev stoppet for 50 år siden. Cuba har i mange år været noget nær lukket land for turister, men er i løbet af de seneste år blevet mere og mere åbent for turister. Dog er der stadig mange ting som afslører at fortiden stadig spøger og at folket til en vis grad stadig er undertrykt. Eksempelvis er der to valutaer på Cuba, en til turister (CUC, som har samme værdi som amerikanske dollars) og en til lokale (CUP, som er 25 gange mindre værd). Dog er priserne for turister også nogle helt andre end for de lokale. Alt er delt op og mange steder er der forskellige prisskilte, selvom langt de fleste steder, restauranter såvel som busser, er separeret mellem lokale og turister. Det lyder nok lidt som apartheid, men så voldsomt er det dog ikke. De lokale er velkomne til at benytte en hvilken som helst service, givet at de altså kan betale for den. Dog er turister ikke tilladt i eksempelvis lokale busser, hvilket gør at priserne for transport for turister er helt absurd høje. For eksempel betaler man som lokal 2−3 dollars for en 3 timers bustur, mens man som turist betaler minimum 30 dollars for præcis samme tur. Dette er dog kun hvis man er heldig nok til faktisk at finde en bus at komme med. Der er kun et enkelt busselskab på Cuba og deres antal af afgange stemmer på ingen måde overens med efterspørgslen. Dette lærte jeg på den hårde måde, da jeg i Havanna havde bevæget mig de 45 minutter i en propfyldt bus vej ud til det eneste billetkontor. Her brugte jeg endnu en time på at stå i kø i bagende varme, blot for at få besked om at alle billetter var udsolgt den næste uges tid. Herfra kunne jeg så tage turen på 45 minutter tilbage igen. Heldigvis var der nogle lokale som forbarmede sig over blondinen i nød og hjalp mig med at finde lokal transport i en af de flotte gamle biler − dog stoppet 8 mennesker ind i en bil og med en pris på 30 dollars pr mand.

Efter tre dage i Havanna tog jeg til Playa Giron, som ligger på den sydlige side af Cuba, omkring tre timer fra Havanna. Playa Giron er verdens absolut mindste by, hvis man da overhovedet kan kalde det for en by. Det er nærmere en række huse langs en vej og der er ikke engang et supermarked. Til gengæld bor der de sødeste mennesker. I Playa Giron boede jeg fire dage hos en cubansk familie, som jeg havde fået kontakt til via Andres (ham jeg tog mit kursus som redningsdykker sammen med). Her boede jeg hos Lidia og Julio, som virkelig gjorde alt hvad de kunne for at jeg skulle føle mig hjemme. Maden var udsøgt og hver aften bød på en ny slags friskfanget fisk eller skaldyr. Lidia går hjemme, mens Julio og sønnen, som også hedder Julio, har et dykkercenter − absolut ikke et tilfældigt valg af overnatningssted ;−). Jeg fik dykket en masse i de smukkeste omgivelser. Man dykker direkte fra stranden, hvilket giver en helt særlig oplevelse. Med en sigtbarhed på 30−40 meter føltes det mest som at være i et kæmpe akvarium, lidt ligesom på Cozumel. De fleste eftermiddage cyklede jeg til stranden, hvorfra den stod på afslapning indtil solen forsvandt ned i det caribiske hav.

Søndag havde jeg haft held til at købe billet dagens eneste bus ud af byen. Uheldigvis var vi lidt for mange der havde fået den besked. Bussen, der kører gennem adskillige byer, har godt nok et samlet billetsystem, men da ingen af byerne har internet er det ikke til meget hjælp. Det betød at vi ved mit stop var omkring 10 mere end hvad bussen havde plads til. Efter heftige diskussioner mellem passagerer, chauffører og billetsælgeren, endte alle med at få lov til at komme med. Dog måtte mange af os tilbringe den 4 timer lange bustur i mellemgangen. Alle var dog så taknemmelige for at komme med, at ingen brokkede sig.

Da jeg ankom til Trinidad, som ligeledes ligger på den sydlige side af øen, ventede næste udfordring. Her stod jeg med min taske og præcis 4 CUC på lommen. I Havanna var banken lukket inden jeg tog af sted og i Playa Giron var der ingen, så det var med nød og næppe at jeg havde haft penge nok med mig. Der stod jeg så i en ny by med søndagslukket bank og ingen penge. Efter at have gået rundt til diverse fyldte bed and breakfast, fandt jeg endelig en venlig mand, som kendte en, som havde en onkel jeg kunne bo hos. Igen indfandt jeg mig hos en sød cubansk familie (som heldigvis lod mig vente et par dage med betalingen, så jeg den efterfølgende kunne få vekslet mine sidste mexicanske pesos). Jeg har sjældent været så taknemlig for mine spanskkundskaber!

At rejse rundt på Cuba er enormt spændende, men også helt vildt besværligt. Jeg har faktisk aldrig prøvet noget lignende. Information er svært tilgængeligt og internettet er tæt på ikke eksisterende. I de store byer er der som regel et enkelt sted med internet. 1 times internetadgang koster 5 dollars, mens der i alle de mindre landsbyer ikke er skyggen af internet. Det gør det enormt besværligt at planlægge sin rejse, eftersom man ikke kan komme i kontakt med eller finde dem som tilbyder overnatning. Det betød også at jeg ikke havde nogen reservation til min sidste nat i Havanna. Efter at have ledt og spurgt gud og hvermand uden held, endte jeg med at gå tilbage til det sted, hvor jeg sov de første tre nætter i Havanna. De var så søde at ringe rundt, men alt var fuldstændigt optaget. Til sidst fandt de endelig et sted, som jeg skyndte mig at takke ja til.

Da jeg ankom til stedet, var døren svær at få øje på. Heldigvis ventede ejeren mig udenfor. Inde i den smalle opgang, eller hvad pokker det nu var, måtte jeg bøje hovedet for ikke at ramme loftet, mens vi steg op mod 6. etage. Trappen var smal og førte tilsyneladende kun op til et par enkelte lejligheder. Døren til selve lejligheden var så smal, at jeg måtte kæmpe for at få min rygsæk igennem. Inde i den lige så smalle gang, blev jeg med stort besvær bakset ind på et lille værelse, hvor tre bitte små senge var stuvet tæt sammen. Værelset, som jeg skulle dele med en sær gammel mand og hans om muligt endnu mere sære datter (som i øvrigt aldrig forlod bygningen eller talte hverken engelsk, spansk eller et andet forståeligt sprog), var mørkt og havde ingen vinduer. Luften var tyk og indelukket, og lugten af overparfumerede kemikaliefyldte rengøringsprodukter var lige til at få hovedpine af. Sengene var max 60 centimeter brede og kun lige lange nok til at jeg kunne hvile mine lægge på dem, hvis mit hoved også skulle ligge på sengen. Det var mildest talt klaustrofobisk og jeg følte det faktisk mest som et lille fængsel. Jeg synes bestemt ikke jeg er sart, men det her var simpelthen for meget. Jeg troede en mørkt kakerlak−fyldt kælder i Costa Rica havde været bunden, men her tog jeg grueligt fejl. Man undrer sig måske over hvorfor jeg ikke bare tog på hotel eller lignende. På Cuba er tingene bare ikke så lige til. Man kan kun betale med kontanter og disse er temmelig svære at få fat på, hvorfor turister som oftest har alle deres penge med i kontanter når de kommer til øen, mig selv inklusiv. Grundet en del uforudsete udgifter, havde jeg kun akkurat nok til den sidste nat og transporten til lufthavnen den efterfølgende dag. Det betød også at jeg ikke fik spist fra jeg forlod familien i Trinidad tirsdag morgen, til jeg kom til USA onsdag eftermiddag. Dette tror jeg dog jeg havde godt af efter fire måneder med tacos og mexicansk mad.

Jeg følte allerede jeg havde set hvad der var at se i Havanna, så jeg ville helst bare slappe af den sidste dag. Dog var stedet så forfærdeligt, at jeg ikke kunne holde ud at være der. Som nævnt er Cuba på mange måder et besynderligt sted. Det er svært at finde steder at 'hænge ud'. Selvfølgelig er der park og pladser, men som blond pige kan man ikke sidde alene uden at der hvert andet minut kommer lokale mænd forbi for at snakke. I forvejen bliver man konstant antastet på gaden, så det var humøret heller ikke just til. Efter at have spadseret lidt rundt, fik jeg øje på et stort 5−stjernet hotel og tænkte at det lyse hår da måtte kunne bruges til et eller andet fornuftigt. Jeg smuttede ind og fandt mig godt til rette i en lækker sofa i et hjørne i hotellets lobby. Efter et stykke tid kom en vagt forbi for at tjekke om jeg nu også hørte til på hotellet. Med mit beskidte tøj, filtrede hår og klipklappere lignede jeg ikke just de andre gæster som i øvrigt alle var over 40. Dog lykkedes det mig utroligt nok at overbevise ham om, at min mand var oppe og tage en lur på vores værelse og at jeg derfor ventede et par timer på ham hernede − eller noget i den stil haha. Jeg tilbragte derfor en hel eftermiddag i en lækker sofa med en god bog (yderst tilfreds med mit lille fupnummer).

Sidst på aftenen satte jeg kursen tilbage mod min lille celle. Opgangen var sort som natten og jeg ventede egentligt bare på bøhmanden mens jeg klatrede op af de små trapper. For at det ikke skulle være løgn, var et ventilationsanlæg gået i gang med sådan en kraft at hele rummet rystede. Det blev en lang og søvnløs nat, som jeg lå der i alt mit tøj og havde ondt af mig selv, mens jeg nærmest kunne fornemme sengelopperne bide i mig.

På trods af alt besværet og det sidste døgn, har Cuba overgået alle mine forventninger. Det er et fantastisk og enormt spændende land. Efter en enormt kort flyvetur er jeg nu kommet til Miami, hvor jeg har to dage inden jeg d. 16 flyver til Barbados og mødes med min far.