Efter en spaendende bustur gennem Honduras med en tabt rygsaek fra minibussens tag (heldigvis ikke en af vores), en chauffoer der var mere interesseret i sin mobil end trafikken og sidst men ikke mindst en paakoersel bagfra, hvor vi heldigvis slap med skraekken, ankom vi torsdag d. 13/2 til Nicaragua.

Vi ankom sent, saa her stod den blot paa aftensmad og saa i seng. Den efterfoelgende dag besoegte vi et lille musuem for revolutionen. Museet i sig selv var ikke noget saerligt, da det bestod af en gammel tom bygning, som tidligere havde spillet en central rolle i revolutionen, samt en masse billeder. Det interessante var, at det blev drevet af gamle revolutionaerer, som selv havde deltaget i oproeret. Derfor var alle historierne praeget af stor indlevelse og stolthed.

Senere begav vi os rundt i byen, men det blev hurtigt for varmt. Da det var valentinsdag, afholdt vores hostel argentinsk middag. Det viste sig dog at vi var de eneste deltagende, men maden var enormt laekker! Senere besluttede vi os for at gaa ud, nu vi alligevel var stadset ud. Vi kom forbi nogle vaeldigt fancy steder, men endte dog med at slaa os ned paa en hyggelig lokal og propfyldt sportsbar. En hyggelig aften, der dog sluttede inden klokken slog tolv, da den efterfoelgende dag boed paa fuldt program.

Loerdag var vi tidligt oppe, da vi skulle afsted mod vulkanen Cerro Negro. 10 unge blev vi laesset op bag i en lastbil, og saa var det en times bumletur frem til vulkanen. Vulkanen tog 1,5 time at bestige, men i 37 graders varme og med udstyr, maa det siges at vaere en temmelig haard opgave! Op kom vi da og saa var det paa med det medbragte udstyr. Iklaedt orange heldragter og sikkerhedsbriller, skulle vi nu op paa vores medbragte boards og derefter naermest kaelke ned ad vulkanen. "Don't break, that's when you get hurt. Less than 40 km/h and you'll have to walk back", saadan loed beskeden og saa var det ellers bare afsted en efter en. Da vulkanen har en haeldning paa 41% faar man godt med fart paa - en fra gruppen naaede over 80 km/t! Vi holdt os dog paa beskedne 50-60 km/t. Det var en helt vild og ogsaa en smule graenseoverskridende oplevelse! Cerro Negro er den eneste vulkan i verden, hvor man kan dyrke volcanoboarding. Absolut en af de bedste oplevelser indtil videre! Til foraeldre og andre bekymrede sjaele, skal det dog siges at det ikke er saa farligt som det lyder!

D. 16/2 ankom vi til byen Granada, hvor vi endte med at tilbringe tre dage, da vi ikke kunne faa plads paa bussen til Costa Rice foer. Dagene i Granada gik primaert med afslapning, da varmen gjorde os dovne og vi efterhaanden mente at vi havde set nok by. Den ene dag var vi dog paa sejtur paa soen Lake Nicaragua, som er den stoerste soe i Latinamerika. I foelge vores guide er Lake Nicaragua og Victoriasoeen i Afrika, de eneste soeer hvori der lever hajer. I soeen var der ogsaa en masse smaa oeer. Ingen ved praecist hvor mange, men flere af dem er privatejede, de fleste af dem af landets rigeste, heriblandt tidligere praesidenter og forretningsfolk. I 3 timer sejlede vi rundt paa soeen der ogsaa spillede en stor rolle i spaniernes indtog i Centralamerika.

I morgen d. 19/2 er der endelig afgang mod Costa Rica.

Da vi nu har faaet oedelagt memorycard nummer 3, denne gang pga. virus, vil der nok komme til at gaa lidt tid mellem billederne, da vi fremover vi have vores fotos importeret via fotoforretninger.