Normalt ville man mene at en 10 timers bustur kraever en pause eller to. Det goer den bare ikke naar man er paa vej fra Nicaragua til Costa Rica. Da vi skulle op kl 05, var der ikke tid til morgenmad. Da vi ved middagstid var ved at vaere godt sultne, blev frustrationerne mange da vi indsaa at vi ingen pauser ville holde. Til vores (og formentligt ogsaa resten af bussens) store fornoejelse steg der omsider en saelger ombord, saa vi kunne faa stillet den vaerste sult.

Vi ankom til San Jose sidst paa eftermiddagen og fandt et guesthouse taet paa busstationen. Naeste morgen var vi igen tidligt oppe og med bussen kl 06. Efter fem times koersel, tre af dem paa smaa snoede bjergveje, ankom vi til Monteverde, et fantastisk og naturskoent omraade med fokus paa oekoturisme. Vi fandt et hyggeligt hostel i den lille og meget bakkede by Santa Elena. Efter vores ankomst spiste vi en hyggelig frokost i en saakaldt "tree-top restaurant", en hyggelige restaurant bygget omkring grenene i et stort trae. Derefter tog vi forbi butterflygarden, som dog ikke helt boed paa saa mange sommerfugle som haabet. Skuffelsen fortsatte da vi begav os ind til froeerne, da de mildest talt var umulige at se. Vi endte med at faa lov til at haegte os paa en guide, saa vi kunne faa set nogle dyr. Det lykkedes da heldigvis ogsaa. Endnu bedre blev det, da vi paa tilbagevejen ser en mand stirre op i et af traeerne i vejkanten. Det viste sig at vaere et dovendyr med sin unge kun faa meter over vores hoveder - saa soedt! Ved solnedgang tog vi ud i regnskoven, hvor vi skulle paa aftenvandring. Det foerste dyr vi stoedte paa, var den behaarede ottebenede fyr som kan ses paa billedet i hjoernet - og bare rolig, det er en af guiderne der har fotograferet med mit (Siris) kamera. Vi naaede ogsaa at se dovendyr, en giftslange (foej), froeer og et enkelt vaskebjoerns-lignende dyr. Desvaerre var der en del mennesker, saa de fleste dyr blev hurtigt skraemt vaek. Ildfluerne var heldigvis ligeglade med vores tilstedevaerelse, saa dem kunne vi nyde.

Naeste morgen var vi igen tidligt oppe, da vi denne gang skulle paa morgenvandring i skoven. Her fik vi ogsaa set lidt forskellige dyr, blandt andet aber og diverse fugle. Igen blev vi dog lidt skuffede, saa inden turens afslutning valgte vi at bryde med gruppen og gaa lidt selv. Ved middagstid tog jeg (Siri) tilbage til byen, da jeg lige havde nogle aerinder, mens Christian blev to timer ekstra og noed naturen.

Om eftermiddagen var det videre til naeste punkt og for mit vedkommende hoejdepunktet for vores ophold i Costa Rica: ziplining! Vi blev rigget til med seler og sikkerhedsudstyr, og efter en kort introduktion var det afsted. De foeste svaevebaner var korte og var primaert fra trae til trae. Andre steder var der haengebroer mellem traekronerne og en enkelt gang ogsaa rapelling. Jo laengere vi kom, jo laengere og vildere blev svaevebanerne. Til sidst kom vi til den laengste svaevebane i Latinamerika som er 1500 meter lang og gaar over en dal. Skal det vaere vildt, saa lad det vaere vildt: banen blev gennemfoert i supermands-position med hovedet foest og maven nedad. Saa kan man maerke at man lever! Bagefter var der lige en sidste forhindring, nemlig den store Tarzan-swing. En kaempe gynge fra 45 meters hoejde, som var 90 meter lang. Hvis man endnu ikke havde maerket adrenalinen, saa kom den i hvert fald til sidst!

Loerdag var vi igen tidligt oppe og med bussen kl 06. Da jeg startede paa mine malariapiller dagen forinden, blev det en temmelig lang bustur med opkast. Da vi endelig kom frem til lufthavnen i San Jose, skulle vi fordrive 7 timer inden vi kunne tjekke ind. For mit vedkommende gik de med soevn og opkast, mens Christian var soed sygeplejeske og derudover bare slappede af.

Oprindeligt skulle vi have floejet til Quito via El Salvador, men da vores fly er overbooket, skal vi en tur til Colombia i stedet. Det skal nok blive spaendende. De naeste par dage skal vi tilbringe hver for sig, da jeg skal fem dage til Galapagos oeerne, mens Christian bliver i Ecuador og udforsker landet.