Profile
Blog
Photos
Videos
Vi har nu været her i Mexico City i en uge, og det er vist tid til endnu et indlæg her på bloggen. Da vi bor hos hver vores familie, og derfor ikke har lavet de samme ting, kommer der derfor lidt fra os begge, så indlægget bliver nok en smule langt.
Siri:
Mandag var América, hendes mor og jeg i en park, hvor vi kunne håndfodre egern. Da det også var små og enormt søde unger, endte besøget med at tage to timer i stedet for det planlagte kvarter. Resten af dagen gik med hygge og rundtur i byen.
Tirsdag var juleaftensdag. Men jul i Mexico er temmelig anderledes end den jul vi kender i Danmark. Her føles det lidt som en almindelig hverdag, da mange er på arbejde og næsten alle butikker har åbent hele dagen og aftenen med. Den første del af dagen brugte vi Santa Fe, som er den rigeste og efter sigende også vigtigste bydel i Mexico City. Hævet over resten af byen kan de rigeste, som primært er jøder, fra deres kæmpe højhuse se ud over hele Mexico City og det forurenede lag der hænger over byen. Kl. 20.30, bedst som jeg troede at "nu må det da være tid til at fejre", skulle vi en tur ud og købe julegaver. Først kl.23 ankom vi til onkelens hus, hvor hele familien samledes. Alle var søde og tog godt imod mig. Familien er meget religiøs, hvilket blandt andet ses ved at bedstemoren (som bor hos os) velsigner os hver gang vi forlader huset. I min "familie" medbringer alle en lille baby Jesus, som så svøbes i et stykke stof og dernæst vugges mens kvinderne synger. Specielt, men særligt hyggeligt når den mindste deltagende er kusine Sofia på 3 år, som skråler så godt hun har lært.
D. 25 ville vi alle fire (América, Christian, Sebastián og jeg) en tur i forlystelsesparken Six Flags. Men da vi ankom (pigerne 40 minutter forsinket) begyndte regnen at sile ned. Vi besluttede derfor at tage i biografen, hvor vi så og forstod Hunger Games 2 på spansk. Senere stod den på bowling, hvor jeg (Siri) næsten formåede at slå Christian i bowling, hvilket er noget af en bedrift. Men det er jo ikke for sjov, at han bliver kaldt Strikemeister. For 200 danske kroner var vi 4 mand i biografen, ude at bowle og spille pool adskillige gange. Billigt må det siges at være!
Dagen efter kørte vi alle fire til nabostaten Morelos, hvor vi var i et kæmpe vandland. Vejret var væsentligt bedre end i Mexico City og der var næsten ingen mennesker. Her brugte vi hele dagen på badning og diverse store rutschebaner, som også kan ses på billederne. Det eneste minus var, at vi mildest talt blev ædt af myg!
Efter en hård dag i vandland, tænke América og jeg at vi fortjente en massage. Så det blev til en dag i en spa med massage og det hele.
Igår lørdag mødtes vi alle fire med Edgar, som også var med i Danmark i april. Vi var ude at stå på skøjter og besøgte den festlige bydel Coyoacán. Denne bydel er en af de mest turistede, og også et sted, hvor mange mexicanere kommer, da der er mange hyggelige restauranter, barer og en stor plads i centrum, hvor der den dag var nogle klovne som optrådte. Alt i alt går det temmelig godt!
Christian:
Juleaften var, som Siri og skriver, lidt, for ikke at sige meget anderledes end i Danmark. Da der er 7 timers tidsforskel, kunne jeg ved middagstid læse på facebook, at alle skrev god jul, mens vi gik rundt i 20 graders varme. Så det føltes slet ikke som juleaften. Da jeg var blevet lidt træt, gik jeg op for at sove omkring kl.18, hvor det jo er normalt at begynde juleaften i Danmark. Jeg blev så vækket igen, da gæsterne kom kl.22.30. Derefter var der stor middag, sammen med familien og farens bror og kone. Da de ikke har samme tradition med at danse om juletræ, var der derefter gaver. Min familie var så søde at have købt gaver, så jeg fik en t-shirt og min favorit, en flaske Don Julio Tequila.
Dagen efter vi havde besøgt vandlandet, stod den for mit vedkommende på afslapning indtil om aftenen, hvor vi var i biografen. Sebastián har en veninde som arbejder i biografen, og vi kunne derfor komme ind at se Hobitten 2 gratis. Og ikke nok med det, så var det 4D, så der både var 3D effekter, vand og luft i hovedet, alt imens at sæderne rykkede frem og tilbage. Efter filmen var vi ude at spise på et såkaldt "taquería", hvor de serverer tacos.
Igår lørdag var vi som sagt ude at skøjte og i Coyoacán. Men efter at Siri, América og Edgar var taget hjem, tog mig, Sebastián og hans veninde hen til et sted som hedder La Bipo. Det er både restaurant og bar, hvor jeg fik smagt på mexicanske øl.
Idag var mig og Sebastián igen i biografen, da det er rigtig billigt at gå i biografen, og fordi vi stadig var lidt trætte fra aftenen før. Derefter mødtes vi med resten af familien, som var kommet hjem fra deres sommerhus nord for hovedstaden, for at spise middagsmad. Herefter tog vi på "El museo del tequila", som var et lille museum, hvor man kunne læse om tequilaens historie, samt hvordan den produceres. Derudover havde de en stor udstilling med alverdens forskellige tequilaer.
Så alt i alt går det rigtig godt her i Mexico City, og vi nyder begge at være tilbage og at være sammen med vores mexicanske venner!
- comments