Her kommer lige et blogindlæg fra den seneste uge, hvor vi har besøgt byerne Oaxaca og Puerto Escondido.

D.6. Januar forlod vi Mexico City, for først rigtigt at begynde vores rejse sådan på egen hånd. Vi tog med bussen tidligt om morgenen med destinationen Oaxaca, som er en by sydøst for Mexico City, en tur på 7 timer.

At komme til Oaxaca var en stor kontrast i forhold til hvad vi var vant til i Mexico City; mindre trafik og færre mennesker, hvilket egentlig var meget dejligt. Byen var, selvom den dog var stor, meget hyggelig. Gaderne i midten af byen var belagt med brosten og flere steder var der parker og kirker, hvor man kunne bruge sin tid. Det eneste minus var dog at området omkring Zocalo (centrum ad byen med restauranter og en lille park) var fyldt med sælgere, som tog sig den frihed at gå ind mellem alle bordene på en restaurant for at spørge samtlige gæster om de havde lyst til at købe noget. Det oplevede vi på egen hånd, da vi første aften blev mødt at 10-15 sælgere på omkring en time.

Da vi ankom hen på eftermiddagen havde vi ikke de store planer, andet end at gå en tur ind til byen for at få noget at spise. På vejen besøgte vi kirken San Domingo de Gúzman, en meget flot kirke med næsten fuldt guldbelagt loft. Efter en god aftensmad gik tilbage til vores hostel for at sove ud oven på busturen.

Dagen efter besluttede vi os for at tage på en tur til Monte Albán, et stort pyramide-/ruinkompleks, belliggende nogle hundrede meter over byen. Monte Albán blev bygget mellem år 500-800 af zapotekerne, som var indianerne her i Oaxaca området. For os var Monte Albán næsten en større oplevelse end Teotohuacán i Mexico City, da dette sted bestod af en masse pyramider samlet i en stor kreds, og med en udsigt ud over hele Oaxaca by. Som man kan se på billederne var det et fantastisk syn første gang at kigge ud over ruinerne.

Efter en god nats søvn var vi tidligt oppe onsdag morgen, da vi havde booket en tur til et sted kaldet Hierve el Agua, hvilket oversat til dansk betyder noget i retning af kogende vand. Inden da besøgte vi, som en del af turen, Mexicos største træ, El Árbol de Tule. Træt var dog ikke særligt højt, men målte ifølge vores guide 58 meter i omkreds, hvilket må siges at være et pænt stort træ!
Herefter tog vi videre til en lille landsby, hvor vi fik lov til at besøge en væver. Hun viste os bl.a. hvordan man først karver og ordner ulden og derefter spinder det til garn. Det var meget intereressant at se hvordan ulden får sin farve ved udelukkende at bruge naturmaterialer. Bl.a. blev den røde farve lavet med en tørret orm fra en kaktus og tilsat en lille smule lime saft.
Nu var det så blevet tid til at se Hierve el Agua, som er naturlige pools, hvor vandet løber fra og ned over klippeside. En utroligt flot syn, specielt vandets farver og de sedimenter som det havde efterladt på klipperne.
Sidste stop på turen var en mezcal-bar. Mezcal bliver lavet næsten ligesom tequila, begge af agave-planten. En ting er dog hvordan de bliver lavet, en anden ting er hvordan de smager. Og her skulle jeg hilse at sige at smagen er forskellig. Mezcal er en del stærkere i smagen end tequila og bliver kun brygget her i staten Oaxaca, så vidt vi kunne forstå. Som en del af besøget var der selvfølgelig mezcal-smagning. Først 4 forskellige almindelige mezcals og derefter diverse forskellige likører tilsat mezcal. Så efter 10-12 forskellige smagsprøver, hvor vi ikke kunne sige nej, blev det en god køretur hjem.
Henunder aftenen mødte vi to amerikanere på vores hostel, som vi kom i snak med. Vi besluttede os for at tage med dem på bar inde i centrum. Det blev til en rigtig sjov aften, hvor vi også mødte to nordmænd, som amerikanerne kendte i forvejen.

Efter barturen om aftenen stod den bare på afslapning om dagen, inden vores bustur til Puerto Escondido. Det blev til et besøg på et kæmpe stort marked og ellers bare restaurantbesøg og afslapning i en af byens parker.

For to dage siden ankom vi så her til Puerto Escondido, som ligger syd for Oaxaca, men ved kysten ud til Stillehavet. Efter 11 timer i bus (dog en natbus, så vi var nogenlunde udhvilede) var vi så klar til at komme ud at nyde det gode vejr. Det er utroligt at se at klimaet kan skifte over nogle få hundrede kilometer, og vi kunne allerede da vi steg ud af bussen mærke varmen komme strømmende imod os. Vi tog en taxa til vores hostel, Towers Bridge Backpackers. Da vi ankom med taxaen lignede det overhovedet ikke noget hostel, da vi på vejen, som bare var en grusvej, stødte på en masse høns som løb midt på vejen. Det viste sig at være rigtigt, og at vi var kommet til et rigtigt backpacker hostel, men på den gode måde; rigtig afslappet stemning og lækre tropiske omgivelser med pool, palmer og en god bar. Her blev en af vores yndlingsbeskæftigelser pool, altså spillet pool. Det blev til en del spil, hvor Siri blandt andet fik LAMMETÆVET Christian.

Da temperaturen for længst havde passeret 30 grader besluttede vi os for at tage et kig på stranden og komme ud at bade. Det var vildt lækkert endelig at få noget sol, vand og varme og bare kunne slappe af.
Omkring klokken fem havde vi booket en tur på hostelet for at komme ud at se nogle skildpadder blive sat fri. Vi kom ud til en lille hytte ved stranden hvor de hjælper nyfødte havskildpadder med at blive udklækket om komme ud i havet. I nogle opvaskebaljer lå mellem 200-300 små havskildpadder, som alle var udklækket samme dag, efter at have ligget i ægget i 40-45 dage. Her fik vi så lov til, ved solnedgang, at sætte skildpadderne fri på stranden, så de selv kunne kravle ud i havet. En stor oplevelse at være med til.
Aftenen blev for mit vedkommende brugt i baren, hvor der blev serveret alt fra drinks til shots og øl, så det endte med at blive en helt sjov aften.

Igår havde vi fra morgenstunden booket surf-timer, da det, i hvert fald fra min (Christian) side, var et stort ønske at komme ud og lære at surfe, hvilket jeg da inden også var overbevist om at jeg kunne finde ud af. Det ændrede sig lidt da vi lå på stranden og skulle øve os i at rejse os rigtig op på brættet, mens instruktøren sagde at det altså ikke var den helt rigtige måde - og her var vi ikke engang kommet i vandet endnu. Det blev dog meget bedre efter et par forsøg, og efter cirka en time på vandet havde både mig og Siri kommet op at ride bølgerne - dog med lidt hjælp fra instruktørerne. Så en mega fed oplevelse som gav os så meget mod på mere til at booke en tid næste dag.

I dag var det så tid til surfing igen, men da Siri var blevet meget solbrændt i ansigtet, og derfor ikke havde lyst til at tage med, for at det ikke skulle blive værre, var det derfor kun mig som tog af sted. Det viste sig at der heller ikke var andre som skulle have timer den dag, så det blev eneundervisning med min egen personlige instruktør. Dagen før var det åbenbart meget bedre at surfe, for i dag var der næsten ingen bølger. I stedet øvede jeg lidt på min padleteknik (ja, sådan en findes der) og jeg kom da også op at stå på boardet på de få bølger der nu var. Men en god start, og både mig og Siri har fået mod på mere når vi kommer videre ned i Mellemamerika.

Nu går turen så videre øst på mod byen San Cristobal de Las Casas, hvor vi nok skal vende os til et lidt køligere klima end det vi har været vant til her i Puerto Escondido.