Jeg ankom sent til Puerto Montt, og da det havde været umuligt at finde et hostel på nettet, så prøvede jeg lykken, og tog af sted til havnebyen i det sydlige Chile. Der stod en række repræsentanter fra byens hospedajes og andre, der ville udleje et værelse. Jeg fandt hurtigt et acceptabelt tilbud, og så fulgte jeg ellers med et par blokke væk sammen med repræsentanten fra det lille hus. Jeg fik et lille hummer på en 6-8 kvadratmeter uden vindue, men til gengæld var der en seng og et TV. Dagen efter tjekkede jeg dog hurtigt ud af det halvtomme hus, hvor jeg ikke havde set andre rejsende, da jeg ville til Chiloe, der er en ø, der ligger et par timer fra Puerto Montt. Jeg vidste ikke hvor langt tid jeg ville bruge på øen, så derfor bookede jeg ikke yderligere overnatninger, men lod dog min store rygsæk i hospedajet i Puerto Montt.

Curanto og træhuse

Chiloe er en relativ ung ø, som først blev fundet relativt sent, og derfor har lokal befolkningen også levet sit eget stille og rolige liv på øen i mange år, og derved har de opbygget det, der skulle være et mere alternativt samfund. Dette inkluderer nogle alternative madretter og en byggestil, der inkluder masser af træ. Således vil jeg tro at 95% af husene på Chiloe vel er bygget i træ. Resten er bygget i noget blikskure-stil. Jeg valgte at tage bussen til den lille by Castro, der skulle have de bedst bevarede palafitos, der er huse bygget på pæle i havet. Et andet kendetegn vedrørende byggestilen er trækirkerne, som der er mange af. Der var også en kirke i Castro, og alt inde i kirken var stort set også lavet ud af træ. Disse trækirker er bl.a. på Unescos liste over bevaringsværdige bygninger, og det er også tydeligt at de er stolte over deres kirker. Således havde de en kirkerute, som de reklamerede heftigt for.

Jeg skriver vist en del om mad, så derfor vil jeg ikke gøre en undtagelse i denne blog, da jeg naturligvis også var kommet til Chiloe for at smage på en af øens særlige specialiteter, Curanto. De har masser af fiskeretter, hvilket er naturligt med en beliggenhed ved vandet. Curanto er nok den mest klassiske ret på disse kanter, og den er også lidt speciel, da sammensætningen består af lidt forskellige ingredienser. Retten indeholder både blå og hvide muslinger, der blev serveret sammen med kød, kylling og en velsmagende chorizo pølse og 2 slags kartofler. De hele var smidt sammen i en kæmpe skål, og ved siden af blev den lille suppe serveret, der var blevet til overs efter kogningen af muslingerne. Det smagte ret godt.

Efter at have brugt nogle timer i Castro tog jeg nordpå til Ancud, der er en anden by på øen, der ligger tæt på en national park, som jeg overvejede at besøge, men da jeg kom til Ancud, så var turistbureauet lukket, og jeg havde svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle komme ud til parken, og hvornår det var muligt, og da jeg samtidig også gerne ville et smut til Cochamo inden jeg skulle med Navi Mag færgen til Puerto Natales, så forlod jeg Chiloe efter en dag, og returnerede til Puerto Montt, hvor jeg løb ind i problemer.

En nat i luksus

Jeg havde jo ikke nogen reservation, og overraskende nok var huset blevet fyldt op i mellemtiden, så jeg kunne ikke få et værelse, og kvinden der drev stedet blev ret overrasket over at se mig. Vi kunne ikke kommunikere ret godt, da hun kun talte et uforståeligt spansk, og mit spansk var ringe, og dem var måske årsagen til at hun troede at jeg havde en reservation. Jeg ved det ikke, men inden jeg havde set mig om havde hun ringet til en veninde, der drev et hotel i byen, og nærmest booket mig ind der. Jeg var dog skeptisk da jeg hørte ordet hotel. Det lød dyrt, og da overnatning i Chile i forvejen ikke er det billigste, så var jeg ikke sikker på det var den rette ide, så jeg spurgte til prisen, som gudhjælpeme var billigere end hospedajet, så således endte jeg op på Altos del Mar med havudsigt, et værelse, der var en 3-4 gange større og eget badeværelse med badekar til det, der var min billigste overnatning i Chile, og så var det oven i købet på et hotel. Jeg ved som nævnt ikke om det var på grund af sprog vanskelligheder eller om det var fordi hotellet ikke havde nogen gæster at jeg fik det sær tilbud, men jeg slog lynhurtigt til, da klokken også var blevet mange, og det kunne blive svært at finde et andet sted at sove.

Hotellet var ganske fint, og langt bedre end hvad jeg er vant til. Dog var morgenmaden skuffende. Den mindede om det de kunne servere på et hostel, og specielt var kaffen en skuffelse, og de forsøgte ikke engang at skjulr at de servede instant coffee, da de placerede varmt vand og en stor spand med instant coffee ved siden af mit brød.

Næste morgen tjekkede jeg ud, og fik endnu engang min store rygsæk opbevaret i Puerto Montt inden jeg forlod byen. Først skulle jeg dog lige booke min færgebillet med Navi Mag, der sejler fra Puerto Montt til Puerto Natales 700-800 km længere mod syd i det ufremkommelige Patagonien. Efter at jeg havde sikret mig billetten sprang jeg på bussen til den tyskinspirerede by Puerto Varas, hvorfra jeg skulle fange en bus til den lille flække Cochamo, hvilket viste sig at være besværligt. Jeg henvendte mig på turistkontoret i Puerto Varas for at få en køreplan, men noget gik galt for jeg ventede i en krig på en bus der aldrig kom.

Ingen vidste tilsyneladende, hvornår bussen skule køre selvom jeg spurgte gud og værd mand på den lille station, men jeg tror den bus, som jeg missede kørte før tid, fordi jeg ramte en bus, der skulle køre kl. 16, men den kørte over en 30 time før tid, så je vil tro den anden bus også var forud for køretidsplanen. Det var en lille tætpakkede mini van, der skulle fragte mig til Cochamo. Det var ikke videre behageligt, men det var derimod billigt! 15 kr. for at blive transporteret 100 km det er som dansker en fin pris for en bus transfer.

Efter at have misset den første bus til Cochamo brugte jeg et par timer i Puerto Varas på at lege turist, og samtidig kunne jeg dræbe noget af den lange vente tid til at den næste bus kom. Puerta Varas har en stor tysk indflydelse. Således så jeg skilte, der reklamerede for Küchen, en andet sted stod der med stort energiraum, og der var også et tysk hospital og en tysk skole i byen, samtidig med at mange gadenavne var opkaldt efter tyskere som f.eks. Otto Bader. Jeg så bl.a. den tysk inspirerede Marienkirche, og derefter et fesent view fra Cerro Calvario, der ellers skulle være det bedste sted for at få et godt view udover området, der bl.a. skulle kunne tilbyde udsigt til den store sneklædte Osorno vulkan, som jeg havde set et par dage før på min bustransfer fra Pucon til Puerto Montt. Endelig så jeg byens strandpromenade ved den store sø inden det var tid til at komme tilbage til busstationen i god tid, så jeg kunne komme til Cochamo.

Efter endnu mere venten ramte jeg som nævnt den lille mini van, der kørte ad grusveje igennem det smukke landskab med stejle bjerge og hav, hvilket vil sige at det var en dyb fjord, der skar sig ind til Cochamo. Dog var der aske i luften, da jeg var kommet tilbage i dette område, der er plaget af askeskyer.

Stor gæstfrihed i Cochamo

Da jeg ankom til den lille flække skulle jeg finde ud af hvordan jeg kunne komme til La Jaunta i Valle de Cochamo, som havde bragt mig den lange tur ud til den lille flække på Lars Tyndskids marker. Jeg var kommet så langt ud at der ikke var ATM maskiner eller mulighed for at betale med kort. Der var generelt ikke meget andet en håndfuld små spisesteder og nogle minimarkeder, men på byens lille interimistiske turistkontor fandt jeg frem til en gut, der arrangerede ture ind i Cochamo-Dalen. Han hed Martin, men blev bare kaldt Lucho, og han anbefalede at se området fra Hesteryg. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har siddet på en krikke. Det har nok ikke været siden jeg engang som barn blev krukket rundt på en Pony i et eller andet lille dansk sommerland eller Haunstrup Dyrepark måske. Lucho talte ikke andet end spansk, så jeg skulle lige bruge lidt tid på at overveje hans forslag, og finde ud af om det nu også var en god ide at sætte sig op på en hest, og blive instrueret i at styre den af en gut, der udelukkende talte spansk. Jeg besluttede mig for at tage mod tilbuddet. Nogle gange skal man også være åben overfor nye ting, så i stedet for at hike eller cykle, som jeg normalt ville gøre, besluttede jeg for at det ville være bedst at se dalen fra hesteryg, hvis min lokale guide anbefalede det. Jeg havde lidt en ide om at jeg enten ville hade mig selv for denne beslutning eller på en fed oplevelse ud af det. Lucho sagde jeg skulle komme til hans mors lille restaurant om aftenen, hvor Universidad de Chile skulle spille finale i Copa Sudamericana mod Ecudorianske Liga fra Quito. Jeg så kampen med de lokale, og der var god stemning, da chilenerne fuld fortjent vandt den ulige kamp.

Jeg stod tidligt op næste morgen for at møde Lucho, der havde inviteret til morgenmad, som egentlig ikke var inkluderet i turen, så vi fik noget te, brød og majssuppe inden han fik rigget alt udstyret an. Dog manglede der noget synes jeg, så jeg spurgte om jeg kunne få en hjelm, hvor til Lucho bare svarede, "Har du ikke en rejseforsikring?"

Øhh jo tænke jeg lige, men vi startede og der var ingen problemer med krikken, så alt var fint. Derudover var vi heldige, og den aske der lå over Cochamo by forsvandt, da vi red ind i dalen. Det var egentlig meget nemt at styre hesten og det var sjovt, og naturen var vidunderlig, og meget omskiftelig. Vi krydsede flere forskellige skovtyper bl.a Alerce træer og noget tætbevokset og moslignende skovterræn, der mindede om scener fra ringenes herre. Til sidst sluttede turen i La Juanta, der er et område i dalen, hvor man kan se de stejle klipper på begge sider af dalen. Der var syn til mange vandfald og den super klare flod.

Derefter fandt vi et stort vandfald hvor vi slog lejr, spiste frokost, der bestod af grillet laks. Derefter skulle Lucho lige smede en af hestenes sko, hvilket han lige skulle lave et bål før han kunne gøre. Det var sjovt at se hvordan han på ret cowboy maner fik fikset hesteskoene. Lucho var generelt en ægte caballero med sine hjemmerullede smøger og den store cowboyhat.

Da der var styr på hestene var det tid til en svømmetur ved det store vandfald, som vi brugte som en naturlig vandrutschebane. Det var ret sjovt, og man kunne få god fart på ned af klippen. Jeg tvivlede på at det var helt sikkert, men Lucho demonstrerede lige hvordan det skulle gøres, og så kunne jeg se hvordan man kunne anvende det store vandfald som rutschebane, hvilket var en fin måde at få et adrenalin kick på.

Hjemturen tilbage til Cochamo var dog ret lang, og jeg ville gerne tilbage, og det var ikke så sjovt længere, da jeg havde meget, meget ondt i knæene efter mere end 12 timer og 46 km i sadlen. Så kroppen havde det ikke fantastisk, men nok engang blev der udvist stor gæstfrihed i Cochamo, da Lucho og hans kæreste inviterede på aftensmad. Så jeg spiste med sammen med dem, og nogle gæster, der dukkede op. Så det var en meget fin lokal oplevelse med chilenerne, hvor jeg også fik trænet mit spanske.

Da jeg vendte tilbage til mit hospedaje for natten, så ville de pludselig vaske mit meget beskidte tøj, men jeg skulle med en morgenbus næste morgen til Puerto Montt, så jeg havde ikke tid til at tøjet ville være klart næste morgen, men det fortæller noget om, hvor flinke og gæstfrie de var overfor den enlige turist, der var i den lille fiskerflække på den chilenske udkant smukt beliggende ved en fjord omgivet af de store bjerge. Det var bestemt en god oplevelse at springe af den rute, som de fleste rejser, og se noget mere lokalt og et område, der bestemt ikke var turistet.