Der blev tid til en hurtig frokost i Puerto Montt inden jeg skulle med Navy Mag færgen længere sydpå til Puerto Natales. Puerto Montt er ikke nogen køn by, men havnebyen er dog garant for god fisk. Derfor fangede jeg en Paila Marina i Angelmo-havnekvarteret, der ligger tæt på færgehavnen. Paila Marina er fiskesuppe lavet på blå muslinger, og det smagte ganske hæderlig. Derefter vendte jeg tilbage til færgeterminalen, hvor jeg mødtes med Ester, som jeg havde mødt i Pucon, og som også skulle med færgen.

4 dage på havet

Den første dag var præget af kanon flot vejr, så det var fantastisk at glide i gennem de mange fjorde i det meget afsides beliggende hjørne af Chile. Vi så et hav af de bjerge og vulkaner, der ligger klods op af fjorden, mens vi nød det gode vejr på soldækket med øl og et spil skak med de store brikker, der var placeret på topdækket.

Vi så også et par delfiner springe omkring båden inden det blev tid til den smukke solnedgang over havet. Det var en god gruppe mennesker, som jeg mødte på færgen, så vi fik hurtigt lavet nogle aftaler om at hike Torres Del Paine Nationalparken sammen. Denne nationalpark er årsagen til at folk kommer til Puerto Natales. Det var en brogede flot mennesker der var med skibet. Vi var en del backpackere, men der var også en stor gruppe pensionister, der viste skulle nyde deres otium, og så var den en stor flok hollændere, der var på (druk)tur, men det var nu meget fint, da alle os i den yngre del af klientellet, som jeg hang ud med, havde investeret i vin, øl og sprut inden færgeturen, så meget af tiden gik med druk, kortspil og afslapning. Foruden at spise(mad var inkluderet i prisen) og nyde den spektakulære udsigt i de dybe fjorde.

Jeg havde booket de billigste pladser på båden, hvilket medførte at jeg sov i en korridor lige ved siden af toilettet. Heldigvis kunne man dog trække et gardin for køjen, så man kunne være sig selv. Det er bestemt ikke nogen hurtig færge, og Evangelistas sneglede sig ned igennem Patagonien, så derfor tager turen 4 dage og 3 nætter.

På turens anden dag var været desværre ikke særlig godt, og vi kunne ikke længere se de flotte opgivelser så tydeligt pga. skyer og tildels tåge. Vi ankom til den lige yderst afsides beliggende flække Puerto Eden, hvor vi skulle læsse noget proviant af, og det gav os mulighed for at tage på en times vandring omkring den lille by. Vores guide havde talt godt om denne lille rute, så næsten alle tog imod tilbuddet, og betalte de 60 kr. til de lokale for at blive transporteret til øen. Man må sige alle øens både var i anvendelse. Passagerne blev fragtet i noget, der lignede flodpramme, små både og selv politibåden stod parat, men det er nok en stor begivenhed på disse kanter, når Navi Mag færgen kommer forbi. Selve hiken var dog ikke så spektakulær, som guiden havde lagt op til.

Vi passerede også en stor blå gletcher, hvor vi havde et lille stop lige foran den massive mængde is, men desværre var vejret stadigvæk dårligt, så det var optimalt til at tage billeder. Derudover så vi et gammelt skibsvrag inden vi den sidste dag passerede en meget, meget snæver passage, hvor man godt kunne tænke om færgen overhovedet kunne klemme sig igennem, men det lykkedes og vi kom frem til endestationen, Puerto Natales på en dag, hvor vejret var godt igen.

Det var en rigtig hyggelig tur, og jeg nåede aldrig rigtig at kede mig, da der var masser af interessante mennesker ombord, et par gode fester, masser af kort spil så det blev til et par gode afslappende dage ombord på Navi Mag færgen. Derudover blev der afholdt nogle interessante lektioner om flora, fauna og dyreliv i Patagonien, så vi var forberedt, da vi endelig ankom til Torres Del Peine. Vi blev dog nød til at

vente 5 timer lige udenfor havnen i Puerto Natales på tilladelse til at ankre i haven, da havnefogeden mente det blæste for meget til at vi kunne gå i land, hvilket var en lidt sur afslutning på en ellers rigtig god tur.

Outstanding natur i magiske Torres Del Paine

Puerto Natales er kendetegnet ved at den skal servicere turisterne inden de skal ind i Torres Del Paine, så der er et hav af butikker, hvor man kan lege campingudstyr og telte m.v. foruden de steder hvor man kan købe tørret frugt og slik eller nyt hiking tøj. Den første dag i Puerto Natales blev brugt på indkøb og anden forberedelse til The W-trek, som vi skulle tilbageligge på 5 dage. Navnet stammer fra at ruten for trekket har samme form som et W.

Vi var 9 personer, der have mødt hinanden på færgen, som hikede sammen, og efter en dag i Puerto Natales skulle vi næste morgen med bus til nationalparken. Gruppen bestod af 4 franskmænd, 3 schweizere, en englænder og mig. Problemet var at vi skulle med forskellige busser ind til parken, men vi havde dagen forinden planlagt, hvor vi skulle mødes.

Denne plan blev dog hurtigt spoleret. Jeg var på samme bus som Ester, og vi fik en kæmpe overraskelse, da vi mødte nogle af de andre, og de kunne fortælle at det schweiziske par Freddy og Miriam var taget tilbage til Puerto Natales med ambulance, da hun havde fået et anfald, som man troede kunne relateres til astma.

Grey Glacier

Resten af gruppen fortsatte dog, så vi sprang ombord på katamaran færgen, der skulle bringe os til Lago Pehoe, som var selve startstedet for vores W-trek. Den første dag skulle vi hike herfra og til et campsite ved Grey Glacier. Det var vores første dag i parken, og vi var allerede blevet imponeret over de klare og blå smeltevandssøer, de vindblæste træer, de små floder og den afvekslende sti, der førte os ind og ud af skov til åbne områder, hvor vi havde kig til den store massive Grey Gletcher og de store blå isbjerge, der sejlede rundt i Grey søen. Selve gletcheren var et imponerende syn!

Om aftenen var det tid til at slå teltet op, og få lavet noget aftensmad, og efter maden, mens vi står og vasker op under det lille halvtag, så dukker Freddy fandme op med et "hey", som om det var det mest naturlige i verdenen at han skulle stå lige der, og derefter ser vi Miriam, så det var en yderst overraskende tilbagekomst, men det var ret fedt! De kunne fortælle at hun var blevet clearet på hospitalet og der ikke var nogle problemer, og derefter besluttede de sig for at tage den sidste katamaran og vende tilbage til parken. De må have sprintet ud til campingpladsen for de havde tilbagelagt samme distance som os andre på meget kortere tid.

På andendagen hikede vi tilbage ad samme rute til Lago Pehoe, og herfra fortsatte vi mod den franske dal. Det var en lang og hård dag, der bød på view til sceniske bjerge, klare søer og brusende floder, hvorfra vi kunne tappe det reneste og koldeste drikkevand. Det er en kæmpe bonus ved at hike i denne park, da man ikke skal slæbe på vand, der alligevel bliver varmt, og i stedet for kan man drikke det bedste og koldeste kildevand, der flyder ned fra de store gletchere.

Anden nat tilbragt vi på en campingplads i en skov ved foden af den franske dal, hvor der var en stor brusende flod. Aftenerne er kolde i Torres Del Peine, og nætterne er endnu koldere, så det var det eneste minus ved dette smukke sted, at man sover ad helvede til på et tyndt og lånt liggeunderlag og det er herre koldt. Første nat var kold og jeg sov dårligt, men denne anden nat var endnu værre. Heldigvis vågnede vi op til kongevejr på 3 dagen, hvor vi skulle ind i French Valley. Vi var flere der havde set frem til denne dag, da vi kunne hike uden vores store rygsæk med telt, pander og mad. Vi efterlod det hele på campingpladsen, da vi alligevel ville komme tilbage denne vej. Jeg må sige at jeg har erfaret at der er forskel på endags hiking og flere dages hiking, hvor man skal bære alt sit udstyr til flere dage. Det er mere krævende, og man går nok med 8-10 kilo ekstra på ryggen i forhold til endagsturerne.

The French Valley

Den franske dal var vildt imponerende. Man går op ad langs floden med storslåede kig til de omkringliggende savtakkede bjerge med det smukkeste pulver sne på toppen og gletchere. Vi så bl.a. også flere laviner komme rullende ned ad bjergsiden på den modsatte side af, hvor stien gik. Det var virkelig scenisk med de stejle klippevægge, der tårnede sig op på begge sider af dalen.

Desværre var stien ikke særlig godt markeret, så vi missede det andet lookout point i den franske dal, hvilket er det flotteste, hvilket var surt, men det er nok en park jeg kommer tilbage til på et tidspunkt, så må jeg finde den rette vej til den tid! I opdagede aldrig at vi havde forladt den officielle sti, da mange åbenbart går galt her, og der derfor er kreeret nogle store stier, som man tror der den officielle sti til det andet udkigspunkt. Derudover mødte vi mange mennesker, der også var gået forkert, så vi troede vi var på rette vej, men det var vi ikke. Dog var viewet stadigvæk excellent, da vi kravlede op på toppen af en klippe og kunne se ind i dalen, se en stor sø den modsatte vej, samt nogle store gletchere. Vi vendte tilbage til campingpladsen og samlede teltet op, og fortsatte videre mod næste camp site. Kort inden vi kom til denne campingplads stoppede vi ved en lille hyggelig strand ved den store Lago Nordenskjöld.

På fjerde dagen skulle vi vandre op til de tårne(Torres), som parken er opkaldt efter. Det skulle være højdepunktet, og derfor havde vi valgt at vi ville hike The W fra vest til øst, så vi sluttede af med at se Del Peine tårnene. Vejret var igen helt fantastisk, og vi så mange små søer og en ganacho inden vi kom ind i den dal, der skulle føre os det sidste stykke de berømte tårne. Vi stoppede ved et refugio og købte nogle dyre flasker rødvin, da det var den 24. december, og vi skulle lige marker dette.

Torres del Peine

Campingpladsen lå 45 minutter fra Torres Del Peine, og da vejret var godt da vi ankom smed vi teltet på campingpladsen, og gik det sidste stykke op til tårnene, der er et imponerende syn. Det er 3 store klipper, der bare gå lige op i luften, og neden under disse tårne er der en lagune, der er skabt af smeltevand fra en gletcher. Det var et fabelagtigt syn, og man troede ikke på at man kunne se noget smukkere efter at have set Grey Glacier, derefter ser man den franske dal, der lige var lidt federe, og så tænker man igen. De har ikke noget i denne park, der er flottere end den franske dal, og så ser man lige tårnene, der lige er en smule mere imponerende.

På campingpladsen om aftenen blev der hygget, da det var juleaften, som jeg aldrig kommer til at fejre et smukkere sted end ved foden af Torres Del Peine. De var selvfølgelig specielt at fejre jul i en nationalpark, og der var ingen juleand eller ris ala mande. Vores julemad bestod dog af campingmad de luxe bestående af pasta bolognese med tun og brownies til dessert. Derudover havde vi vores rødvin, og så mødte vi en irer, der havde en flaske whisky, så det endte med en sjov aften, hvor vi faktisk endte med at blev lidt fordrukne.

Der blev ønsket god jul på diverse sprog og så blev der ikke mindst sagt Happy hranuca, da vi nærmest var omringet af israelere, som rejser i kæmpe grupper, og Torres Del Peine er åbenbart flavour of the Month i øjeblikket for disse israelere, der kommer til dette sted i hobetal.

Næste morgen skulle vi op kl. 4 for at nå op til solopgangen ved tårnene. Det var mørkt og koldt, da vi startede opstigningen, men vi nåede op til toppen, hvor vi fik lidt morgenmad, mens vi ventede. Solopgangen var helt utrolig. Tårnene blev oplyst i violet, gule og røde farver, hvilket nok engang var magisk. Denne park kan bare blive ved med at overraske og man ser hele tiden noget mere og mere imponerende. Det er et helt fantastisk smukt sted, som desværre brænder, mens disse linjer skrives.

To dage efter vi forlod Torres Del Peine lykkedes det en israeler at futte det meste af parken af, da han af alle ting i verden vi brænde noget toiletpapir af ud i det absolutte ingenting, og Torres Del Peine NP er et utroligt blæsemde sted, så når du mister kontrollen over et sådan bål, så går det stærkt, hvilket førte til en stor skovbrand, og folk måtte evakueres. Flere refugier er brændt ned og flere brandfolk er desværre døde i forsøget på at slukke denne katastrofale brand.

"Britisk jul" i Puerto Natales

Den 25 december kom vi tilbage til Puerto Natales, og vi havde efterhånden talt en del om den store steak, som vi skulle sætte tænder i, når vi kom tilbage til civilisationen efter at have levet af pasta, nødder og tørret frugt i 5 dage. Det var samtidig sidste aften med Navi Mag-gruppen, da folk skulle i forskellige retninger efter Torres del Peine ekskursionen.

Vi fandt et argentinsk steakhouse, hvor jeg fik det bedste måltid mad i Sydamerika. Menuen stod på Lam, der havde været langtids grillet på et spyd over åben ild, som de så ofte gør i Argentina, og det smager bare kanon godt. Derefter var det tid til druk med hele banden. Der blev drukket en del Cerveza Austral, der er en lokal øl, der bliver brygget i Punta Arenas. Vi endte med at have en sjov sidste aften på en bar inden gruppen blev spredt fra alle vinde. Næste morgen skulle jeg selv med en bus tilbage til Argentina og El Chalten.

Cerro Fitzroy

El Chalten er Argentinas yngste by, som blev grundlagt tilbage i 1980'erne, og den har en dramatisk beliggenhed for foden af bjergene i Glacier Nacional Park. Folk kommer til denne lille by for at hike omkring Cerro Fitzroy bjerget, og det var også dette, der havde bragt mig til byen.

Jeg vandrede ruten til Laguna de los tres, som var den smukkeste af de to hikes, som jeg fuldførte. Man gik igennem en skov, der førte op til Laguna Capri, som var en lille lagune med view til Cerro Fitzroy. Derefter fortsatte man igennem den smukke, smukke dal med et hav af bjerge og grønne træer og eng og den blå blå gletcher, der tronede op. Inden det allersidste stykke, der bare gik lodret op via en klipper og sten. Det var meget stejl, men der var et fedt view på toppen, da man kunne se de to forskellig farvede laguner, der er beliggende under tårnene af Cerro Fitzroy. Det eneste problem ved dette trail var at jeg lige havde gennemført The W et par dage i forvejen, så det var i frisk erindring, og derfor skal der meget til at imponere nu, men det var uden tvivl flot natur.

Dagen efter gik jeg op til Laguna Torre, der også var en sti, der bragte mig ind i en dal for foden af nogle bjergtinder, og hvor der også var en laguna, der var opstået som følge af smeltevand fra gletchere. Det var ikke lige så imponerende, som det jeg havde set dagen forinden.

El Chalten er ikke en stor by, men den byder alligevel på et par barer og restauranter, og jeg havde på det lokale bryggeri den sidste dag i byen, hvor den ufiltrede pilsnerøl er anbefalelsesværdig. Det skal naturligvis være de rene produkter, der anvendes i denne meget miljøbevidste by, hvor de går meget op i at holde byen ren og sælge lokalt producerede og sunde produkter. Jeg fik også smagt på Locro, som er en lokal stew dish med majs eller små bønner, gulerødder, løg, kød og pølser, hvilket smagte virkelig godt.

Perito Moreno Glacier

Jeg sprang på en bus fra El Chalten til El Calafate, der også ligger i Parque Nacionales los Glaciares. Det er hovedbyen i dette utroligt tyndt befolkede område i det øde Patagonien. Dog kommer der mange turister hertil, da El Calafate er indgangsporten til Moreno Glacier, der er en kæmpe gletcher, hvor fra man kan observere store isklumper, der falder ned i Argentinas 4. største sø, Lago Argentina.

Jeg brugte en hel dag ved denne imponerende gletcher. Først var jeg på et bådtur, hvor man kunne komme helt tæt på gletcheren, og se hvor stor den er, og hvor høj en mur af is, som denne massive gletcher besidder. Dog var bådturen ikke det store sus, da båden var fuldstændig pakket med turister, der stod på nakken af hinanden for at tage billeder, så det var ikke så sjovt. Det virkede lidt som om det var en pengemaskine for rederiet, der totalt pakkede båden, så der nærmest ikke var plads til folk. Til gengæld har man i Nationalparken bygget et rigtig flot sti system, der består af forskellige balkoner, så man kan se Moreno gletcheren fra forskellige vinkler. Jeg kunne bruge mange timer på at stå og se på store isklumper falde ned i søen, og lytte til den larmende lyd, som det giver, når mindre isbjerge falder ned fra ismassivet.

El Calafate er en lille Hyggelig by med en hovedgade, der er fyldt med chokoladebutikker, barer, restauranter og souvenirshops. Jeg fik mig en rigtig god gedeost pizza, og generelt er pizza kvaliteten excellent i Argentina, hvor man suverænt kan fange de bedste pizzaer i Sydamerika. El Calafate er opkaldt efter calafate bæret, som er et lidt surt bær, der måske minder lidt om solbær. Dog har de også lavet is på dette bær, og det smager faktisk ret godt.