Profile
Blog
Photos
Videos
Denne morgen var det tid til afslapning i smukke Halong Bay! Halong bay er en stor bugt med 2-3000 små og større limstens-øer stikkende op ad havet. De mindste øer er så små, at de ikke engang har et navn, og den største, Cat Ba Island, er så stor, at detctager nogle timer at krydse den i bil eller bus. Området skulle være utrolig smukt, vist en af verdens syv naturlige vidundere (det hænger der alverdens plakater om, men det er svært at gennemskue, om det er officielt eller blot god reklame, de selv har fundet på...), og kendte for det klare, tyrkisblå vand og de mange frodige øer.
Vi havde bestilt en samlet tredages tur, mere luksuriøs end vores budget normalt tillader, og var i sandhed en del af en turgruppe fra starten: vi blev samlet op af bussen ved hotellet og allerede på vej ud af Hanoi, forklarede vores friske, veltalende guide udførligt programmet for de næste tre dage og gav vores nye gruppe det velklingende navn 'happy group'(!). Han fortalte desuden en masse om Hanois historie og ligeledes om Halong Bays - for eksempel lærte vi der, at 'Halong Bay' betyder 'descending dragon'. Efter en tretimers køretur endte vi i Halong City, hvorfra vi blev sejlet ud til vores flotte båd. Den skal ses på vores billeder, men var en flot, stor, traditionelt udseende træbåd med vietnamesiske drager malet på siden. Vi fik en lille, men flot indrettet kahyt, og på båden fandtes ellers en luksuriøst udseende restaurant på etagen over og et soldæk på toppen. Vi glædede os allerede til at tilbringe et døgn på bølgen blå i disse omgivelser.
Vi startede med at få serveret en eksklusiv frokost i restauranten, hvor der bare i et væk blev båret flere og flere retter ind på bordet til os: seafood varierende fra muslinger til blæksprutter, frisk salat, alverdens kødretter, forårsruller, ris og adskillige grøntsagsretter. Alle fade var anrettet med stor fantasi, og udsmykningen med grøntsager udskåret som fine roser gjorde dem ikke mindre appetitlige. Vi brugte de næste timer på at betragte det flotte syn uden for båden som vi sejlede længere og længere ind mellem de mange øer fra det bagerste dæk, hvor mannkunne få vind i håret. Vi lærte desuden alle de andre medlemmer af 'happy group' bedre at kende; de andre på båden var mest par (så vi blev enige om at vi også måtte være et par for denne dag og holde i hånd til solnedgangen, som alle de andre sikkert havde planer om), men alle, fra det ældre par fra Australien til det unge par fra England, den større gruppe fra malaysia og par-undtagelsen: to unge drenge fra Korea, var super flinke, og det var spændende, og god inspiration, at høre om alle de andres rejser før de nu var havnet i Halong Bay som os. Efter nogle timers sejltur stoppede vi ved en grotte på en af de lidt større øer. Her tog vores guide os med rundt i den store drypstenshule, som var ret fascinerende og hvor den sjoveste beskæftigelse (også for guiden) var at gætte, hvad de mange klippeformationer forestillede. Vi kom bl.a. forbi en, som lignede en stor skilpadde utrolig meget, og i Vietnam siger overtroen at det giver held og lykke for ens fremtid, især ift. uddannelse, at røre en skildpaddes hovede, så det var vi selvfølgelig alle henne at gøre - bare lige for en sikkerheds skyld. Grotten lå højt oppe på klippesiden i forhold til havet, så udsigten deroppe fra over de andre småøer var bestemt også imponerende (igen, se vores billeder, det er nærmest meningsløst at forsøge at forklare det her med få ord). Efter grottebesøg kom en af de aktiviteter, vi havde glædet os mest til på turen: kajakroning. Vi hoppede alle i to-personers kajakker og kunne, desærre lidt for kort tid efter vores mening, sejle rundt på egen hånd mellem de mange små øer. Det var både utrolig flot og også ret sjovt at prøve, da ingen af os ligefrem er de store kajakeksperter. Vi sejlede bare rundt i vores eget stille og rolige tempo, fandt vores egne smågrotter og kom forbi en flydende fiskerby, hvor de lokale staig bor forholdsvis uforstyrret af alle turisterne.
Efter alt dette, var det tid til noget, vi om muligt havde længtes endnu mere efter: at bade i havet. Båden sejlede ud på mere åebent, klart vand, og her kunne vi springe i det dejligt kølende vand fra bådens mange platforme. SÅ lækkert at vi blev ved i flere timer og til sidst endda fik vores lidt vandsky guide i også.
- comments