Da vi har haft enormt svært ved at kunne gå på ordentligt net og få en forbindelse der har været værd at gøre brug af, kommer vores tredje og sidste update efter 1 måned i Columbia først nu. For en uges tid siden landede vi i Panamá. Herfra tilbragte vi et par nætter i Panamá City, og er nu taget videre til stillehavskysten ved surfer-byen Santa Catalina. Men i denne update vil vi afslutte den første del af eventyret i Columbia, hvor vi har oplevet en hulens masse forskellige og fantastiske ting, som vi prøver at opridse på bedst og kortest mulige vis herunder. Hasta luego…

PALOMINO (1 nat)
Efter en hård omgang trekkingtur til den forsvundne by, havde vores svulmende, dunkende, myggestiks- og vabelbefængte fødder, ben og diverse kropsdele hårdt brug for selvforkælelse og heling. Så vi besluttede os for at tage med hastige skridt lidt nordpå mod kystens fristelser til hvide sandstrande, palmer, havvand og afslapning. Da vi ankom til den lille flække hvor Palomino-stranden skulle befinde sig, viste det sig at der var en anelse for langt at skulle gå til stranden og indkvarteringsmulighederne, med vores bugnende rygsække fyldt med (sved)vådt trekkingtøj fra de sidste 4 dage. Vi hoppede derfor naivt stolende bagpå to motorcykler, som til Simons frygt fik kørt os en anelse for hurtigt og uden hjelm ned til strand og hostels. Alt gik dog fint, og ingen kom til skade :-) Strandlivet var skønt, og det varme sand og det salte vand føltes fantastisk imellem de ømme tæer. Over os fløj jævnligt pelikaner og inde på stranden fandt vi en lille indhegning med små havskildpadder i svømmebassiner, som blev fodret og passet på, indtil de var klar til at skulle ud og klare livet selv i de høje, blå bølger. Efter en enkelt overnatning blev vi dog enige om at vi havde fået nok dasning på stranden, og at vi hellere måtte komme videre på eventyr - især fordi priserne var urimelige høje på al mad og drikke og der kun var 5 forskellige af disse dyre spisesteder at kunne vælge imellem. Nu skulle turen gå videre til den smukke gamle kystby Cartagena, som vi begge har glædet os rigtig meget til at skulle opleve.

CARTAGENA (3 nætter)
Turen til Cartagena startede noget uheldigt med velmenende columbianere der i et ønske om at hjælpe os til den hurtigste direkte bus, fik sendt os 20 km den gale retning til en minimal flække med en tankstation og en kombineret restaurant og bus terminal. Her viste det sig at bussen ikke lige gik til tiden grundet vejarbejde, så vi endte med at ankomme klokken ti om aftenen, 4-5 timer efter planen og uden et hostel. Heldigvis viste det sig at Cartagena, grundet sin status som turist centrum, er en af de sikreste byer at bevæge sig rundt i om natten (i alt fald inden for den ældre del af byen, som vi heldigvis havde tænkt os at skulle bo i).

Byen viste sig generelt at være lige så spændene som vi havde håbet. De gamle huse fra den gang byen var centrum for slavehandelen i Caribien var velholdte og malet i strålende farver. Og bymuren som spanierne byggede efter de tabte deres armada, er stort set totalt bevaret den dag i dag. Byens tortur museum, placeret i inkvisitionens tidligere hovedkvarter, havde en spændende gennemgang af landets og byens historie, bortset fra dens afdeling om tortur som var temmelig mangelfuld. Generelt virkede Cartagena, ligesom Santa Marta, til at have sat gearet en tand op. Natten var fyldt med fest og livemusik (som vi ellers ikke havde set meget til tidligere) og om dagen var der mindst tre sælgere pr. gadehjørne, der solgte alt fra plastik saxofoner og kokos-køkkenartikler til kopimærker og kasketter. Alle snakker højt og med megen gestik.

Før vi forlod byen besøgte vi desuden byens enorme borgværk St. Felipe uden for bymuren. Forsvarsværket der var bygget ovenpå det eneste nærtliggende bjerg, lignede mere eller mindre et enormt bunkeranlæg. Bjerget var så godt som skjult af fæstning og det viste sig siden at hele bjerget var gennemhullet af løbegange, lyttekanaler og flugtveje, så enhver fjende ville risikere at blive væk i de underjordiske huler i løbet af et øjeblik. Samtidig gav den gamle bygning en fantastisk udsigt over hele byen. Lidt spøjst var det at få at vide, at fæstningens primære funktion ikke oprindeligt havde været at beskytte byen, men at borgen udelukkende blev bygget, fordi det var billigere at forsvare bjerget end at fjerne det og den trussel dens position udgjorde for byen. Efter tre overnatninger i Cartagena måtte vi videre sydpå, selvom det var svært at tage væk fra denne fantastiske gamle by. Cartagena er fantastisk og noget helt for sig selv, men hvis vi skulle se bare halvdelen af hvad Columbia byder på, skulle vi videre.

MEDELLÌN (1 nat)
Efter Cartagena vidste vi egentlig ikke 100% hvad der nu skulle ske, men vi havde stærke ønsker om at komme ud til stillehavskysten og opleve natur og kultur på disse kanter. Uden helt at vide hvad der egentlig skulle ske, besluttede vi os for at tage til Meddelín, som er en af de større byer sydpå, forholdsvist tæt på stillehavskysten. Det skulle desværre vise sig at være lidt af en blindgyde, da der ingen veje og derfor ingen køretøjer eller -ruter befinder sig vest for Meddelín og hele vejen udtil kyststrækningen. Små privatfly med efterfølgende bådture var dog derfor den eneste mulighed for at komme ud til området, hvilket så også firedoblede prisen på turen. Derfra ville det mildest talt koste os en bondegård at være indkvarteret på et af de få hostels der befandt sig her. Vi droppe planerne om stillehavskysten, og ser derfor nu frem til at opleve kystens goder når vi bevæger os længere nordpå i Mellemamerika, hvis lande byder på en masse af samme slags kysteventyr, dog i billigere omfang. Planerne blev nu drastisk ændret, og uden at have oplevet Meddelín overhoved, andet end fra et hostel-værelse hvor en hel dags planlægning foregik, blev vi enige om hurtigst muligt at tage videre mod de frodige kaffeplantager i syd.

ZONA CAFETERA - SALENTO (4 nætter)
Vi ankom til landsbyen Salento lige før solnedgang efter at være taget afsted om morgenen fra Medellin. Vi havde valgt Salento, da den er noget mindre end de omkringliggende kaffebyer, hvilket vi har erfaret i Columbia betyder at den er sikrere og nemmere (og hyggeligere). Vores erfaringer viste sig at holde stik. Vi fandt et værelse på et hostel på byens yderste vej. (Byen var ca. 14x14 veje stor, så der var ikke langt til midten) Fra værelset var der udsigt ned i dalen, hvor hostelet havde sin egen lille kaffeplantage. Her fik vi den følgende formiddag en lang rundvisning af Benjamin, en lokal fyr hvis engelsk muligvis primært kom fra bøger (hvilket gav et enormt ordforråd, men en meget sjov udtale), men hvis passion ikke var til at tage fejl af. Her var vi med rundt for at se produktionen lige fra spiren i sandkasser til plantning, plukning, skrældning, fermentering, tørring, sortering, afskaldning, ristning, maling og til den færdige kop. Benjamin snakkede passioneret om kaffearbejdernes varierede indkomstmuligheder, deres rigdom i halvfjerdserne grundet syntetisk gødning og hvordan hele den lokale kaffekultur muligvis ville udfases i løbet af de kommende årtier, nu da det økonomisk ikke længere kunne svare sig i forhold til stordrifterne i f.eks. Brasilien. Generelt en smuk og spændene tur.

Den følgende dag valgte vi at få sovet ud, dog uden helt at have tjekket sidste afgang for jeepen til Valle de Cocora - den nationalpark vi gerne ville se. Vi endte således med at misse jeepen med 5 min. hvorfor vi pludselig stod med en dag vi ikke lige vidste hvad vi skulle stille op med. Det endte med at vi brugte den frie dag til at leje et par heste (som Simon havde ævlet om siden Danmark) og red en tre-timers tur til et lokalt vandfald hvor vi fik badet. Turen som vi havde troet ville være en let lille hyggetur på flad vej i lavt tempo, viste sig dog efter et par hundrede meter at følge den gamle spanske kolonivej, som faldt smalt og stejlt ned ad med store sten og andre udfordringer for hesten, som gjorde den alt andet end ridde-erfarne og heste-vandte Kathrine en anelse bleg i betrækket. Vi krydsede desuden et par befærdede veje undervejs, hvor hestene lige skulle have stramme tøjler. En smuk, men hård tur. Kathrine var indledningsvis temmelig stille og fik hurtigt ømme hænder og knæ efter at have klamret sig til saddelknap og hestekrop ned ad de stejle og stenede, smalle skråninger. Lige så stille blev hende og hesten bedre og bedre venner. Smilet kom frem og hænderne slappede af, så hvem ved, muligvis bliver det ikke sidste gang på turen at vi skal lege med de store dyr (Simon krydser i hvert fald fingrer).

Dagen efter var vi endelig indstillet på de korrekte afgange med en af de lokale jeeps fra byens store plads, til Cocora dalen. På den halvanden time lange køretur fik vi bl.a. snakket med Richard og Emmily - et energisk, engelsk kærestepar i 30erne - som er i gang med præcis den samme tur som os med start i Columbia, derefter op igennem Mellemamerikas lande og til sidst Cuba som slutdestinationen inden hjemrejse i februar, ret pudsigt. Vi fik hurtigt udvekslet mailadresser med dem, så vi kunne holde hinanden opdateret på gode og mindre gode steder vi skiftevis ville komme igennem de næste par måneder.

Selve trekkingturen i Cocora dalen (som denne gang var uden guide, og kun os to alene) var en kæmpe oplevelse. Vi blev begge flere gange under den dagslange tur enige om at vi aldrig nogen sinde har set noget lignende, og at det slet ikke kan sammenlignes med nogen anden form for dal, park eller anden form for naturområde vi har set eller hørt om. Cocora nationalparken er specielt kendt for dens store mængder af Columbias nationaltræ: Wax Palm (Voks palme), som er 30 meter høje, tynde (men meget stærke) palmer. Dem skulle vi heldigvis få set rigtig meget til, som vi også havde håbet på.
Vandreturen ind i den omsluttende dal, bød først på åbne frodige sletter med enorme bjergsider 360 grader rundt om én, med græssende køer og heste, og hele tiden med selskab af en masse wax palms. Mange af dem kunne vi dog mest se på afstand, da de bedst kan lide at vokse på bjergsiderne. Derefter førte ruten videre ind i tæt og våd regnskov med brusende floder, som til Simons skræk skulle krydses en del gange over de dinglende og gamle hængebroer. Efter nogle timers vandring nåede vi op ad en af bjergsiderne, hvor ruten førte os videre ind i et område hvor der skulle være særlig mange kolibrier, hvilket også viste sig at være rigtigt. Oppe ved en lille hytte havde de sat lidt ekstra mad (nektar) frem for at tillokke nogle af de mange kolibri-arter. Bl.a. så vi en slags, som var skinnende blå og grøn, og havde lange (ca. 15 cm) haler, hvilket ikke normalt ses hos de små og meget hurtige kolibrier. De var faktisk så hurtige, at når man lige havde fået stillet skarpt på fuglen med kameralinsen og klikket på knappen, viste skærmen derefter et tomt billede uden kolibri, da den så var fløjet igen. Vi drak en kop varm kakao med ost (en mærkelig idé columbianerne har), forsøgte at tage lidt flere billeder af de lynhurtige, nektardrikkende fugle, og fortsatte vores tur videre op ad bjergsiden. Her stødte vi på et skilt der fortalte om underjordiske gravkamre, som indianerne havde brugt og gravet ind i siderne på den sti vi gik på, for 200-300 år siden. Mest af alt lignede det dybe indgravninger med store, flade sten i siderne og foran som lukning - mange af dem stod dog åbne så man kunne se ind bag den yderste sten der var gledet lidt ned med årene.
Da der var gået yderligere en times tid, var vi nået ind i det terræn man kalder for cloud-forrest, som minder om granskov blot med gigantiske nåletræer (når de sammenlignes med vores tyndstammede juletræsskove derhjemme). Det var helt vildt at stå ved siden af de tårnhøje og enorme graner som stod side om side i det tætte skovområde. I 'Valle de Cocora' lever for resten bl.a. sorte bjørne, pumaer, ørne, gribbe, falke, en lille strudseagtig fugl som vi ikke kan huske hvad hedder, en vaskebjørns-lignende væsen og mange andre dyr. Da vi gik i cloud-forrest området, kunne vi ikke lade være med at forestille os hvordan en sort bjørn kunne gemme sig inde i buskadset ved siden af os, eller træde frem bag en træstamme. Vi fik (u)heldigvis ikke mødt én. Til gengæld så vi alle dyrene ovenfor undtagen pumaen, som nok heller ikke havde været det allermest trygge dyr at stå ansigt til ansigt med.
Sidste del af vandreturen var ned ad det bjerg vi havde bevæget os op ad hele dagen. Her bød ruten på spektakulære udsigter ud over den frodige dal med alle de høje voks palmer, de massive mørke bjerge som omkranser den grønne dal samt de svævende gribbe der kredsende holder øje med svage dyreskæbner. Ved en af de flotte udsigtsposter sad vi i hvert fald i 15-20 min. og var bogstavelig talt bjergtaget. Vi blev enige om at det hele lignede noget taget ud fra en Jurrassic Park film, og så næsten for os hvordan løbende langhalser lige løb ud på en af de åbne græssletter. Endnu vildere blev fornemmelsen af dette, da vi i slutningen af ruten nåede helt ned på den anden side af bjerget i en ny del af dalen. Det var klart det flotteste af turen er vi begge enige om. (Se vores billeder - selvom de ikke er halvt så gode som oplevelsen).

Den sidste dag i kaffezonen tilbragte vi sammen med kaffearbejderne i plantagen, hvor vi prøvede at arbejde som (og sammen med) dem. Her lød arbejdet på at gøde træerne ved først at rode op i jorden på den side af træet som var op ad bakke (hele plantagen lå på en skråning), og derefter hælde gødning i jorden og stampe det til igen. Det var virkelig hårdt arbejde at skulle bevæge sig rundt på de virkelig skrå skråninger med en kurv til gødningen over armen og konstant ruchende bananblade under fødderne. Imellem kaffetræerne var nemlig både plantet bananpalmer, sukkerrør, avocadotræer (som vi så en grøn tucan sidde i), ananas og appelsintræer. Grunden til de mange variationer af planter i stedet for intensiv kaffedyrkning er både at bananpalmer og småbuskads holder på fugten i jorden, sørger for at fordampningen mindskes og sikrer mod erosion. Derudover sikrer det at kaffearbejderne har mad til dagen - kaffe er ikke længere profitabelt nok til at være arbejdernes eneste indtægtskilde.
Som dagen skred frem fik vi både arbejdet hårdt og smagt på både limefrugter fra træerne, sukkerrør som blev hakket op med macheter samt drukket varmt nybrygget og -ristet kaffe fra bønnerne på plantagens kaffetræer. Til sidst spiste vi frokost med kaffearbejderne og vendte herefter hjem til vores hostel igen. Inden den sidste dag i Salento var helt omme, skulle vi da også lige have os nogle spil "Tejo" - en lokal sport/spil hvor man kaster puk-lignende metalklodser efter dynamit der sidder fast på en plade i noget der ligner rød modellervoks. Efter at have spillet det nogle dage i træk om aftenen, blev vi til sidst ret gode til det. Kathrine blev dog ved med at vinde ;-)

VILLAVIEJA - DESIERTO DE LA TATACOA (2 nætter)
Det frodige og kølige klima i Zona Cafetera havde givet os lyst til at udforske det mere tørre og varme, inden snuden skulle vendes tilbage mod Bogotá i bjergene, hvor flyveturen til Panama skulle påbegyndes.
Vi tog en natbus fra det milde Salento til Neiva hvor ankomsten kl. 4 om morgenen gjorde at det hele også her føltes mildt og behageligt, selvom vi godt kunne fornemme hvad de senere timers temperaturer så ville komme op på. Fra Neiva tog vi en jeep forbi Villa Vieja og ud i ørkenen. Omkring et lille observatorium lå ca. 5 hostels og et par restauranter. Vi blev sat af ved et hostel som taxachaufføren mente var det bedste. Vi skulle dog se os lidt om før vi bestemte os. De lokale kiggede noget forundrede på os, da vi tog vores tasker på og gik ud for at se på mulighederne i den glohede ørken. - Columbianerne er generelt ikke meget for at gå hvis man kan slippe, og hest, bil eller motorcykel er foretrukket. Vores slæben rundt på store rygsække, til fods i en ørken måtte derfor virke som vanvid.
Vi endte med at beslutte os for et hostel, som virkede stille og hyggeligt, med flot udsigt. Godt nok sagde de at der kom en gruppe campister til campingarealet, ca. 50 pers., senere, men at de ikke ville være der meget. Det viste sig nærmere at dreje sig om 100 ansatte fra et lokalt petroleumsselskab på team-buildingtur. Gruppen festede en del om natten, og deres store busser gik i tomgang hele dagen for at holde airconditionen kørende. Heldigvis slap vi bort fra petroleumsfolkene ved at gå en lang tur ud i det fantastiske bjerglandskab, som lignede noget fra en gammel cowboyfilm, komplet med kakti, gribbe og en jord så tør at det røde ler løftede sig op i flager. Kathrine, som har været på tur med familien i Californien i forskellige nationalparker, synes at det tørre og kløftagtige landskab mindede hende om Grand Canyon i mini-udgave.

Den følgende dag valgte vi pga. støjen det første sted, at skifte hostel til det fjernest mulige. Her lejede vi to hængekøjer og forberedte os på en nat med ørkenens lyde omkring os.
Dagen brugte vi på at leje to cykler og køre til en kilde midt i ingenting, hvor der var bygget et lille svømmebassin. Kilden og bassinet var ikke synderligt spændene, men turen gennem ørkenen var fantastisk at opleve. Udsigten var enorm og fremmedartet på en måde som man dårligt oplever andre steder.
Om aftenen spiste vi det sædvanlige: ris med bønnesovs, plantain(frituret grøn banan), Yuca(kogt, usaltet, smagsløs rodfrugt) og et stykke valgfrit kød, før vi tog op til observatoriet hvor den lokale astronom fortalte om stjernehimmelen, han pegede med den vildeste grønne håndlaser igennem nattehimlen, som vi har set. Da vi efterfølgende vendte tilbage til vores hostel for at nyde ørkenen fra hængekøjerne, viste det sig desværre at der var flyttet 7 columbianere ind. De valgte, tiltrods for vores forespørgsler, at bruge natten på druk og med høj 90'er rock i anlæget, så der ikke blev meget søvn ud af det.
Næste morgen drog vi videre mod Bogota og vores første hotel hvor vi vidste at vi kunne indhente den manglende søvn før flyet mod Panamá.

I Bogotá blev vi velmodtaget af Yolanda, det var en syret fornemmelse af at vende tilbage til en base, noget lig hjemligt. Vi havde begge meget sjov ud af at gå rundt og mærke hvordan de steder i byen der før havde gjort os lidt utrygge, nu var helt sikre. Vi har vidst lært noget om at afkode columbianere.

Flyet til Panamá viste sig desværre ikke at være så uproblematisk en affære som vi havde håbet. I Salento havde vi hørt fra nogle Australiere at der kunne være problemer når man skulle ind i Panamá, hvis ikke man fløj ud igen og havde en kvittering og billet på dette, men det var ikke før Bogotá at vi selv kunne undersøge sagen. På nettet fandt vi frem til, at de offcielle regler nogle gange blev tolket sådan, at man ikke må rejse ind i Panamá uden at bevise at man har 500 dollars og har en billet videre, der sørger for at man kan være ude af landet indenfor de tilladte 3 måneder. Vi brugte et par timer i Bogotá på at forsøge at løse dette, både ved at se på muligheder for at få en ikke betalt billet og ved at se på billige billetter videre.
Det endte med at en Argentinsk fyr som tilfældigvis boede på hostelet, fortalte os at vi ikke behøvede at bekymre os, da reglen kun galdt for syd- og mellemamerikanere, for at holde folk fra at bruge Panamá som transitland mod USA. - Vi gik trygt til ro.

Næste morgen da vi ankom til lufthavnen viste sagerne sig dog at skabe en del rod. Den unge lufthavnsmedarbejder der skulle stå for vores tjek ind, blev meget perpleks over at vi ikke havde en billet ud af Panamá. Det tog hende hen ved en time og et opkald til Panamá, at finde ud af at det nok var ok, eftersom hun kunne se at vi havde en billet til Havana, godt nok fra Mexico, men trods alt mindre end tre måneder senere. Rigtig spændene blev det da hun så efterfølgende bad om at vi betalte lufthavnsgebyrer på 70.000 COP(210 kr) hver for flyveturen vi alleede havde betalt hjemmefra igennem rejseselskabet Kilroy. Da vi derfor bad hende om dokumentation for hvor i reglementet det stod, så vi havde en sag at tage op med Kilroy, viste det sig pludselig at pengene ikke længere var nødvendige og vi kom problemfrit resten af vejen til Panamá.(Der blev aldrig spurgt til vores billetter ud af landet ved den Panamánske paskontrol)