De sidste par uger er brugt i det peruvianske, efter en uges afslapning i La Paz. Grænseovergangen mellem Bolivia og Peru var den værste til dato, og bød på flere hundrede meter kø, vandring med al vores oppakning, dyt, båt, stegende hede, voldsomt irriterende israelere og DVD-salg over store højttalere. Til slut nåede vi sikkert frem til Puno ved Lake Titicacas bred. Her blev vi indlogeret på vores dobbeltværelse, som bestod af de tyndeste spånplader som vægge, og presenning som tag. Men det gjorde ikke noget, for i Puno lå der nemlig et kæmpe skønt supermarked, det bedste set i hele Sydamerika! Glade boltrede vi os i alverdens mad. Blandt andet flødeboller, som åbenbart ikke kan tåle turen til højderne (3800 meters højde), og som var mere eller mindre eksploderet i pakken… godt smagte de!

I Puno tog vi den klassiske tur til Uros-øerne i Lake Titicaca. Uros-folket bruger sivene fra søen til at bygge øer, huse og både, og de har således opbygget deres eget ø-samfund. Hver ø har deres egen præsident, som vælges årligt. Hvis der opstår uvenskaber mellem naboer, klares dette snedigt ved at skære sin del af øen (eller måske den andens?) fri. Endnu engang fanget i turistfælden, blev Silje tvunget direkte ned i deres kulørte, traditionelle dragt. Meget varmt og meget ømt.

Fra Puno tog vi til Cusco. I gaderne fandt man flere turister end peruanere. På trods af dette havde byen bevaret sin charme med dets smukke, gamle katedraler, brostensbelagte stejle gader, og farverige markeder, og vi nød byen i stor stil. Fra Cusco tog vi på udflugt til Machu Picchu. Togturen derud var utrolig smuk og vi fandt os selv omringet af jungle, sneklædte tinder og gamle inka-ruiner. På den anden side af togturen ventede Aguas Calientes. Her tilbragte vi natten, og tidligt næste morgen begav vi os til fods mod Machu Picchu. Vi gik i cirka to timer op igennem junglen, mens skyerne lettede om ørene på os. Forpustede kom vi til tops, hvor flere hundrede andre turister var på vej ind for at se ruinerne. Vi brugte et par timer på at udforske den gamle inka-by, og tog de obligatoriske billeder. Begge var vi lidt skuffede. Stedet var yderst velfriseret med renoverede bygninger og nyslået græs, men flot var der da. Vi er enige om, at vi må have set for meget skønhed ude i verden, når et af verdens syv vidundere ikke får os helt op at ringe.

Efterfølgende gik turen til Arequipa. Vi brugte otte dage her, og solen skinnede fra en blå himmel hver dag. Bag Arequipa ligger tre store smukke vulkaner. Mange af bygningerne i byen er bygget af hvide vulkanske sten, hvorfor byen har fået kendenavnet "den hvide by". Jonas besteg den ene vulkan, El Misti, som er 5822 meter høj. Turen var ubehagelig hård, men ubeskrivelig smuk. I byen ligger også det gamle kloster Monasterio Santa Catalina fra 1579. I sin storhedstid boede der 400-500 nonner, nu bor der 30 i alderen 18 til 90 år. Vi besøgte klosteret en aften, hvor vi udforskede de små gader og værelser i skæret fra stearinlys og bål, og lyden af syngende nonner i det fjerne. Det var utroligt smukt og stemningsfuldt. Ellers blev dagene i Arequipa brugt på afslapning med pool, bordtennis og solbadning på tagterrassen. Nu er vi klar til tre uger i Ecuador med tætpakket program og fornemt besøg fra kongeriget Danmark. VI GLÆDER OS!