Fiji var slet ik som forventet..

Fra Alice Springs skulle vi mellemlande i Sydney og herfra skulle vi videre til Fiji - vi glædede os meget og det var derfor vildt skuffende, da vi fik af vide at alle flyvninger til Fiji var aflyst grundet en tropisk storm nær øerne. Vi blev indlogeret på et sindsyg dyrt Hilton hotel mod vores vilje, vi fik af vide at vi selv kunne sørge for logi, men så kunne de ikke garenterer at vi fik informationer om situationen på fiji og det var vi jo ligesom nød til. Det var en sur kamel at sluge, da vi skulle betale regningen for hotellet, 800 kr pr mand for en enkelt overnatning og det er rigtig mange penge når man i forvejen slylder sine kære forældre 10.000 kr, da vores eventyr blev meget dyrere end først forventet.

Nu kunne vi endelig komme afsted og efter denne dyre nat på hotel, glædede vi os bare til at komme væk. Da vi ankom til Fiji øerne blev vi hentet af en lille bus som ville kører os til vores hotel Mango bay resort som lå ligegodt 2 timer væk. Vores forestillinger om hvide sandstrande og tyrkist vand blev ikke opfyldt og vi følte os virkelig snydt. Den tropiske storm havde skyllet en masse op på strandende og vandet var helt grumset og langt fra tyrkist, og dette skulle vise sig at blive meget værre. Da vi ankom til hottelet var alle bundalow'erne blæst væk, palmetræer var væltet ind over bygningerne, der var kokosnødder alle vegne og vores længe ventede swimmingpool var fyldt med grene, blade og meget andet, vi blev taget godt imod og fik med beklagelse af vide at vores bestilte bungalow var blæst væk og vi ville derfor få en bambushytte som egentlig var meget dyrere. hun viste os den og der stod vi med åben mund og polypper, taget var gået i stykker, så man kunne kigge lige direkte op på palmerne, der var grene, blade og meget andet inde i selv hytten og det lignede i det hele taget, jeg ved ik hvad. Anja og jeg havde sure miner på og tænkte straks at vi ville finde et andet hotel, vi var mindre irriteret og valgte at se tiden lidt an, da hotelejeren lovede os, at hytten ville blive gjort klar i løbet af eftermiddagen og at vi ville få den til den samme pris som vi skulle betale for bungalowsene.

Vi fik hytten sent på eftermiddagen og den var jo ganske hyggelig med udendørs bad og andet godt. men kender i det at når man først har fået et dårligt indtryk så er det næsten ødelagt, dette blev der lavet om på om aftenen, hvor vi sad og spiste lækker aftensmad, vi var stadig negative og skuffede over at vores eksotiske eventyr var ødelagt og dette b****ede vi lidt over, da ejerne af hotellet bad om at få ordet. Der blev helt stille og der stod et ungt ægtepar, hvis drøm og levevej i form af deres hotel var blevet ødelagt, de undskyldte meget over for os gæster som de godt kunne se var skuffede over omgivelserne. de fortalte om de konsekvenser stormen havde haft for dem og deres ansatte og lod derefter en hat gå rundt til indsamling til en af deres ansatte, hvis hus var ødelagt og styrtet sammen over ham selv og hans familie, hvortil han havde mistet sin mor og de selv var kommet slemt til skade.

Vi fik det så dårligt - sådan nogle forkælede tøser som os, sad bare der og var negative over at fiji ikke var som på billederne mens andre havde mistet deres drømme, deres hjem og dem de elskede. Den dårlige samvittighed skyllede ind over os og jeg fik utrolig dårlig smag i mundet over vores skrækkelige opførsel. hertil undskyldte vi dagen efter og tilbød at være med til at ryde op rundt omkring på hotellet, hvilket der blev sat stor pris på og dette var det mindste vi kunne gøre efter vores opførsel dagen forinden.

Vores uge på Fiji, blev slet ikke som vi havde forestillet os, selvføleglig var det smukt, men det var ikke som på billederne og derfor kunne jeg godt tænke mig at komme tilbage til øerne en anden gang - måske på bryllupsrejse, hvem ved... Jeg lærte derimod meget om mig selv og den måde man er på. Jeg er meget flov over min egen opførsel og har måske lært at man ikke skal være så overfladisk og forkælet og derimod sætte pris på de ting man har, fremfor de ting man ikke har.

Så gik turen hjem mod Danmark, kan slet ikke fatte at de næsten 4 måneder allerede var gået og at vi nu sad i flyet igen, igen, igen denne gang på vej hjem. Turen fra Fiji var MODBYDELIG, tror jeg bad en stille bøn til gud et par gange, for aldrig har jeg oplevet så meget turbulen. er normalt ikke bange for at flyve, men det var jeg virkelig der og de 3 timer føltes som et døgn. Så var vi i Sydney igen, igen og vi ankom først på aftenen og skulle først med flyet til Singapoor næste morgen, så vi benyttede lejligheden til at se Sydney operahus by night en sidste gang.

Morgenen efter gik turen til Singapor, en flyvetur på ca 15 timer. Vi havde travlt da vi endelig nåede Singapor, da vi kun havde en time til at komme af flyet, igennem sikkerhedskontrollen og derefter boarde det nye fly vi skulle med til Heathrow, London. Denne flyvning tog omkring 13 timer og da vi fløj tilbage i tiden, så var det faktisk nat alt imens vi fløj, så her var der god mulighed for at få sovet en del. Anjas Sæde ville ikke lægge sig ned, så hun fik en ny plads 10 -12 rækker længere nede end mig, så nu var vi pludselig adskildt. Da vi landede i Heathrow, havde vi 4 en halv time inden vi skulle mod DK, og her gik tiden virkelig langsomt, da vi blev mere og mere spændte på at se familie og venner. Vi kom fra 45 grader til vild snestorm i Heathrow. Vi fik et kulturchok uden lige og da de store tavler med kommende afgange blev ved med at skrive canceled, grundet snestorm, så ventede vi faktisk bare på at vores fly til Danmark også ville blive aflyst, så da der stod boarding ved afrejsen til kastrup, der løb Anja og jeg som aldrig før! Nu stod vi i bagage udleveringen i københavn og sms'erne tikkede ind på mobilen. Er i landet? kommer i snart? Ring til os! vi var så spændte og da vi gik gennem gangen ud til ankomsthallen, og dørene åbnede sig, der så jeg Rasmus. Jeg løb hen til ham kastede mig i armene på ham og hylede som en stukket gris. Det var så overvældende at se de mennesker som man havde savnet og længtes efter i så lang tid. Vi var meget rørte over, at så mange var mødt op, når man tænkte på at det var d. 22 december. Mor, far og Rasmus var der, Anjas forældre, Mads og Merle, Dennis og Malene og Rikke og Mia, som i øvrigt havde lavet en kæmpe banner hvor der stod: "det er søreme, det er sandt, endelig hjem i fandt", fyldt med hjerter, blomster og andre fine tegninger. Alt imens vi fik sagt ordentlig hej, til dem allesammen, opfattede vi slet ikke, at der var et kamerahold der filmede vores ankomst. Dette var åbenbart TV2 som var igang med at lave et program der hed CPH, som handler om hverdagen i lufthavnen, deribland folk der kommer hjem fra rejse. Kameramanden stod bag ved min kære mor der jeg gav hende et ordentlig knus og der opdagede jeg at det var os han filmede og til min store overraskelse, udbryder jeg lige ind i kameraet "hva fanden er det mig du filmer" hvorefter kameramanden begynder at grine. han spørger os om det er okay, hvis det bliver sendt og det er det vel. Herefter beder han en af os om at fortælle sammen med Mia om hvordan det er at være så længe væk fra ens bedste veninder - og da jeg er LIDT genert, så sender jeg Anja afsted. Udsændelsen blev desværre ik sendt, da der var en askesky der var mere interessant, eller også var det mine bandeord, der ikke skulle vises på landsdækkende TV. Vores eventyr har været helt fantastisk, og jeg glæder mig til at jeg engang om 50 år, skal vise mine forhåbentlig kommende børnebørn alle billederne og fortælle om alle de eventyr som jeg har oplevet sammen med Anja. Jeg tror helt klart at vi er vokset med opgaven om selvstændighed, og jeg tror at jeg vil sætte pris på nogle ting, som jeg før har taget for givet.

Tusind tak til alle jer, der har fulgt vores rejse, sendt mails og beskeder. det betyder utrolig meget og jeg håber at I har nydt at kunne følge lidt med.

De kærligste hilsner, tanker og knus fra Signe