Profile
Blog
Photos
Videos
Hejsa søde mennesker! Efter Lovina tog vi en bemo, som er en lille lokal bus, til den lille bjergby Munduk tæt på vulkanen Gunung Batur. Vores homestay havde den flotteste udsigt over bjergene og helt hen til Lovina, men værelset var knapt så godt. Byen lå rigtig smukt mellem frugtplantager og krydderiplantager, men er mest kendt for dets vandfald. Vi brugte første dag på at trekke rundt til vandfald, men endte med at fare vild i junglen. Det gjorde ikke så meget, for der var flot overalt. Efter en masse vejvisninger fra de lokale nellikefarmere, fandt vi det flotteste vandfald vi endnu har set. Vi ved ikke om det var det vandfald vi prøvede at finde, men det var hele turen værd! Herudover blev der også tid til at købe en masse krydderier hos de lokale farmere. Næste dag tog vi til den nærliggende by Candikuning, idet vi havde hørt der skulle være et kæmpe marked til billige penge og uden alt for mange turister. Det levede op til eftermælet! Frugt, krydderier og alverdens tingeltangel kunne findes i massevis! Vi kom der fra med mango, passionsfrugt, flere ukendte frugter vi var nødt til at smage og krydderier. Herefter tog vi i en botanisk have og troede vi bare skulle slappe af under et træ. Men den var lidt større end vi havde troet, og vi ville jo gerne se de forskellige ting. Så vi vandrede rundt i flere timer, men kun fordi den var så flot og spændende. Kæmpe banyantræer, orkidé-, rosen- og kaktusområder, jungle, urskov og bambusskove. Den slår alligevel Aarhus' botaniske have.. Efter to skønne dage var det tid til, at drage videre til Bali's mest kendte by Ubud. Fra lille fredelig bjergby til turist- og shoppingmekka. Butikker og sælgere overalt, turister overalt, scootere overalt og vi kunne li' det mærkeligt nok. Vi har været rigtig gode til at undgå de store turistdestinationer på vores rejse, så det var faktisk helt rart at prøve. Der var noget hjemligt ved at gå rundt mellem alle de andre turister - No offence indonesere.. Så første dag gik selvfølgelig med shopping det meste af dagen. Resten af dagen udforskede vi Ubud Monkey Forest, som er et lille skovområde i centrum af Ubud fyldt med aber. Aberne er vilde og ikke i fangenskab, men de er blevet afhængige af at turisterne fodrer dem, så vilde vil vi ikke kalde dem. Det var en super sjov oplevelse, især efter at have købt nogle bananer, og pludselig have aber siddende på ens skuldre. De havde lært at åbne lynlåse, så flere aber tjekkede min rygsæk efter for mad mens vi gik rundt. De var rigtig søde, især de små abeunger som abemødrende gik rundt med. Signe var så heldig at have to abeunger camperede på hendes skød, men knap så heldig da de prøvede at tage tøjet af hende. De næste 4 dage går med eventyr omkring Ubud - Kys fra os!
- comments