Hej alle. Tid til en update. Sidst forlod vi Bromo og tog med en bus fra Probolinggo til Bondowoso. Busturen var en smule kaotisk. Vi fik hele 3 sæder at boltre os på, men sæderne er designet til indonesere og ikke danskere, så vi sad ikke specielt godt. Herudover blev især Signe nedstiret af Indonesiske mænd, der ikke kunne få øjnene væk fra hendes bare ben, så det til sidst endte med at hun måtte tage en trøje over. Nå men vi overlevede da, og ankom til Bondowoso som var vores basispunkt for Ijen vulkanen. Efter besøg hos en familie for at låne lidt WiFi, fandt vi frem til vores homestay og blev taget utroligt godt i mod. Ejeren blev kaldt Sam, og var den sødeste og mest hjælpsomme mand vi endnu har mødt på rejsen. Han syede et godt program til os mht. bestigningen af vulkanen, til halvt så mange penge som vi havde regnet med. På homestay'et mødte vi også de første danskere på rejsen. Et par på omtrent vores alder, som sjovt nok også studerede på Aalborg Universitet, og pigen endda i samme bygning som Signe. Vi kom rigtig godt ud af det med hinanden, og fulgtes også næste dag på turen.
Bestigningen af Ijen var sindsygt hårdt, især psykisk! Vi kørte af sted kl. 23 og begyndte at trekke 01:30. Først trekkede vi op af en stejl stigning i ca. 1 time, hvorefter vi skulle klatre ned af smalle stejle klipper i omkring 45 min. i totalmørke, kun udstyret med et par pandelamper. Turen gik ned til det "blå ild" som er en kemisk reaktion der sker når sulfur brænder. Vulkanen er nemlig kendt for rig beholdning af sulfur, og samtidig med en aktiv vulkan, skaber det en unik seværdighed. For at gøre turen endnu sværere skulle vi have gasmasker på, pga. dampene fra den brændte sulfur, og i 2800 m højde, er det svært at trække vejret selv uden gasmasker. Efter en hård kamp ramte vi endelig ind i det blå ild som var et imponerende syn. Vi blev dog ikke længe ved ilden, idet røgen til tider var så tæt, at vi var tæt på at blive skilt fra hinanden. Vi begyndte også at hoste for meget, da masken ikke kunne holde røgen ude, så vi begyndte at klatre op igen og undgå de forbipasserende sulfurminearbejdere. På toppen var vi begge færdige fysisk og mentalt, men præsterede alligevel at klatre længere op, på spidsen af vulkankrateret, hvor vi så solopgangen. Signe startede at bål da det var meget koldt på toppen, og så sad vi i rimelig tavshed sammen med vores turgruppe og filosoferende over hvad vi havde oplevet, mens solen gik op bag bjergene. Turen var noget af det hårdeste vi har oplevet, men samtidig noget af det vildeste og flotteste vi har set. Signe har rykket sine grænser banelængder ift. for hvad hun troede hun kunne, og det i sig selv er det hele værd. Vores belønning blev til et udhvil i varme kilder, som gjorde godt for musklerne. Efter et godt udhvil i havnebyen Banyuwangi, vil vi flyve videre til Lombok. Et lidt anderledes eventyr end Java, med forhåbentligt lækre strande og kokusnødsdrinks. Håber i har det godt derhjemme