Hej alle,

Så er det tid til endnu et blogindlæg fra Ghana. Det er dog ikke fordi jeg har tid til at skrive blogindlæg. Jeg er travlt beskæftiget med at ligge på stranden og slikke sol og læse bøger - det er hårde tider her i Ghana! Men det er årsagen til sidste uges udeblivelse af blogindlæg :)

Anyways; Jeg overkommer med nød og næppe livet hernede i Ghana. Jeg har det rent faktisk bedre end jeg nogensinde turde drømme om. Jeg husker hver dag at minde mig selv om at nyde det. Det er dog ej heller sjældent et problem for mig da jeg, som nogle nok allerede har opdaget, sætter stor pris på at leve i nuet. Derfor skræmte det mig også en hel del, da jeg i dag blev mindet om, at det kun er ca. to måneder til at jeg igen står på dansk jord! I Tanzania var min hjemkomstdato ikke skræmmende; Den var ikke en dato jeg som sådan så frem til, men jeg blev konstant mindet om, at det var Danmark jeg hørte til. I Ghana derimod føler jeg mig langt mere velkommen og dermed hjemme i forhold til lokalbefolkningen, og samtidig føler jeg mig nyttig på mit arbejde. Det er netop de to ting der gør, at det bliver ekstremt svært at forlade Ghana igen - det land jeg har forelsket mig sådan i den sidste måneds tid…

Netop mit arbejde som volontør for Global Mamas har jeg tænkt mig at skulle være emnet for denne uges blogindlæg. Arbejdet som volontør for Global Mamas opfylder netop mine to kriterier for frivilligt arbejde: Mine arbejdsopgaver er bæredygtige(langsigtede) og jeg udfører dem fordi der ikke er andre der er i stand til at udføre opgaven. I Tanzania erfarede jeg, at disse kriterier var to altafgørende mål for min motivation for mit frivillige arbejde. Desværre var ingen nødhjælpsorganisationer i Tanzania i stand til at tilbyde mig et sådant arbejde, og jeg var således begyndt at tvivle på om jeg satte for høje krav. Når alt kommer til alt så befinder jeg mig trods alt i et tredjeverdensland. Er det da rimeligt at stille sådanne 'vestlige' krav? I stedet tog jeg til Ghana og arbejder nu for en NGO opstartet af amerikanere - og det kan på mange måder mærkes. Jeg nyder virkelig den disciplin der er i Global Mamas! Den svarer formentlig blot til den disciplin der hersker i den generelle danske organisation, men efter fem måneder i Tanzania er den form for disciplin virkeligt noget jeg sætter pris på. I Global Mamas bliver tingene gjort, løfter bliver overholdt og der er handling bag de ord der bliver sagt. Ikke én dag har jeg siddet uden at vide hvad jeg skulle lave. Fordi Global Mamas holdt hvad de lovede i forbindelse med mit arbejde. Og fordi jeg dermed er motiveret - yderst motiveret.

Det er en kæmpe oplevelse at få lov til at hjælpe disse kvinder tilknyttet Global Mamas. Det er fantastisk at se glæden hos kvinderne når de får at vide, at jeg har en viden som de ikke har men som vi langsomt gennem de næste tre måneder skal få overført til dem og således forbedre deres forretning og dermed liv. Pt. har jeg udelukkende mødt kvinderne på 1:1 basis, men vil formentlig senere skulle afholde større workshops inden for bl.a. planlægning(det at sætte sig nogle målsætninger) og bogføring. De tre kvinder jeg indtil videre har haft møde med er dog tre vidt forskellige kvinder med vidt forskellige forretninger og vidt forskellige steder i livet med deres forretning.

Den første kvinde jeg 'coacher' er, som nævnt i sidste blogindlæg, en kvinde der udfører batik, men som hun sagde: "Først og fremmest er jeg mor." Hendes største problem er, at hun ikke fører regnskab over hendes forretningsmæssige transaktioner, så hun har som mange af de andre kvinder ikke rigtig nogen anelse om hendes profit. Dette viste sig bl.a. ved hendes overraskelse over hendes indkomst genereret fra salg til Global Mamas, hvilket hun blev vist til det første møde jeg havde med hende. Mange af kvinderne her fører ikke regnskab, da de mener det tager for lang tid. De har dog som oftest de fornødne matematiske evner der skal til for at regne byttepenge mm. ud, og de er som oftest også gode til at huske hvad salgsprisen på de enkelte produkter i deres sortiment er. Problemet er at de ikke rigtig har nogen anelse om deres profit på det enkelte produkt, og slet ikke den langsigtede profit. Det at sammenholde indtægterne ved et specifikt produkt med omkostningerne for produktion af dette produkt er ikke noget de gør sig i. De ved naturligvis oftest hvad kassebeholdningen er efter hver dag, men at sammenlægge og analysere de daglige transaktioner over en længere tidsperiode er ikke noget de gør sig i. Jeg tror at dette hovedsaligt skyldes at de ikke har evnerne til det, da alle kvinderne virker til at forstå vigtigheden af at føre regnskab, men det virker for uoverskueligt for dem. Samtidig har min tidligere nævnte bog om den afrikanske kultur lært mig at regnskab og bogføring ikke er en del af den afrikanske kultur. Dette skulle efter sigende være et udtryk fra arbejdsgiveren om at han/hun ikke stoler på sine medarbejdere. 'African Friends & Money Matters' hedder bogen og kan så absolut ikke anbefales, da forfatteren bag vælger at beskrive Afrika som kontinent havende én fælleskultur - og det baseret hovedsaligt på hans meget sparsommelige observationer i Senegal. Den skal i hvert fald læses med en vis grad af kritisk sans. Selvom jeg ikke bryder mig om dens måde at generalisere på så har jeg alligevel fået svar på nogle kulturelle træk som jeg nu også vil dele med jer :) Jeg tvivler på, at signalet om mistillid er årsagen til kvindernes manglende regnskabsførelse men det er da noget jeg må tage med i mine overvejelser når jeg skal få kvinderne til at begynde at føre regnskab.

Hvad bogen og mine observationer er enige om, er at kulturen her er præget af en mere kortsigtet planlægning. Dette skulle således efter sigende betyde, at lokalbefolkningen her til tider er villige til at sælge et produkt med tab, idet salget vil give dem kontanter på stedet. Det er netop sådanne kulturelle forskelle der gør arbejdet så udfordrende og dermed spændende! Det bliver en hårfin grænse hvor det at tilegne dem viden om business ikke skal forveksles med at pådutte dem en vestlig kultur.

Ovenstående kvinde har gennemgået en væsentlig udvikling af hendes forretning de sidste år. Hun skulle således nu være en af de vigtigste leverandører af batik til Global Mamas, hvilket naturligt har medført en større profit for hende. Jeg blev derfor ganske overrasket da jeg hørte, at hun samtidig havde valgt at investere i diverse huse eller grunde til at bygge på for herefter senere at kunne udleje dette. Formålet med investeringerne virkede hun dog ikke til at have tænkt nærmere over. Denne form for investering overraskede mig fra en sådan tilsyneladende succesfuld kvinde, da jeg netop synes at se samme investeringstendens i Tanzania blandt de folk der ikke virkede til at have den store succes med deres forretning. Mange kiosker i Tanzania virkede til at have taget alt ind i deres sortiment hvor blot den mindste mulighed for salg vurderedes at finde sted. Ifølge mig skyldtes deres manglende succes således, at de ikke havde den fornødne viden til at sælge alle produkterne i sortimentet. De solgte og/eller indkøbte således til en forkert pris fordi de ikke vidste hvad det egentlig var de købte/solgte. Det samme begyndte jeg jo således at tænke da hun fortalte mig, at hun som batiker i den kreative branche lige pludselig havde investeret i ejendomme til udlejning; At hun ville miste penge på sin investering fordi hun ikke havde den fornødne viden i det investerede. Efter at have læst lidt om den afrikanske kultur har jeg dog nu fået en god forklaring på ovenstående investeringsadfærd. I Afrika er kulturen bygget op omkring næstekærlighed, hvis man kan kalde det det; Her låner man det man mangler af familie, venner og naboer og man giver det familie, venner og naboer mangler som man selv har i overskud. I Danmark er vi vant til at forsøge at klare os selv, men i Ghana og formentlig mange andre afrikanske lande er det en helt naturlig ting at spørge om hjælp fra nær og fjern. Det er en af årsagerne til at man eksempelvis i Ghana er så fokuseret på sit netværk. Det ville være ganske uhørt hvis en velhavende afrikaner afslog at hjælpe folk med mindre økonomiske midler i dennes netværk. Dette ville efter sigende medføre social udstødelse i den pågældendes by og netværk.

Da det at låne(som oftest uden at hverken kreditor eller debitor forventer nogen tilbagebetaling) sker så ofte i den afrikanske kultur betyder det også, at man som enkeltperson sjældent kan forbedre sin levestandard væsentligt mere end de øvrige i netværket - og det uanset hvor hårdt man arbejder herfor. Forhøjes ens levestandard ligner man en der har flere midler end øvrige i netværket, hvilket vil medføre at de i netværket der har færre ressourcer naturligt vil komme til personen med sådanne 'overskydende' midler for at låne disse. På den måde er der en naturlig ligestilling i hvert netværk. Bogen om den afrikanske kultur påstår ligefrem, at der bliver set skævt til folk i lokalbefolkningen der ligner at være bedre stillet end gennemsnittet, da dette dermed må betyde at den pågældende person har afslået at dele sine midler med folk i dennes netværk som har færre midler - en fattig person antages altid at være at finde i en persons netværk i Afrika. På baggrund af ovenstående skulle man efter sigende kunne se en tendens til at penge i Afrika bliver brugt snarest muligt efter disse bliver indtjent. Ellers er man ganske sikker på at en anden i ens netværk bliver indehaver af denne indtægt. Sættes pengene i banken anses de af det øvrige i netværket for værende i overskud og det er dermed ikke acceptabelt at afslå personer i netværket der mener at have mere gavn af disse end den oprindelige ejer. En af årsagerne til, at man nu er begyndt at se så mange ufærdige huse i Afrika skulle således efter sigende være fordi folk i lokalbefolkningen med ekstra økonomiske midler vælger at investere heri frem for at dele med dennes øvrige netværk. Haves de økonomiske midler ikke fysisk er man således ikke forpligtet til at dele disse med det øvrige netværk.

Nå, det var en lang - men spændende synes jeg selv - mulig forklaring på hvorfor ovenstående kvinde skulle have valgt at investere sine penge i bygningsgrunde. Jeg står således også med et dilemma i forbindelse med at skulle overbevise kvinderne om fordelen ved bogføring og regnskab, da en af de helt store fordele herved netop er det overblik som regnskabet gerne skulle give og dermed muligheden for at spare op til eventuelle fremtidige større investeringer eller forventede lavere indtjening. Problemet er bare at opsparing ikke er en fordel her i Ghana…

En anden af de kvinder jeg hjælper ejer en restaurant og afholder workshops hvor hun underviser turister mv. i at lave ghanesiske retter. Hun lød som en kvinde i nød, da hun tilsyneladende følte at forretningen gik dårligere end nogensinde før. Så til forskel fra første kvinde var denne kvinde således ikke bleg for at fortælle om alle hendes problemer og fremtidige ambitioner med forretningen, hvilket bestemt gør det en del lettere at hjælpe. Her bliver den helt store udfordring dog nok at gøre hende i stand til at fuldføre disse mål, da jeg tror hun har den karakteristiske afrikanske kortsigtede løsningsmodel for øje når hun driver forretning. Men det er alt sammen en udfordring! :)

Den sidste af de tre kvinder jeg hjælper spiller på trommer og er Ghanas eneste kvindelige af slagsen. En kvinde jeg på mange måder beundrer. I Ghana er det ikke velset at være kvinde og samtidig spille på trommer så dengang hun var mindre måtte hun ofte skjule hendes passion for det at spille på trommer. Hendes far var sjældent hjemme(det er vist normalt i Ghana for mændene at have flere koner, så jeg går ud fra, at han var ude at besøge nogle af hans mange andre koner) men hun måtte ofte lyve for hendes mor når hun om aftenen tog hen for at spille på trommer. Moderen må dog have opdaget det alligevel for jeg er blevet fortalt at moderen var ulykkelig og bange for at hendes datter aldrig kunne blive gravid, da hun mente at hendes passion for det at spille på trommer måtte skyldes at hun var blevet angrebet af heksekraft.

Hun blev dog ved med at følge hendes passion og den dag i dag er moderen stolt, da hun nu kan se at det er en levevej for hendes datter. Hendes succes indtil videre har gjort at hun har været motiveret til at opstarte en gruppe der danser og spiller på trommer bestående af fattige, hjemløse og/eller forældreløse børn. I dag afholder hun nu workshops i hendes butik i Cape Coast, hvor hun og evt. hendes gruppe underviser turister mv. i at spille på trommer og danse. Derudover har hun rejst til dele af USA og Europa for at undervise i dans og trommer på diverse universiteter. I 1999 var hun f.eks. i Danmark i tre måneder for at undervise og hun kan derfor små danske fraser; Så kan man jo ikke andet end at blive lidt varm om hjertet :) Desværre skulle hun dog tilsyneladende ikke have så stor succes med forretningen mere…

Men danse og spille på trommer kan jeg skrive under på at hun og hendes gruppe kan! Hun og hendes gruppe optræder hver anden uge på et beach ressort her i Cape Coast, så jeg og to andre volontører fra Global Mamas tog i fredags hen for at se denne optræden. Det var fantastisk at se hvordan de kunne danse - og så samtidig vide at disse børn(der nu er unge mennesker på min alder) har haft en så hård opvækst uden økonomiske midler, hjem og/eller forældre. På mig så det ud som om de alle virkeligt udlevede deres drøm når de var oppe på scenen og dansede. 2 timer i streg dansede de og spillede på trommer; Det var en fantastisk livsbekræftende oplevelse! Jeg har haft en del problemer med forberedelserne til mit næste møde med denne kvinde grundet et ekstremt langsomt internet på Global Mamas' kontor, hvilket i den grad har besværliggjort min research til dette møde, og jeg var således ved at opgive denne research for således blot at fortælle hende at dette ikke var mig muligt. Efter at have set denne livsbekræftende optræden i fredags gik jeg dog direkte hjem og arbejdede videre på mine forberedelser til mødet. At kunne hjælpe en sådan kvinde vil være mig en ubeskrivelig ære…

Med dette vil jeg afslutte denne uges blogindlæg. Jeg håber Danmark passer lige så godt på jer som Ghana passer på mig; Ghana byder mig altid på sol, søde kælegrise og lidt lækkert chokolade…