Taxachaufføren John og mig ankom til en kæmpe busholdeplads kl. 05.30 i morges. Det var svært at se noget som helst andet end forlygterne fra over hundrede busser på pladsen, men John tog min backpack og gik målrettet gennem folkemængden af nysgerrige afrikanere, som havde set sit snit til at få en skilling for at hjælpe en stakkels mzungo. 10 min. Senere var min oppakning og jeg selv parkeret i en stor, gammel bus. Den første time gik med at folk rendte ind og ud af bussen og min billet blev tjekket 2 gange, men efter en masse påstyr startede festen ellers lige så snart vi forlod pladsen. En mand i jakkesæt startede underholdningen med at fortælle historie på Swahili og bryder derefter pludselig ud i fællessang, som hele bussen, undtagen mig, er helt med på. Og det her var ikke som en højskole-tur, nej faktisk nærmest som var det planlagt. Det lød utrolig godt, med alle de lyse kvindestemmer og de mørke mandestemmer, der formede den perfekte kanon, mens jeg bare lukkede øjnene, lænede mig tilbage og lyttede. Den unge kvinde ved siden af mig kunne også godt se det sjove i at jeg ikke helt var med på hvad der foregik. Hun snakkede desværre ikke engelsk, for ellers kunne vi have snakket om en masse interessant, men i stedet blev det til en blanding af swahili og fagter, som jeg faktisk ikke fik så meget ud af, men hun var meget sød, og prikkede til mig hver gang der skete noget udenfor vores vindue. F.eks. kørte vi lige igennem en stor nationalpark, hvor jeg lige fik et glimt flere zebraer og giraffer! Billedet på dette indlæg har jeg desværre ikke selv taget. Internetforbindelsen herude gør det svært at uploade mine egne billeder. :)

I længden blev turen dog meget lang og triviel, og bumpene på vejene er så voldsomme, at man hver gang retter sig op i sædet og spænder alle muskler i kroppen - og prøv så at gøre det 20 gange i timen i 12 timer i streg. Av! Desuden var der ikke rigtig nogen andre end buschaufføren, som nikkede genkendende til Mtwango village, så jeg begyndte så småt at bekymre mig for at det var den forkerte bus. Men jeg havnede det helt rigtige sted, og min værtsfar, stod ved stoppestedet og ventede. Og sikke en dejlig mand, som snakker flydende engelsk og griner og pjatter. Han kørte mig hjem til en lille gård, hvor to nysgerrige piger ventede i gården, hans døtre på 5 og 9 år. Få sekunder efter stod to drenge klar til at tage hver af mine tasker. Sønnen på 18 og hans gode ven. Min værtsmor kom også ud og hilste på, alle sammen med et kæmpe smil på læben. Virkelig en dejlig velkomst. De to drenge snakker også flydende engelsk, mens pigerne og deres mor snakker meget lidt engelsk. Et par timer senere sad jeg i en blød lænestol, nyvasket og med maven fyldt med god gryderet og ananas.

Har fået mit eget værelse med en stor seng og en kommode samt nogle knager. Familien har haft ca. 20 voluntører boende før, og er derfor ret godt kendt med danskere. Som min værtsfar siger: "it's because I just love having guests" J Alt godt fra herfra! Knus og kram til jer derhjemme! I er savnet!