Jeps, klar med en ny blog. Vi spytter dem ud på samlebånd, når vi når steder med internet. Sidder ved en café ved hotellet og har købt lidt web-tid der. Er nu kommet til Wellington efter fem timers kørsel fra Taupo. I forgårs var vi i Orakei Korako. Lidt samme koncept som Wai o Tapu - men om muligt endnu flottere. Halvanden times tur rundt i "the hidden valley", som de kalder den , og som Lonely Planet udnævner til det flotteste geotermiske vidunder på NZ. Så vi var nødt til at se det. Færre turister, fordi det ligger lidt afsides, vildere farver. Lille færgetur over søen og så ind i den gemte dal. Sofie i en rygsæk med soltag. Hun tog sig en skraber deroppe, så nu har begge små præsteret at falde i søvn på fars skuldre på denne tur J.

Derefter Huka Falls, som også tager pusten fra en. Hvert sekund falder der nok vand til at fylde to olympiske svømmestadions. Floden foran vandfaldet er ikke bare et par meter dyb - den er 10 meter dyb med den vildeste azurblå farve!

I går løbetur langs Waihatanui floden, som vi bor lige ved siden af. Det er så også lige en af verdens bedste ørred-floder. På hver løbetur ser man to-tre store basser ligge derude. De ender sikkert på middagsbordet, for der er masser af fiskere i waders. En af regnbueørrederne, omkring en arm lang, kunne jeg sikkert have hapset med de bare næver. Den lå og dovnede i kanten 10 cm under overfladen og 10 cm fra kanten. Meeeeen jeg havde købt lækre bøffer til grillen, så den slap…

Vi griller i øvrigt til den store guldmedalje på New Zealændernes gasgrills. For pokker hvor er det meget nemmere og hurtigere end at stå og bikse med kul en halv time.

Vi havde den mest fantastiske solnedgang over søen i går. Alfen og jeg nappede en aftensvømmetur og oplevede den fra vandet, Margit blitzede løs fra kanten. I dagslys er udsigten heller ikke for sølle. Vulkanfortiden gør forskellen. Vildt flot og kulsort lava-sand med kridhvide pimpsten på. Løft en sten så stor som en fodbold - og den vejer rent faktisk ikke mere end en fodbold. Ret syret.

Vandet er krystalklart med en sigtbarhed på 20-30 meter. Det vildeste til dato. Til gengæld er der kun småfisk at se på snorkelturene. Glemte i øvrigt helt at skrive om vores snorkeltur til Goat Island, mens vi var i Ruakaka. Der var ingen småfisk - kun store krabater på 50-100 cm i alle regnbuens farver. Det er en nationalpark - alt er fredet, og derfor vokser fiskene sig så store og fede i området.

Masser af maorier. Roturoa tæt på er højborg med stor koncentration. Indtil nu har vi kun set plussiden. Maorier, der giver kulturelle shows og foredrag. Maorier, der sælger træudskæringer og smykker. Maorier, der har penge. Men der er en bagside. Løbeturen gik forbi et slumkvarter, hvor der stod store skilte om, at dette er maori land, og at politiet ikke havde adgang. Diverse advarsler om muskelhunde og overfald, hvis man bevæger sig ind i det territorium.

Og det er lige præcis det, New Zealænderne i stigende grad er trætte af. Her er nabo-Gregs beretning: Glem filmen "Once were warriors" Integrationen var faktisk godt på vej, og maorierne lever generelt fint på lige muligheder i det new zealandske skolesystem. Men der har været en drejning de seneste fem år, hvor maorierne er blevet så bevidste om deres egen kultur og fortid, at de på aggressiv vis kræver landområder tilbage, så det får en snert af Israel/Palæstina konflikt over sig. Også via maoriernes politiske parti. Man ønsker at isolere sig i territorier og kræver de hvide new zealændere ud. Således Greg. Er det den fulde sandhed? Sikkert ikke. Men fattigdom krydret med ideologi og religion er med sikkerhed vejen til ballade. Det er set før.

For hulen, den bliver lang, denne blog. Jeg lover at stoppe nu, hvis I lover at briefe os om, hvad der sker tilbage i DK J

I morgen hedder den "turist i Wellington" og vi får vores egen stabile netforbindelse på hotellet. Og så kommer alle billederne på sitet. Der er mange, og de er fantastiske.

KH Sofie, Alfred, Margit og Ulrik